Indvandrermiljøernes mistillid til politiet er deres eget ansvar

I tirsdags satte Jyllands-Postens leder fokus på tillidsforholdet mellem politi og indvandrergrupper. Hårdt opridset var budskabet, at politiet ikke tager bandevold mellem indvandrergrupperinger alvorligt, og at indvandrermiljøets minimale tillid til politiet er selvforskyldt.

Undskyld mig, det er på ingen måde politiets ansvar, at vi har en gruppe af mennesker i vores land, som ikke har tillid til de folk, der passer på os alle sammen. Det er jo helt på månen. Husk på, at mange af indvandrerkvartererne domineres af at være et parallelsamfund, der har sin egen kultur og egne love og regler. Netop her er det svært for politiet og det danske samfund at trænge igennem. Det er sjældent, at politiet i et parallelsamfund får nogen form for hjælp eller oplysninger. Politiet bliver betragtet som en fjende, og dem, der taler med politiet, er forrædere og risikerer at blive hårdt straffet. Derfor taber politiet grebet om magten i parallelsamfundene. Og derfor må chikanerede personer i disse områder søge hjælp andre steder, og det er selvfølgelig trist.

Men er det politiets skyld? Nej, politiet er ikke herre over, at vi har grupper i samfundet, der med uret ser politiet som et symbol på ondskab, mens vi andre ser det som et symbol på tryghed. Er det politiets skyld, at kriminaliteten blandt ikkevestlige indvandrere og efterkommere er to til tre gange højere end blandt etniske danskere? Nej, selvfølgelig ikke. Er det politiets skyld, hvis der har været svigt i hjemmet, eller det sociale system har fejlet? Nej – politiet er bebyrdet nok. Det er ikke politiets pligt at holde opsyn med problematiske forhold i en familie eller tvangsfjerne børn fra en kummerlig opvækst. Det har vi andre instanser til at gøre. Det betyder ikke, at politiet skal vende det blinde øje til, hvis det ser noget på dets vej, som andre myndigheder bør tage hånd om.

Selvfølgelig skal vi hjælpe indvandrerbørn ud af ghettoens jerngreb, før de havner i kriminalitetsstatistikken. Og selvfølgelig skal borgerne, der bor i indvandrermiljøerne, have hjælp, når de bliver udsat for kriminelle gerninger. Men det kræver, at vi hjælper politiet på vej. For ligesom nogle indvandrerbørn er blevet svigtet af familien eller samfundet, er politiet også blevet svigtet. Hvis politiet skal rette op på fortidens fejltagelser, skal det have de nødvendige redskaber til for eksempel at håndtere bandemedlemmer med anden etnisk baggrund, som ingen respekt har for vores samfund, politi og straffesystem.

Det kan løses på flere måder. Vi kunne starte med at få hjemsendt flere kriminelle indvandrere og permanent fratage dem dansk statsborgerskab. Vi kunne nytænke vores retssystem, der i dag primært er indrettet til folk, der gerne vil tilbage og være en del af samfundet. Måske vi også skulle geare vores retssystem til at rumme de mennesker, der ikke vil resocialiseres og har meldt sig ud af samfundet. Vi kunne overveje at give markant højere straf på 100 pct. til kriminelle, der for tredje gang begår alvorlig personfarlig kriminalitet. For det er et udtryk for manglende respekt for samfundet, hvis man kommer ubetinget i fængsel i over seks måneder.

Og skulle personen for fjerde gang blæse på vores love og regler og igen begå kriminalitet, bør straffen fordobles ud fra devisen om, at man i fængslet ikke kan begå overfald eller berigelseskriminalitet hos de mange borgere i Danmark, der opfører sig ordentligt. Altså en dansk udgave af den amerikanske bestemmelse Three strikes and you are out. Så kan det være, at respekten for politiet kommer tilbage i disse grupper. For ansvaret ligger hos indvandrermiljøerne – ikke hos politiet.