Flere udsatte børn bør hjælpes ind i fritidslivets fællesskab

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Aya og hendes familie kom til Danmark efter at være flygtet fra borgerkrigen i Syrien. Aya kunne ikke et ord dansk, og hun havde derfor svært ved at få venner. Forældrene havde ikke arbejde, og de havde derfor ikke råd til, at Aya og hendes søskende kunne gå til fritidsaktiviteter.

Heldigvis for Aya havde hun bopæl i en af de kommuner, hvor det er muligt for udsatte børn at få tilskud til en fritidsaktivitet. Hun begyndte til gymnastik i den lokale idrætsforening, og det gjorde en enorm forskel for hendes sprog, og hun fik hurtigt nye venner.

I dag har hendes far arbejde, og familien får ikke længere tilskud til fritidsaktiviteter. Men 12-årige Aya går fortsat til gymnastik, og hun er også blevet hjælpetræner for de yngre børn. Hendes danske sprog har kun en svag syrisk accent, og hendes bedste veninder er stadig gymnastikpiger.

Aya er blot en af tusindvis af succeshistorier, der viser, hvor stor betydning det kan have for udsatte børn at blive en del af fællesskabet i det danske foreningsliv. Det styrker børns netværk, trivsel og sundhed, og det bidrager til at forstå samfundets spilleregler og blive en aktiv borger i lokalsamfundet. Ofte gælder det også forældrene, der bliver smittet af barnets engagement og for eksempel ender som frivillige og hjælpetrænere i foreningen.

Men det er langtfra alle kommuner, der har støtteordninger til at hjælpe udsatte børn som Aya ind i et aktivt fritidsliv. Idrættens Analyseinstitut offentliggjorde i sidste uge en opgørelse, der viser, at hele 40 af 98 kommuner har ikke støtte eller lignende tilbud til at få udsatte børn i gang med fritidsaktiviteter.

Men måske er der håb forude. I den nye regerings politiske aftalepapir bliver det nævnt som et specifikt mål at »udbrede fritidspas til udsatte og børn og unge, så flere får mulighed for at deltage i foreningslivet«. Fritidspasset er en af de støtteordninger, der i dag findes i nogle kommuner, så det lyder meget lovende.

Og flere civile organisationer som Dansk Flygtningehjælp, DGI, Red Barnet og Broen Danmark har gode erfaringer med projekter, der hjælper udsatte børn gennem fritidslivet. Og organisationerne har sagt tydeligt, at de står klar til at hjælpe kommunerne med deres knowhow.

Selv om der er store forskelle på behov og muligheder i yder-, land-, mellem- og storbykommuner, så kan man lave lokale løsninger, der virker. Hvis altså kommunerne vil prioritere det.

Jeg håber, at der kommer reel handling bag den nye regerings politiske hensigtserklæring, og at flere kommuner griber bolden. Civilsamfundets organisationer står klar med hjertevarme frivillige og foreningslivets stærke sammenhold.

Det bør være muligt i fællesskab at sikre, at alle børn i Danmark får mulighed for at få et godt og aktivt fritidsliv.