Se det i øjnene, 3F: I har en dårlig sag – og I håndterer den amatøragtigt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg blev medlem af Syerskernes Fagforening, den sommer jeg blev student. Det var hårdt akkordarbejde, og der lå en indmeldelsesblanket til fagforeningen på min stol i frokoststuen på den første dag.

Tillidsdamen Tove tog mig under sine vinger, og jeg blev stopfodret om alt fra arbejderfeminisme til mine pligter og rettigheder som fagforeningsmedlem. Der var obligatorisk deltagelse i 1. maj på arbejdernes internationale kampdag i Tangkrogen i Aarhus med røde faner og kampråb. Rimelig syret oplevelse for en bondepige fra landet.

Men sammenholdet på systuen var helt unikt. Der var ikke så meget pis med de syersker. Dagen lang sad de bøjet over symaskinerne og syede, så sveden drev for at holde akkorden. I pauserne gik bølgerne højt, og mens der blev drukket spandevis af kaffe og røget så mange smøger, for ikke at glemme cerutterne, at man ikke kunne se en hånd frem for sig, diskuterede de alt fra uduelige ægtemænd, til vanartede unger og campinglivets udfordringer.

Hvis en kollega havde en dårlig dag og ikke kunne holde akkorden, tog vi alle en ekstra tørn og syede ekstra op for hende, så hun kunne holde sin dagløn. Når chefen var urimelig og brokkede sig over tempoet, gik Ingrid, en af de ældste syersker, ind på kontoret og fortalte ham et par sandheder, og så gik der en uges tid, før han turde vise sig i systuen igen. Kodeordene var solidaritet og sammenhold, og alle arbejdere delte de samme værdier. Syerskerne stemte rødt, blodrødt. Formanden for Syerskernes Fagforening i Aarhus var den legendariske Gurli Madsen, der var medlem af byrådet for kommunisterne i mange år. Man end ikke overvejede det medlemskab.

Ingen behøvede at fortælle mig, at man var en kæmpe nasserøv, der snyltede på alle de goder, som fællesskabet havde kæmpet hårdt og inderligt for, hvis man ikke var medlem.

Få år efter begyndte tiden at løbe ud for fagforeningernes magt. Flere og flere nægtede at rette ind og gik imod eksklusivaftalerne. Mange ønskede ikke et medlemskab af en fagforening, som de hverken delte værdier eller faglighed med. Utilfredsheden over at være med til at finansiere fagforeningernes store bidrag til specifikke politiske partier brød ud i lys lue. Og i 2006 blev det et endegyldigt farvel til eksklusivaftalerne på det private arbejdsmarked, da domstolen i Strasbourg gav to danskere ret i, at det var en overtrædelse af menneskerettighederne, da deres arbejdsgiver krævede, at de meldte sig ind i fagforeningen 3F.

Medlemmerne begyndte at sive fra de gamle store fagforeninger. De gule og frie fagforeninger fik større tilslutning fra flere og flere, og bitterheden var til at tage at føle på både hos ledelsen og mange af de traditionelt tænkende medlemmer.

I dag ser vi så resultatet af, at 3F er ikke fulgt med resten af samfundet. Rigtigt mange 3F’ere mener grundlæggende stadig, at folk, der ikke ønsker medlemskab hos dem, ikke skal kunne nyde godt af de goder, som de påstår egenhændigt at stå bag, og derfor skal de ikke være en del af fællesskabet.

Så når ledelsen står frem og bedyrer, at man i 3F selvfølgelig respekterer foreningsfrihedsloven, og at sagen i lufthavnen er en enlig svale, er det bullshit.

Alle ved, at i det fagforbund er det lige præcis jungleloven, der hersker. Hvis du ikke er medlem hos os, så er det ud. Og længere er den sådan set ikke. Reelt er det jo ikke lufthavnen, der bestemmer og leder og fordeler arbejdet i SAS Ground Handling. Det gør 3F.

Men 3F har en dårlig sag; ledelsen i fagforeningen forsøger igen og igen at piske en stemning op, og hver gang de spænder en flok hidsige, testosterone arbejdsmænd foran deres kampagnetog, drukner fagforeningens sager i arrogant og amatøragtig kommunikation.

Så hvis 3F ikke snart dropper deres gammeldags syn på arbejdsmarkedet og de åbenbart slavelignende forhold og finder ud af at gøre sig relevant på anden vis, så ender det nok med, at vi må forbi Arbejdermuseet for at se på de sørgelige rester af en af Danmarks vigtigste fagforeninger.