Mogens Jensen, den taburetklæbende levebrødspolitiker

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De fleste, som ikke er socialdemokrater, kan se, at der er urent trav. Det er trist at se en mand, der kæmper så meget for at blive siddende frem for at acceptere konsekvensen: at Mogens Jensen skal tilbage til at være menigt medlem af Folketinget.

Men hvem er Mogens Jensen, og hvorfor er Mogens Jensen blevet sådan en taburetklæber? Svaret er simpelt: Mogens Jensen er levebrødspolitiker af den gamle skole, selv om vi tror, at levebrødspolitikeren er den type, der er udklækket fra statskundskabsstudiet, og som har sin politiske opvækst i et ungdomsparti.

Det er også sandt for den nuværende generation, men der er fællestræk med den ældre generation. Socialdemokratiet har jo som bekendt meget tætte bånd til fagforeninger, og netop i sådan en har Mogens Jensen sin ”erhvervsbaggrund”.

Mogens Jensen er ifølge eget CV uddannet ved fagbevægelsens lederuddannelse og har arbejdet som noget så diffust som konsulent i LO fra 1987-2002.Mogens Jensen har selvfølgelig sin partimæssige baggrund i orden som en god, gammel DSU’er og har ifølge Wikipedia tilmed været Poul Nyrups kampagneleder. Mogens Jensen er derved først og fremmest en sikkert god og loyal socialdemokrat, opfostret blandt ligesindede inden for socialdemokratiske kredse.

Men er gode og loyale socialdemokrater gode ministre? Øjensynligt ikke.

Hændelsesforløbet med massakren på den danske minkbranche og flere menneskers livsværk samt grundlovsstridige ”opfordringer” vidner om en mand, der enten er ramt af akut demens, eller en kyniker, der rent ud sagt skider på både branche, demokratiske grundregler og parlamentarisme. Mogens Jensen kan nemlig ikke huske, hvornår Mogens Jensen fik noget fortalt, selv om kommunikation fra Mogens Jensens eget ministerium samt andre ministerier ret nemt kan datere netop dette. Nu vil Mogens Jensen have en redegørelse – som skatteborgerne kan betale for – i håbet om en hypotetisk redningskrans, hvor Mogens Jensen kan beklage og skyde skylden på en fejl i systemet.

Problemet ved denne tilgang er åbenlyst, at Mogens Jensen tager tilliden til demokratiet som gidsel. Folk i besiddelse af en nogenlunde fornuft kan se, at dette her tydeligvis er en joke.

Mogens Jensen er i gang med at erodere vælgernes tillid, og jeg spår, at Mogens Jensen kommer til at gå tilbage i sit personlige stemmetal i Vestjyllands Storkreds ved næste folketingsvalg. Ikke fordi Mogens Jensen må gå som minister, men fordi Mogens Jensen forsøger at forlænge tiden som minister og gør det på en uværdig måde.

Men sådan behøver det langt fra at være.

Under Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister var der flere episoder med ministre, der måtte gå. Christian Friis Bach tog det fulde ansvar for Lars Løkkes – i dansk kontekst – overforbrug af dyre flybilletter i ngo’en GGGI.

Sagen med Friis Bach viste en minister, der selv tog ansvaret på sig, da sagens sammenhæng gik op for ham.

Uffe Elbæk blev offer for anklager om mulig nepotisme i forbindelse med afholdelsen af et event.Uffe Elbæk valgte at trække sig efter et lettere komisk og uskønt forløb. Efterfølgende blev Uffe Elbæk renset, havde han afventet konklusionen, havde han kunne fortsætte som minister.

I sagen med Søren Gade husker de fleste nok, hvordan Søren Gade tog ansvar med replikken: ”Far her”. Da det viste sig, at der var en sag, forsøgte Gade ikke at løbe fra sit ansvar gennem teknikaliteter.

Disse eksempler viser det format, som en minister bør være i besiddelse af. Dette mangler Mogens Jensen til fulde. Men hvad kan man egentlig forvente af en person, der er så tæt knyttet til et parti?

Hvis Mogens Jensen viser personligt format, er næste skridt at afsøge, hvad Mogens har været instrueret i og af hvem. Pilen peger kun op. Mogens Jensen hyldes sikkert internt som en martyr, mens han for os andre fremstår som endnu en ufrivillig komisk politiker uden format.