Nu skal det være slut med at grine ad politisk korrekthed. Det er dødsens alvor

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden kom det frem, at undervisere ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet ikke længere må stole på deres egne sanser. Ser de, hvad der umiddelbart ligner en mandlig studerende, bedes de venligst forhøre sig, hvordan vedkommende vil tiltales: som mand, kvinde, intetkøn, pankøn, omnikøn eller måske som genderqueer?

Jeg har grint og grædt lige siden.

Som det nok er gået op for andre iagttagere af det globale galehus, vi lever i, føres der fra de formelt set mest veluddannede lag i vores samfund en regulær krig mod fordomme af enhver slags, og kommercielle kræfter leverer ivrigt ammunition. Senest har tech-giganten Microsoft udviklet en ny fordomskontrol ved siden af stavekontrollen til det berømte skriveprogram Word, som fremover skal forhindre, at du og jeg bruger udtryk som politimand, formand, tissekone og tissemand.

Som Anders Sørensen med den interessante titel af Microsoft Danmarks direktør for politik og strategi udtaler til Kristeligt Dagblad, så har de i Microsoft »grundlæggende inklusion og mangfoldighed som værdier«, hvilket de modbeviser ved netop at forhindre mangfoldigheden i at komme til udtryk.

Hykleriet bliver mere og mere normalt, især blandt forandringsdesperate djøfere og kapitalister, der foregiver at nære omsorg for os. Aldrig har så få bestemt så meget ved hjælp af digital overvågning, censur og manipulation.

Fremover skal det være sproget, der former den virkelige verden, ikke den anden vej rundt, og hvad du ikke må sige, må du snart heller ikke tænke. Det er begyndelsen på en stille kulturrevolution, der kommer oppefra. Ja, selv på Fyn, som jeg forlod i sin tid til fordel for en pige, men også fordi der skete for lidt i Gamby, Veflinge og Odense.

Men nu er det gudhjælpemig fynboerne, der marcherer forrest. Startskuddet går den 24. september, når Syddansk Universitet afholder sit første Verdensmålsforum, inklusive gruppearbejde med studerende om, hvad der skal ske, »når vi som universitet og arbejdsplads går all in på FN’s verdensmål«.

Det er ikke til at sige, hvad der har grebet fynboerne, men pludselig er de blevet puritanere. Som jeg tidligere har omtalt her i spalten, agter universitetets ledelse med rektor Henrik Dam i spidsen at gøre FN’s såkaldte verdensmål til pensum og universitær branding, til trods for at verdensmål er politik, ikke videnskab.

To professorer fra henholdsvis Aarhus og Københavns Universitet er begejstrede og forklarer i det teknokratiske hoforgan Mandag Morgen hvorfor. Steen Hildebrandt og Katherine Richardson, hedder de. De synes, at det er en oplagt idé at forvandle universitetet til en underafdeling af FN, fordi verdensmålene »giver en vision for den verden, vi ønsker«, og fordi der er brug for en »koordineret indsats« for at indfri visionen.

Jeg kan til gengæld love de to, at der ikke kan opnås enighed om den verden, vi ønsker. Heller ikke om, hvem ”vi” er, endsige hvordan fynboerne skal blive ét med alverden.

Tilbage står, at mainstreamingen af forskningen er dødsens alvor og efter alt at dømme vil udløse en hjernedød og åndsløs ortodoksi, som vil udgrænse kritiske stemmer endnu mere, end det sker i forvejen på de akademiske pølsefabrikker. Verdensmålene er ikke ledelse, det er volapyk og venstreorientering, og forskere, der ikke tilpasser sig den ny ortodoksi, vil med tiden blive opfattet som oprørere på kant med FN.

Verden efterspørger god gammeldags kritisk rationalisme. Men verdensmål er pop oppefra og ned, og det skriger til himlen, at den åndsfrihed, der er mindst lige så gammel som Kristus, og før ham Sokrates, kan eller skal underkastes 17 tilfældige bullet points nedfældet af en lille kreds af småfede embedsmænd, undskyld embedspersoner, i et iltfattigt, men dyrt kontor i FN’s skraldespand af en bygning i New York.

At de to professorer bakker op om den både poppede og imperiale logik på Syddansk Universitet, viser, at de og stedets dekaner, ikke er forskere, men magtmennesker.

Hvis der er noget, ensretningen af Syddansk Universitet tilstræber, er det, at forskere og studerende indtræder i den genetiske globalisme. Det ligger i selve opdraget, og det er netop heri, forræderiet består.

Hvad der i Odense skal forestille at være et universitet, bliver nu en singularitet i pagt med tidens credo. Camoufleret bag en from almengyldighed er det helt specifikke magtpolitiske krav og forestillinger, der skal definere universitetets fremtidige virke.

Det er ideologi uden arvesynd og har – med en stærkt krænkende vending – ikke en hujende fis med et universitet at skaffe.

Vi har moret os meget og længe over politisk korrekthed, men den importeres fra USA og bliver stedse stærkere ved at mutere som en virus.

Vil du have mere Jalving? Klik her og få overblikket over udgaverne af Jyllands-Postens nye podcast ”Jalving ser rødt”, hvor vært Michael Jalving hver uge sammen med to nye gæster undersøger det, han kalder den borgerlige idékrise.

Eller lyt til én af udgaverne ved at trykke på en playknap herunder: