Nationalstaten er andet end fødselsdagsflag og frikadeller

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mens den lyse tid var på vej, sænkede mørket sig over Europa. Og mørket faldt hastigt, tæt, tungt og tavst.

Over nat, ja bogstavelig talt, blev grænsen lukket, og snart fulgte Tyskland trop. Ligesom andre europæiske nationalstater har lukket sine grænser. Så hurtigt kan man faktisk lukke en grænse. Hvis man vil og beslutter sig for det. Alene i nationalstaten. Uden at spørge om lov i Bruxelles. Tankevækkende.

Nu, som i: omgående, skal danske statsborgere vende hjem og udlændinge uden ”anerkendelsesværdigt formål” bliver vendt om ved grænsen. Danmark er lukket. Europa er lukket.

Og bag lukkede døre med vores virkelig allernærmeste eller nogle af dem bliver vi takket være den globale samtidighed uafbrudt inddraget i andre landes undtagelsestilstand: I Spanien dør de som fluer på plejehjemmene, fortæller en datter, der mistede sin far. I Berlin bygger de et coronahospital med plads til 1.000 syge. Og vi græder med italienerne, der hænger ud over balkonerne og synger deres fædrelandssange, sammen hver for sig – vi gyser over billederne af militærkøretøjer i kolonner, der transporterer lig ud af Bergamo. Bedemændene er syge, kirkegårdene fyldt op.

Vi genkender de mennesketomme gader, piazzaer og markedspladser, hvor vi selv engang drak kaffe og vin i sol og sorgløshed. Vi genkender broerne over de europæiske floder, der har været ”blodårer for de store civilisationer”, som Jesper Vind engang formulerede det i Weekendavisen – i tusinde år har floderne båret handelsvarer, kultur, mennesker og ånd rundt mellem os.

Dengang var der grænser. Engang var der grænseløshed. Nu er der igen grænser. Ikke fordi vi vil det, men fordi virkeligheden og nødvendigheden tvang os til det. Og de allervigtigste ting afgøres af nødvendigheder.

For globalismens blændværk falder, når virkeligheden viser sig – og det gjorde den (igen, igen, igen), da pandemien med rasende fart bredte sig over landegrænser. Og sygdom er ikke noget, man kan have en holdning til som f.eks. indvandring, der er en anden god grund til at lukke grænsen. Men kampen mod coronaen, mod smitte, sygdom og død handler ikke om at være nationalist, eller hvad man mener om fædreland, fødselsdagsflag og frikadeller, men om at vi har et ansvar for danskernes ve og vel – inden for en overskuelig landegrænse.

Det handler om, at Danmark er vores virkelighed, og det er her, vi kan gøre noget virkelig for hinanden: lægebehandling, økonomiske hjælpepakker, nødpasning og en nabo, der stiller varer ved din hoveddør, fordi du ikke må forlade dit hjem. Og skal vide, at du ikke er forladt. For nationalstaten bærer dig – og til den hører selvfølgelig det civile samfund. Borgerne. Danskerne. Os, der ligesom italienerne synger foråret ind på altanerne på afstand – os, der ligesom alle andre folk holder af vores land og hjemstavn. Ikke fordi det er bedre end noget andet land, men fordi det er vores virkelighed, og her vi først og fremmest har et ansvar. Deraf opstår kærligheden og bundetheden til vores fædreland.

Og netop derfor føler vi medlidenhed med spanierne, tyskerne, franskmændene og alle de andre. Vi forstår, hvad de gennemlever, hvad de giver afkald på, hvad de frygter, hvad de elsker, og hvad de mister. Og intet bliver mere, som før coronaen kom. Måske får vi et mere folkeligt Europa – en åndelig – ja, hjertelig og menneskelig forbundethed på trods af grænser – og i kraft af nationalstaterne. Og den nationale forankring. – Man har da lov at håbe.