Fortsæt til indhold
Kommentar

Enhedslisten har rekorden i dobbeltmoral og hykleri

Enhedslisten stikker snablen i de offentlige kasser.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når det drejer sig om at fordømme andre, står Enhedslisten forrest i køen for at afsige moralske domme.

Når det derimod drejer sig om vurdering af sig selv, står Enhedslisten forrest i køen ved håndvasken.

Nu har vi i årevis hørt på Enhedslistens fordømmelse af og misundelse over for flittige mennesker, der tjener penge. Enhedslisten fordømmer andre, der modtager ydelser, når de træder ud af Folketinget, kommunale råd og regioner.

Men når Enhedslisten selv kan rage til sig, gælder en ganske anden standard.

Nu indkasserer Enhedslisten 144.000 kr., idet partiet konfiskerer Johanne Schmidt-Nielsens efterløn og bruger den i partiets tjeneste. Trods fordømmelse af andre, vil Enhedslisten ikke selv give afkald på bengnaveri.

På valgdagen på onsdag er det værd at huske, hvor tit Enhedslisten tordner og misunder dem, der tjener penge.

Når de dog selv kan få snablen ned i de offentlige kasser, rager Enhedslisten pengene til sig. Og hvad der er værre. De siger rent ud, at de intet gør forkert. Sådan er moralen i Enhedslisten, når det altså drejer sig om dem selv. Man kan altså ikke regne med, hvad partiet siger.

Mere markant hykleri og dobbeltmoral skal man lede længe efter.