Lad naboer sige nej til lokale baconbaroner
Lokaldemokratiet er blevet sat ud af spil af regeringen, når det gælder om at begrænse svineproducenters endeløse udvidelsestrang.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Naboer og kommune er sat ud på et sidespor og kan blot se til, når den lokale svineproduktion udvides og udvides. Almindelige menneskers ret til at sige nej til en stor udvidelse af en svineproduktion tog de borgerlige fra dem med landbrugspakken sammen med Socialdemokratiet. Den socialdemokratiske regering svigter borgerne i landdistrikterne, og de rundbarberer lokaldemokratiet til fordel for nogle baconbaroner. Det er ikke rimeligt.
Den meget effektive svineproduktion i Danmark påvirker i høj grad natur, miljø og lokalsamfund. Den spreder ildelugtende gyllestank til hele egne, ammoniakafdampning påvirker naturens balance, og meget tyder på, at det også har en sundhedsskadelig virkning på luftvejene. Alligevel må borgere landet over se til, mens naboen udvider forretningen og produktionen.
Med landbrugspakken fra 2015 blev kommunernes mulighed for en konkret og samlet vurdering af svine- og kvægproduktion fjernet og erstattet af generelle regler. Et eksempel på en af de regler er et krav om afstand på 50 meter fra staldbygninger til privatboliger. Men virkeligheden er, at mange alligevel bliver plaget af den stærke ammoniaklugt, støj fra stalden og lastbilerne, som fragter svinene. Men de kan intet gøre. Før lovændringen kunne kommunalbestyrelserne afslå ansøgninger om udvidelse af husdyrbrug med lokale argumenter, som at udvidelsen vil genere for mange borgere, eller at kommunen ikke vil have en markant stigning i antallet af grise i et bestemt område af naturhensyn.
På trods af mange skræmmende eksempler på borgere i landdistrikterne, som er blevet naboer til kæmpe svinestalde, så er miljøministeren fortsat på svineproducenternes side. Selv om der bruges mange flotte ord om behovet for at værne om natur, miljø og mangfoldighed i vores dyre- og planteliv, så rækker det ikke langt i virkeligheden, hvis der ikke bliver handlet.
Diskussionen går ikke på, om vi skal have en svineproduktion i Danmark eller ej. Det skal vi. Og landbruget skal der også være plads til. Men der er en grænse. Danmark er det land i verden, der producerer flest svin per borger. Mere end halvdelen af vores land bliver brugt til landbruget, og de dyrker foder til svin og kvæg på 80 procent af pladsen. Problemet i Danmark er ikke, at landbruget mangler plads, men derimod at natur bliver fortrængt, og landdistrikterne blot bliver til uendelige marker og svinestalde.
Det handler om at finde den rette balance mellem mennesker, landbrug og natur. Vil en kommunalbestyrelse udvikle kommunen til et naturmekka eller sikre skolevejen i små lokalsamfund, så er deres planer underlagt den lokale svineindustris nåde. Ved en udvidelse på eksempelvis 5.000 grise til 40.000 grise, er det lokalpolitiske råderum nærmest ikke til stede. Også selv om en udvidelse vil betyde meget store ændringer i lokalområdet med øget støjniveau, mere lugt og tung trafik. Hvis nogle naboer til svineproduktionerne smider håndklædet i ringen og føler sig tvunget til at flytte, kan de reelt være bundet til deres hus, fordi en kæmpe svineproduktion som nabo får dets værdi til at skrabe bunden.
Det er simpelthen ikke rimeligt, at der ikke er mere plads til almindelige danskere, som holder af natur og stilhed i nogle landdistrikter. Og bliver der ikke sat en stopper for vetoretten over et områdes udvikling til svineproducenterne, risikerer vi, at de mindre samfund dør. Der skal både være plads til landbrug, natur og mennesker i Danmark. Derfor kan svineproducenterne ikke bare udvide deres landbrug, uden at omkostningerne for resten af lokalsamfundet og naturen tages med i betragtning.