Kaare Dybvad er besat af sin kamp mod Blackstone, men han er populist og spreder frygt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som aktør på ejendomsmarkedet og som tidligere ansat i flere investeringsselskaber i ind- og udland kan jeg ikke lade være med at følge Kaare Dybvads kamp mod Blackstone. Det er åbenbart blevet en besættelse for ham at nævne Blackstone, hver gang der er den mindste mulighed for det. Som minister for et meget lille område, hvor der ikke sker det store, giver det selvfølgelig god mening. Kaare Dybvad keder sig, og han har brug for sager at profilere sig på.

Men ministerens korstog mod Blackstone og kapitalfondes investeringsvillighed er hverken gavnligt for branchen, for den københavnske boligmasse eller for ”sygeplejersken, skolelæreren og politibetjenten” som ”frelseren” Dybvad har gjort sig til beskytter over for. Det er nemlig ganske paradoksalt, hvordan Dybvad i sin kommunikation anvender de mest populistiske værktøjer, han kan finde frem: frygt og sociale medier.

Frygten først: Gentagne gange har vi skullet stå model til den danske journaliststands forfald, når den agerer ren mikrofonholder for Kaare Dybvads udbasuneringer om, at Blackstone smider lejere ud, chikanerer dem og hæver huslejen. Igen og igen har vi nedslåede måtte se til, mens bl.a. Politiken, Altinget og Berlingske glemmer at spørge Kaare Dybvad: ”Kan man virkelig bare smide lejere ud?”. Svaret er selvfølgelig: Nej, det kan man ikke, for vi har en striks og velfungerende lejelov, der sikrer lejernes rettigheder. Dette er Dybvad fuldt ud opmærksom på, men effekten i forhold til Dybvads interesse i overskrifter og opmærksomhed er langt større, hvis han vedblivende puster til lejernes frygt for Blackstone. Kunne man så ikke forvente, at de kompetente embedsmænd omkring Dybvad ville desarmere frygtbomberne en anelse? Nej, Dybvad gentager sågar i Transport- og Boligministeriets pressemeddelelse om mødet mellem boligministeren og Blackstone den usande påstand.

Dernæst de sociale medier: Blandt sine følgere mestrer Dybvad at skabe en følelse af, at han lytter og inddrager. Vi så det bl.a. op til mødet mellem ministeren og Blackstone den 7. oktober. Ikke blot så vi en dansk minister offentliggøre navne på mødedeltagere og tidspunkt for mødet, hvilket i sig selv er langt over grænsen for gængs og professionel opførsel for en mand i hans position (Dybvad skulle jo nødig gå glip af en flot forside eller en god rubrik, men alle andre møder, der står opført i hans kalender, står kun med firma eller organisationsnavn og uden tidspunkt for mødets afholdelse). Fredag den 4. oktober så vi gudhjælpemig også, at en smilende Dybvad på Facebook inviterede sine følgere til at indsende historier om og spørgsmål til Blackstone. Frelseren ville så printe dem og overlevere dem til Blackstone, så ”de havde lidt læsestof til flyveturen hjem.” Tøhø, meget morsomt, men også komplet useriøst og nedværdigende over for ministerhvervet. James Seppala, der ifølge Dybvad deltog i mødet, taler eller læser jo formodentligt ikke dansk.

Jeg kan kun komme frem til to muligheder: Enten er Kaare Dybvad dybt uintelligent og omringet af et lige så dybt inkompetent embedsværk. Eller også udnytter han på kalkuleret og populistisk vis en privat virksomhed som trædesten mod toppen af magtens tinder. Jeg tror på det sidste, og det klæder ikke dansk politik.

Sandheden er, at privat kapital er essentiel på det danske boligmarked. Vi skal sikre et investeringsmiljø, som er attraktivt for udenlandsk kapital. Vi skal hylde, at der er nogen, der gider investere, modernisere, renovere og vedligeholde vores smukke hovedstad.

Overholder man ikke loven, har vi i Danmark et ganske glimrende system i form af Huslejenævnene, der findes i alle kommuner. Er man ikke tilfreds med den afgørelse, nævnet træffer, går man i København til Ankenævnet og i andre kommuner til Boligretten.

Der er altså ingen grund til at gøre lejerne utrygge, selv om boligministeren gør sit ypperste for at sprede frygt.