Det er ikke minoriteten, men den store majoritet, der er problemet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er en yndet kliché at tale om, at det kun er minoriteten af de muslimske indvandrere, der er problemet. Jeg har aldrig forstået, hvordan man når frem til den konklusion. I mange år gik offentligheden meget op i beskæftigelsen, selv om den desværre ikke siger særligt meget om integrationen. Og hvis man kigger på den, må man konstatere, at det kun er 4 af 10, der rent faktisk er i arbejde! Det kan man jo ikke kalde et flertal.

Men hvad så med kriminaliteten? Her er det vel kun et fåtal? Altså et lille dumt mindretal, der saboterer samhørigheden med danskerne for resten? Det er også en påstand, der bliver gentaget igen og igen, selv om den er åbenlyst falsk. Vi ved eksempelvis fra Danmarks Statistik, at flertallet af indvandrermænd på omkring 30 år, der har boet i Danmark siden barndommen, er blevet dømt for alvorlig kriminalitet. 4 af 10 er blevet dømt for at overtræde straffeloven, og rimeligvis lige så mange er dømt for at overtræde særlove. Det kunne i princippet være præcis de samme, men det er det jo næppe. At flertallet er blevet dømt for at overtræde enten straffeloven eller særlove, er overordentligt realistisk. Men læg så dertil, at det kun er en meget lille del af den begåede kriminalitet, som nogen rent faktisk bliver dømt for.

Om det er 60 pct. eller 90 pct., der har overtrådt straffeloven eller særlovene, kan vi ikke sige, men det er helt afgjort flertallet.

Nå. Men den gode nyhed er, at beskæftigelse og kriminalitet ikke er det vigtigste for integrationen. Det vigtigste er, om de nytilkomne rent faktisk VIL Danmark. Har de et ønske om at blive danske, så skal det nok gå alt sammen. Den dårlige nyhed er, at det desværre er en meget lille minoritet, der ønsker det. Om man vil Danmark, er et spørgsmål om kærlighed til landet. En kærlighed, der i udpræget grad kommer til udtryk i valget af ægtefælle. Hvis man ikke ønsker at gifte sig med en dansker, så er man ikke integreret. Kærligheden er ustyrlig, så derfor kan man selvfølgelig godt elske Danmark, selv om man tilfældigvis blev forelsket i en anden udlænding. Men hvis ens hjerte er åbent, så er det selvfølgelig overvejende sandsynligt, at ens udkårne er dansk i Danmark, når danskerne (stadigvæk) udgør det helt store flertal.

Hvor mange er så blevet gift med en dansker? Det har tænketanken Unitos undersøgt, og svaret er 1 af 10. Af den lille gruppe vil en overordentlig stor del (måske flertallet) i øvrigt være blevet gift med en dansker, der er konverteret til islam, og så er det ofte så som så med kærligheden til Danmark. Det er desværre en meget lille minoritet, der reelt er blevet integreret i Danmark.

Men går det så ikke fremad i næste generation? Næh. De, der er født i Danmark, bliver i endnu mindre grad gift med danskere end dem, der er født uden for Danmark. Det er måske det mest skræmmende.