Hvis Italien skal redde sin økonomi, må de forlade euroen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi er ikke i nærheden af at kunne gennemskue konsekvenserne af Corona endnu. Men i Italien er det allerede slemt. Mere end 2.500 døde og en kritisk mangel på sengepladser til alvorligt syge. Og omtrent 10% flere smittede om dagen. De langsigtede virkninger er uoverskuelige.

Det gælder også de økonomiske. Italien har i forvejen en svag økonomi med en høj arbejdsløshed. Både Coronaen selv og midlerne til at bekæmpe den kan vise sig at ramme hårdere end nogen tidligere økonomisk krise. Ingen tvivl om at også Danmark vil blive voldsomt hårdt ramt, men i det mindste er vi stillet bedre, fordi vi har politisk kontrol over pengene. Italien derimod er særligt sårbare, fordi de ikke selv bestemmer over deres penge. De har nemlig euroen.

Hvis man fulgte den politiske debat fra euroafstemningen i 2000 vil den slags være sort snak. Vi var jo i forvejen bundet til D-marken, sagde man. Spørgsmålet var alene om vi ville have indflydelse eller ej. Og så noget med at renten vil blive højere, hvis vi stod udenfor. Som om der ikke var reale økonomiske konsekvenser forbundet med euroen.

Hvor farlig euroen var, forstod vi først ti år efter dens indførsel. Efter finanskrisen i 2008 fulgte nemlig statsgældskrisen i 2009, der var direkte forårsaget af Euroen. Hvordan kan jeg pege på en sådan enkelt årsag? Meget enkelt: Uden Euroen ville der ikke have været nogen statsgældskrise.

Krisen i 2009 opstod fordi der viste sig at være en meget reel risiko for at nogle europæiske lande ville gå konkurs. Risikoen for konkurs betød, at udsatte lande måtte udstede statsobligationer med overnormalt høje renter, der igen betød, at udgifterne til gælden steg og beslaglagde en stor del af den offentlige økonomi. Penge, der ellers kunne være brugt på at skabe aktivitet, der var så rigeligt brug for i kølvandet på krisen året forinden.

Hvorfor skabte euroen en konkursrisiko? Fordi landenes gæld ikke længere var udstedt i en valuta, de selv havde kontrol over. Et land, der ligesom Danmark har udstedt sin gæld i egen valuta, kan kun gå konkurs, hvis politikerne vil have det. Ellers kan vi uden videre betale samtlige obligationer tilbage ved at lade nationalbanken lave flere penge. Der er ingen øvre grænse, selvom der selvfølgelig er alt muligt dårligt forbundet med at sende flere penge i omløb.

Det var på ingen måde nogen teoretisk diskussion. Nogen husker sikkert de såkaldte PIGS-lande (Portugal, Italien, Grækenland og Spanien), der blev fanget i en ødelæggende gældsspiral. Det var lande med offentlige underskud på 10-15% og en gæld på 50-120% af BNP. Men hvad med USA? I samme år havde de også et underskud på 10%, en statsgæld på 80% og var således solidt placeret midt i PIGS-feltet. Men USA's gæld var udstedt i dollar, og dem løber USA ikke tør for.

Om et par måneder vil Italien få brug for omfattende offentlige programmer til at understøtte virksomheder og privatpersoner. Det kan de kun finansiere ved at udstede nye penge. Vil Tyskland være med på det? Tyskerne får utvivlsomt også brug for hjælp, men ikke i samme grad som italienerne. Faktisk vil det være forskelligt for alle Euro-landene. Og sådan vil det være, medmindre der er såkaldt perfekt kapitalmobilitet mellem dem. Og det er der mildest talt ikke. Det er der ikke engang inden for Italiens grænser. For netop en høj grad af kapitalmobilitet er forudsætningen for et hensigtsmæssigt valutaområde – essensen i den nationaløkonomiske teori for optimale valutaområder.

Vi skylder italienerne at give dem muligheden for at redde deres befolkning. Vi bør gøre, hvad vi kan for hjælpe dem ud af euroen, så hurtigt som muligt. Og indtil da bør ECB tage langt mere hensyn til den italienske økonomi end den tyske. Euroen var alligevel aldrig et økonomisk projekt, men et symbolsk redskab til at fremme føderaliseringen af unionen. Den strategi giver nu bagslag. Men selv de mest forbenede føderalister bør huske på, hvad der (forhåbentlig) oprindeligt drev dem. Omsorgen for europæerne. De kommer snart til at skulle vælge mellem europæerne og unionen.