Kampen om de ”etniske” stemmer er begyndt

Da Morten Østergaard (R) i februar sidste år flyttede ind i Vollsmose, begrundede han det med, at han ville »vise folk, at der stadig er politikere, der ser dem og hører deres bekymringer«. Det har i årevis været et fast tema i De Radikales kritik af den såkaldt stramme udlændingepolitik, at de borgerlige partier og Socialdemokratiet interesserer sig mere for symboler end for at løse virkelige problemer. Men også partiformandens studietur til Vollsmose var selvfølgelig rendyrket symbolpolitik. Det samme gjaldt hans svømmetur fra Lindholm. Østergaard er en af de mest ferme i dansk politik, når det gælder politisk strategisk kommunikation, og han kender ikke kun partiets faste vælgere. Han har også et blik for de potentielle.

Det kom som en overraskelse for flere. Da Østergaard svømmede fra Lindholm, bemærkede Politikens chefredaktør Christian Jensen, at han var »dansk politiks største tørsvømmer«. Hans stunt viste nemlig, hvor langt han reelt befandt sig fra magten. I dag står det dog klart, at det virkede. Netop fordi han stod politisk isoleret, kunne han den 5. juni fordoble sit partis mandattal. Mange af stemmerne var ”etniske”. I Gellerup ved Aarhus gik De Radikale fra en stemmeandel på 5,1 pct. i 2015 til 34,2 pct. i 2019. Den samme tendens så man i Vollsmose, Tingbjerg og på Nørrebro.

Ganske habilt politisk håndværk må man sige. Hvis ikke lige man er bekymret over, at fremgangen blev hjulpet godt på vej af imamer. Lige siden har det da også været debatteret, om vi skal være glade for, at det lykkedes venstrefløjen at mobilisere en vælgergruppe, som hidtil ikke ligefrem har sat propper i valgurnerne. Og som rummer typer, der tilmed er modstandere af demokrati. 

Selv synes jeg, vi bør sætte pris på, at det nu er gået op for mange af vore muslimske medborgere, at demokratiet kan have praktisk gavn for dem. Det er et vigtigt skridt i retning af integration. Om det er imamer eller fagforeningsledere, der anbefaler folk at stemme på bestemte partier, er principielt ét fedt. Lige siden indførelsen af det moderne demokrati har politik bygget på mobilisering af samfundsgrupper. 

Der var dog kun tale om en halv sejr for demokratiet, som Kristeligt Dagblads politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen bemærkede i en lederartikel. 

For imamerne havde ikke forstået, at demokrati også går ud på at lade sine modstandere komme til orde. Og der var åbenbart mange partier, som ikke var blevet inviteret med til de valgmøder, der blev afholdt i deres bydele. Hoffmann-Hansen fandt det desuden »barokt«, at stemmerne tilfaldt partier, der ikke ligefrem ligger på linje med »gængse muslimske anskuelser af for eksempel kønsroller, ligestilling og religionernes plads i samfundet«.

Det får mig selv til at konkludere, at det så er på høje tid, at de partier, der ikke blev indbudt, får øje på deres vælgerpotentiale blandt danske muslimer. Ikke fordi de skal forsøge at behage mennesker med illiberale værdier. Men fordi hovedparten af danske muslimer hverken deler politisk ideologi eller sociale værdier med De Radikale og Enhedslisten. Nøglen til venstrefløjens succes i denne vælgergruppe var ikke dens idéer, men at en gruppe, der alt for ofte føler sig talt ned, blev vist anerkendelse.

Det må de andre partier nødvendigvis lære af. For det er først nu, kampen om det muslimske mindretals stemmer er begyndt. Den vil udvikle sig fremover, i takt med at det vokser. Det bedste er nemlig, hvis de med tiden stemmer lige så forskelligartet som andre danskere. Det ville være et tegn på en vellykket integration.