Jeg fik lyst til at synge ”I Danmark er jeg født”, da jeg så Mette Frederiksen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Efter Første Verdenskrig begyndte kvindernes frigørelse for alvor at tage fart, siger man. Skørterne og frisurerne blev i hvert fald synligt kortere.

Intet i verden var helt det samme som inden Syndfloden. Krigshistorikeren Winston Churchill kaldte ”den store krig”, altså Første Verdenskrig, for Syndfloden.

Efter Anden Verdenskrig kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet, i hvert fald i England. De havde vænnet sig til at arbejde uden for hjemmet under krigen, fordi mændene kæmpede imod Hitler. De overtog mændenes arbejdspladser i deres fravær. Så kvinderne blev derude, nu de var der, og kom aldrig rigtig tilbage i hjemmet igen.

Gætterierne er i gang om, hvordan corona vil ændre vores verden. Dens omfang kan sammenlignes med de to krige. Smitten er over hele verden; ingen ved hvor længe, og hvor mange døde den efterlader. Under de to store krige vidste folk heller ikke, hvor længe de ville vare.

Det eneste, vi ved, er, at den allerede har kostet utroligt mange penge og allerede alt for mange liv. Smitten er ikke kulmineret endnu. I gætterierne om, hvordan tiden efter corona kommer til at se ud, er der referencer til tiden efter pesten, eller den sorte død, den store dræber i 1300-tallet. Da døde omkring 80 millioner europæere, skønnes det.

Pesten dengang kom til Europa via Krim ved Sortehavet. Og smitten var kommet til Krim fra Indien og Kina via karavanevejene østfra. Smitten rejste med globaliseringen, også dengang. Der er intet nyt under solen.

Dengang medførte Pesten en opblomstring af antisemitismen. Jøderne fik skylden for pesten; den havde de fundet på, lød datidens ”fake news”. Antisemitismen er også på vej frem nu. Der er mange paralleller. Mistænkeliggørelse af anderledes mennesker er stadig populært. Katastrofer skal have syndebukke, ellers bliver vi forvirrede.

Og så til det positive. Vi mennesker kan ikke leve uden lysglimt: Pesten var begyndelsen til feudalismens afskaffelse i England, selv om det tog nogen tid. Det gjorde alt dengang, i modsætning til nu. Men bønderne fik friere forhold og mildere skatter efter pesten. Så de endte med at blive frie, fordi de blev en mangelvare efter så mange dødsfald. Derved fik de gennemslagskraft. Det gav pesten dem ved at reducere deres antal.

Nogle gætterier om tiden efter corona går på, at det vil blive helt almindeligt at arbejde hjemmefra i fremtiden og ikke gå på arbejde som hidtil. Det er det, folk gør nu under epidemien, de bliver hjemme.

Vi spilder tiden med at tage til og fra kedsommelige kontorbygninger af beton og glas i daglig pendulfart. Vi kan lige så godt arbejde ved skærmen derhjemme. Det vil hjemsendelsen af millioner af arbejdende mænd og kvinder i disse dage, af frygt for smittefaren på arbejdspladserne, demonstrere.

Den ny måde at arbejde på vil løse i hvert fald nogle børnepasningproblemer. Og vi bruger ikke benzin på transport, når vi bliver hjemme hos vores laptop. Der kommer flere siddepladser i busser og tog til dem, der er tvunget til at arbejde væk fra hjemmet. Plads på motorvejen. Måske er en revolution i den retning på vej. En omlægning af vores måde at leve og arbejde på.

Vores hysteriske rejsen frem og tilbage til internationale messer og konferencer for at få hængt et plasticskilt om halsen med vores navn på og derefter spise og drikke på firmaets regning i fremmede byer med kolleger, som vi lige så godt kunne snakke med på Skype og skrive mails med, det vil måske fremstå som latterligt og unødvendigt fra nu af. Den kultur er helt sat på pause af smitten.

Davos, det årlige møde for eliten i Schweiz, har allerede i mange år forekommet pompøst og uden mening. Behøver eliten at sidde på en bjergtop for at sige noget interessant til hinanden?

Nu er messer og konferencer helt indstillet på grund af smitten. Måske finder et flertal ud af, at en stor del af den internationale mødekultur er dyr og uden mening. Erkendelsen vil være takket være corona. Internationale messer og konferencer var noget af det første, der røg, da corona først fik fat.

Og de enorme, uskønne krydstogtskibe, der skæmmer havne verden over og ødelægger vandstanden i Venedig; de må være et overstået stadie nu, efter de blev flydende lungesanatorier. Som ingen havde lyst til lægge havn til. Altså: Corona luger ud. De fleste vil for fremtiden foretrække ferie et utæt sommerhus i Danmark frem for på et kæmpemæssigt krydstogtskib, hvor passagererne giver hinanden sygdomme.

Noget af det, der er blevet styrket af coronakrisen, er den genopvakte kærlighed til staten. I nogle år i 1980’erne og 90’erne var det populært at skrumpe statens rolle, eller i det mindste holde statens emsige fingre så langt væk som muligt. Det var en tiltrængt justering efter det offentliges vilde, uindskrænkede vækst i årene forud. 80’erne og 90’erne var neoliberalismens store år. Nu under coronakrisen indser vi, hvor vigtigt det er, at den paternalistiske stat træder til og hjælper i kriser. Laver fælles regler, lægger en arm om skulderen på os, gør noget konkret for at dæmme op for vores angst for sygdom og død. Staten som fællesnævner snarere end som byrde.

Da Emmanuel Macron, den franske præsident, i en tale på fjernsynet havde lanceret sine indskrænkninger af livet i Frankrig, hvor jeg bor, spillede de nationalsangen. Jeg rejste mig op, ligesom man gør, når nationalsangen bliver spillet til en landskamp. Jeg fik lyst til at vise respekt.

Da statsminister Mette Frederiksen trådte frem forleden i København og lancerede de dramatiske ændringer af livet i Danmark med en klump i halsen og tydelig hjertebanken, så jeg det live på News på min mobiltelefon. Jeg fik også en klump i halsen ligesom Mette Frederiksen.

Jeg fik lyst til at afsynge ”I Danmark er jeg født” bagefter og tænkte på min familie i Danmark og alle dem, jeg elsker i mit fædreland. Kriser kalder gammel kærlighed frem og rykker os sammen om fællesskabet.

Når Syndfloden trækker sig tilbage en dag, og vi skal gøre op, hvad den tog med sig og ødelagde, så vil det ikke være staten og forståelsen for dens betydning. Tværtimod. Den vil stå styrket.