To generationer som journalist: Objektivitet er godt, nærvær er bedre

Milano

Over Alperne, frem til Brenner, ned til Italien. Denne gang er jeg spændt. Er der kø ved grænsen og i givet fald hvor lang? Skal jeg dokumentere, at mit helbred er i orden, at mit ærinde er legitimt, at passet er ægte?

Rejsefriheden er en af EU’s store friheder. Efter et problematisk forår er den tilbage, i takt med at coronaen viger. På en enkelt dag kører jeg ubesværet fra Wien til Milano. Politi, toldere og soldater – alle er væk. For tidligt? Det skal højsommeren vise. Foreløbig gælder det om at optræde fornuftigt.

I disse dage er det 60 år siden, at jeg meldte mig til tjeneste på Kolding Folkeblad. Man anbragte mig foran en gammel skrivemaskine, vistnok en Erika. Jeg var lige fyldt 17 år og optændt af ungdommens drivkraft.

En uge senere gik turen videre til avisens aflægger i Vejen, en stationsby, om hvilken jeg, københavneren, kun vidste, at den lå på strækket ud til Esbjerg, og at Askov med sin højskole befandt sig i nærheden, en kulturinstitution, som jeg skulle gøre brug af i en sådan grad, at jeg senere blev gift med en af dens mange lyshårede piger, og i hvis styrelse jeg indtrådte omkring årtusindskiftet.

I 1963 var jeg tilbage i København, nu udenrigsmedarbejder på Information under den legendariske J.B. Holmgård. Jeg lejede et værelse nær Det Kgl. Teater. Var den røde lygte ikke tændt et kvarter før aftenens forestilling, gik jeg ofte, med pressekortet i hånden, over Kongens Nytorv og hentede en gratis billet. På den måde kom jeg gennem store dele af repertoiret, et privilegium, der længst er inddraget i en til tider falsk ligheds navn.

Indledningsvis blev jeg indpodet såkaldt objektivitet, et fænomen, som jeg to generationer senere ikke rigtig tror på. Selv de historier, journalisten skriver, skyldes et subjektivt valg. Journalisten skal være rimelig. Det må række. Objektivitet er lidt for ofte, hvad krænkede magthavere efterlyser.

Jeg har dækket fire-fem krige og megen menneskelig ulykke. Mål og vægt skulle selvfølgelig være i orden. Men at sidestille krigsherrer og diktatorer med deres ofre faldt mig aldrig ind – hverken i Latinamerika, Mellemøsten, Balkan eller det kommunistisk styrede Østeuropa. Jeg forsøgte at lade mig lede af personlig moral, måske med skiftende held. Læseværdig journalistik har også at gøre med hjertet, med engagement og temperament, med nærvær og med sprog. Var det ikke salig Baggesen, der sammenlignede vort modersmål med en smukt svungen morgenkåbe? 

Jyllands-Postens har i de seneste 40 år været mit journalistiske hjem, netop fordi redaktionen altid gik efter både kendsgerninger og holdning. Klummen, den aldrende journalists sidste stoppested før endestationen, er en særlig metier. Den må gerne være analytisk, men især skal den udtrykke en personlig stillingtagen, endnu en frihed, forankret i et håndværk, der nu akademiseres så hårdt, at jeg i dette 21. århundrede næppe kunne blive journalist.

Meningen for mit vedkommende var altid at være undervejs – derfor klummens navn – personligt selvfølgelig, men især på læsernes vegne. At dømme efter reaktionerne, de positive såvel som de negative, lykkedes det så nogenlunde.

Fra det endnu coronaplagede Milano, hvor elegante italienere, fåtallige og næsten alle med ansigtsmasker, sidder med deres drinks foran Il Duomo, siger jeg tak for følgeskabet.