EU’s gakkede dataregler er en ommer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kan det virkelig passe, at nye regler om persondatabeskyttelse spænder ben for en gammel elevfest på gymnasiet i Alssund? Og kan det passe, at selv samme regler forhindrer landets kommuner i at komme i kontakt med socialt udsatte via sms? Svaret på spørgsmålene er et rungende måske. For reglerne er så uklare og komplicerede, at ikke engang landets kommuner forstår dem til fulde.

Det handler om de såkaldte gdpr-regler. Reglerne, der kommer fra EU, handler om at beskytte borgernes personfølsomme oplysninger imod misbrug fra virksomheder og myndigheder. Det formål kan de færreste nok være uenige i. For i disse tider med nye globale medier og køb og salg af personlige data kan man godt savne nogle mere klare grænser for, hvordan myndigheder og globale virksomheder skal håndtere vores oplysninger. Men kæden springer af der, hvor reglerne bliver så umulige, at de spænder ben for sund fornuft.

Problemet er, at lovgiverne, i forsøget på at sikre borgernes data, har skabt en regulær regeljungle af problemer for kommuners arbejde med udsatte borgere, frivillige foreninger og lokale erhvervsdrivende. Lad mig komme med et par eksempler: F.eks. er der skabt tvivl om, hvorvidt kommuner må indkalde socialt udsatte til sundhedstjek via en sms, fordi sms’er som udgangspunkt ikke må indeholde personfølsomme oplysninger. I lokalhistoriske foreninger ved man ikke, om man må gemme data på afdøde personer i arkiverne. Og ude i idrætsforeningerne er man bange for at lægge billeder af sportsbegivenheder på hjemmesiden. Alt sammen noget, som de fleste nok vil mene, er helt inden for skiven af, hvad der er rimeligt.

For at få noget klarhed har jeg sammen med mine kollegaer spurgt i Justitsministeriet, hvad der er op og ned i sagerne. Desværre er svaret nedslående og skaber ikke nogen som helst klarhed. Ifølge Justitsministeriet er det inden for lovens rammer at sende en sms til en socialt udsat om at møde på sygehuset. Men det er ikke lovligt for den frivillige velgørenhedsforening at sende en sms for at bekræfte julehjælp. Forstå det, hvem der kan.

Gråzonerne i loven er så brede, at man ikke kan lægge det på almindelige erhvervsdrivendes skuldre at hitte ud af det. Og da slet ikke gøre frivillige ude i organisationerne ansvarlige for at vurdere, hvornår man må sende en simpel sms med oplysninger om julehjælp eller lægge billeder på en hjemmeside. Hvad der er inde for skiven, beror nemlig på så omfattende vurderinger og hensyn, at den enkelte medarbejder vil være nødsaget til i sidste ende at lægge hovedet på blokken.

Og hvad sker der så, hvis de vurderer forkert? Så falder hammeren. For bødestørrelserne for at overtræde reglerne er af en sådan karakter, at det kan få almindelige mindre virksomheder eller små foreninger til at vende bunden i vejret. Der er med andre ord tale om både komplicerede og gakkede regler, som også har store konsekvenser, hvis man træder ved siden af. De eneste, der har armene over hovedet, er advokater og revisorer, som aldrig har haft så travlt, som efter vi har indført de nye regler.

Det er bare ikke godt nok. Vi skal have gjort op med de gakkede EU-regler. For det første skal vi finde ud af, om det er den tidligere regering og det danske Folketing, som har overgjort reglerne og skabt benspændet for os selv. Eller om det er reglerne fra EU, som er for komplicerede til at bruge i praksis. Uanset hvem der har jokket i spinaten, skal reglerne laves om. Så de ikke også fremover spænder ben for vores frivillige foreninger og erhvervsdrivende, som er ved at segne under det øgede bøvl og bureaukrati.