Den biologisk optimale fødsel er suspenderet til senere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når denne historie lander på forsiden, er det, fordi den er speciel. Det portrætterede unge par fra Grenaa, som har valgt at gifte sig tidligt og ønsker at blive forældre hurtigt, er undtagelsen, der bekræfter reglen. Reglen eller rettere normen er, at danskerne gifter sig senere end nogensinde før, og at danske kvinder føder senere end nogensinde før i danmarkshistorien.

Til trods for den massive indvandring fra ikkevestlige områder, hvor kvinder føder tidligere, er gennemsnitsalderen for førstegangsfødende steget markant i løbet af blot én generation og nærmer sig nu 30 år, mens den var 23, da jeg blev født. Stigningen kan forekomme ubetydelig, men repræsenterer et skred. Sagen er ikke alene, at vi får langt færre børn end tidligere; vi får dem også langt senere.

Ydermere: Det er ikke engang et tabu. Vi er tilsyneladende ligeglade med udviklingen, selv om folk med forstand på fertilitet og demografi må tage sig til hovedet, ligesom den postmoderne fertilitetsbehandling, både den offentlige og den private, koster samfundet en voksende formue. Vi ved måske godt, at det er biologisk optimalt at få børn, før kvinden fylder 25 år, men det betyder ikke noget i dagens virkelighed, slet ikke i politik, hvor mantraet er, at alle har ret til at følge deres lyster.

I juledagene blev der her på matriklen blændet op for lysbilledapparatet. Her genså familien højdepunkter fra dengang, morfar var ung. Unge og slanke, det var de, morfar og mormor og alle deres venner. Og så var de forældre, unge forældre. Længere hår, mindre curling. Børnene futtede rundt, var med til fester, i sommerhus og sociale arrangementer, mens de i højere grad passede sig selv, helt uden skærme. Tænk sig: Børn legede fysisk.

Forekomsten af unge forældre var almindelig, det er den ikke mere. Min egen generation har i det stille gennemført en revolution, uden at nogen opdagede det.

I dag er det ikke ualmindeligt at støde på kvinder i 40’erne, som først lige er blevet mødre. Børnene har fået gamle forældre med gråt hår. Det er noget nyt og et socialt eksperiment, vi ikke har prøvet før. Hvad vil det betyde på længere sigt? Vil børnene få mindre tid med forældrene? Statistisk set, ja. Får forældrene mere travlt, fordi de samtidig skal gøre karriere? Det er jeg sikker på. Hvad betyder det ellers for børnene?

Ingen stiller den slags spørgsmål i en for længst individualiseret tid, hvor familien kommer til sidst, og hvor egoet og statens uddannelsesstøtte er det primære i unge menneskers tilværelse. Få børn? Hvorfor dog det?

Den biologisk optimale fødsel er suspenderet til senere.

Det interesserer mig at finde ud af hvorfor. Er det velfærdsstatens skyld?