Måske bliver corona-krisen det, der endegyldigt tager livet af håndtrykket

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden var jeg på et hospital, hvor den læge, der skulle se på mig, ikke ville give mig hånden. »Det gør vi helst ikke længere,« undskyldte hun sig og skyndte sig straks hen for at spritte hænderne, mens jeg stod og flagrede med min højre. Jeg demonstrerede stor forståelse; man kan ikke være forsigtig nok i disse corona-tider, men tænkte også, at når hun nu alligevel sprittede sig, kunne vi måske lige så godt have givet hånd. Men hun ville måske ud af vanen. Til gengæld klappede hun mig moderligt på skulderen.

Hvem ved, måske vil det lykkes virussen helt at tage livet af håndtrykket, når det ikke er lykkedes på anden vis. Symbolværdien er allerede skiftet noget. Tidligere skulle en fremstrakt hånd signalere imødekommenhed og åbenhed, og hvis man går langt nok tilbage – ovenikøbet at man ikke havde våben i hånd.

Gradvis er håndtrykket for visse kommet til at symbolisere kulturel undertrykkelse. Jeg tænker f.eks. på borgmesteren i Aabenraa, som vist i ramme alvor mener, at kravet om håndtryk i forbindelse med overdragelse af dansk statsborgerskab har mindelser om nazismen, hvor man skulle underkaste sig en bestemt ideologi for at ”komme i brød og arbejde”. Hvordan man kan komme så skævt ind på det kære håndtryk, må guderne vide. Hvordan man kan være dansk, for ikke at sige sønderjysk borgmester, med det syn, forstår man ikke.

Måske kommer hygiejnen ind der og afskaffer til lettelse for de svage i troen håndtrykket som tillidsvækkende hilseform efter disse mange tusind år. Spørgsmålet er så, hvad der træder i stedet. Et eller andet, som kun omfatter berøring af en selv. De mere globaliserede vil sikkert synes om den indiske namaste-hilsen, som ser så nydelig ud, men der er andre muligheder. Hvad med på spejdervis to fingre til tindingen – eller hvad simpelthen med en tommelfinger i hvert øre og en let vipning fremad med resten af håndens fingre. Så har vi fra starten signaleret, at vi er til grin.

Corona-krisen vidner om vores katastrofeparathed. Vi er altid-allerede ”ramt” og forestiller os det værste. Det er meget mere end rettidig omhu. Det er hysteri. Med nogle tusinde døde og lidt flere smittede er det ikke en pandemi, selv om kloden synes ved at lukke ned økonomisk.

Der er ingen tvivl om, hvad der for jordelivet i det store billede ville være det bedste: Det ville være et par milliarder døde og meget mere plads til de overlevende. Men sådan må man naturligvis ikke tænke, selv om der er fortilfælde. Den sorte død i senmiddelalderen kostede eksempelvis op imod det halve af klodens daværende befolkning livet, men havde mange positive effekter for de overlevende, de fik bedre plads og mange flere muligheder. Det gav på længere sigt Vesten dynamik til renæssance, reformation, opdagelser og økonomisk fornyelse.

Den slags har vi sat ud af kraft med vores videnskabelige indsigter, fanget af vores humanisme, vores dyrkning af mennesket, ifølge hvilken det gælder om at holde liv i alle længst muligt, koste hvad det koste vil. Og hvad er også alternativet? Der er ikke noget. Vi er fanget af humanismen. Hvis det var en anden art end lige netop mennesket, der var så mange og så grådige af på Jorden, ville vi kalde det et skadedyr.

Forstå mig ret: Jeg anbefaler ikke dermed Vorherre at sende os pest og plager. Jeg antyder blot, at det ikke i sig selv ville være enden på alt, snarere en ny begyndelse – for de overlevende og resten af Jordens arter.