Den ene dør fører til pest, den anden til kolera og den sidste til fælles løsninger. Hvad vælger du?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der var engang, hvor politiet var noget, vi respekterede.

Der var engang, hvor lægens ord ikke var til diskussion.

Der var engang, hvor autoriteter var noget, vi var agtpågivende over for.

Coronakrisen udstiller nu Danmark som en nation, hvor mange borgere bestemt ikke længere har det sådan. Alt for mange digter eller viderebringer hjemmelavede teorier og ”måske-tilgange” om alt mellem himmel og jord, herunder er flere debattører lystigt kommet med deres egne løsninger på Coronakrisen. Dette må og skal stoppe.

I min barndom var der et stort fokus på, at skoler og institutioner skulle nedbryde janteloven. Den mission er lykkedes, måske lidt for godt. Fra at være et folk – særligt i provinsen, hvor jeg kommer fra – der lyttede og gjorde, som manden i uniformen sagde, er vi danskere i stigende grad blevet et folk, der gør, som det passer os.

Mange tager deres børn med på ferie uden for skolens ferier, danskerne går på netdoktor.dk og efterfølgende ned til lægen for at fortælle vedkommende, hvad de gerne vil fejle. Størstedelen af os råber og skriger på mere klimapolitik mellem vores ferier i Thailand.

Flere nægter at lade deres børn vaccinere, fordi de har set en udokumenteret kortfilm på Facebook om alternativer. Sidst, men ikke mindst forstår danskerne ikke, at når der opstår situationer, som den Danmark og verden befinder sig i netop nu, så er det vores pligt at lade os føre. Ingen diskussion, den må vi tage efterfølgende. Præcis som man gør under enhver anden krig. For det er det, vi befinder os i, eller i hvert fald tilstande, der kan sammenlignes med krig. En form for undtagelsestilstand.

Danmark bør øge fokus på den del af folkeoplysningen, der fokuserer på krisetilstande og generelle fornuftige løsninger til et fælles bedste. Nu har vi jo immervæk også public service-tv, så hvorfor ikke give mere folkeoplysning via dette. Under den kolde krig var vi langt bedre til at informere om, hvad danskerne skulle gøre, og hvor vi skulle gå hen i særlige situationer. Flere gange blev der husstandsomdelt gode råd, men også egentlige krav til den enkelte. Krav, der var til et fælles bedste, og som alle forstod nødvendigheden af. Alt lige fra ”Hvad gør du ved gasudslip?” til besparelser på husholdningen og effektivisering af f.eks. opvarmning af hjemmet osv.

I dag hviler dette område alt for løst på tendenser. Tendenser, der udspringer fra personlige overbevisninger og trends, der kommer og går. Et øget fokus gennem public service, mere OBS – gerne med den gamle intro – og undervisning på landets uddannelsesinstitutioner er en mulighed.

Vi bør have nogle rammer, der afklarer, hvad der er op og ned. Coronavirussen viser os, at det stadig i dag er nødvendigt med grundlæggende information. Bemærk f.eks., at de råd, der gives om smittefare i dag, stort set er identiske med dem, der blev givet under den spanske syge. Vi har blot glemt dem.

Et andet og stort problem har været den manglende forståelse og respekt for autoriteter. Respekten for autoriteterne må genindføres. Det gælder alt fra kasseassistenten til statsministeren. For ja, når hamstringsepisoder som den, vi så sidste onsdag aften, udløses, så er en kasseassistent en autoritet.

Danskerne skal gøre, som der bliver sagt.

Om du er politisk blå, rød, grøn eller brun, så skal du gøre, som vores statsminister og andre autoriteter siger. Her skal ikke tydes eller vurderes, her skal alene efterfølges de instruktioner, der gives. Ligeledes er det også din pligt at forsøge at gøre andre opmærksomme på dette. Køb ind med mådehold, osv. Hvad er f.eks. meningen i at hamstre al håndsprit til sig selv?

Der var engang, hvor danskerne fulgte autoriteternes anvisninger, når det gjaldt. Der var engang, hvor vi som nation havde en fælles forståelse for det naturlige hierarki, der er under en krise. Et hierarki, alt for mange desværre ser stort på. Der var engang, hvor vi – selv uden digitale hjælpemidler – kunne håndtere situationer som denne.

For enden af denne gang er der tre døre. Den ene dør fører til pest, den anden til kolera og den sidste til fælles løsninger. Hvad vælger du?