To slyngelstater – to helt forskellige strategier. Hvornår får Trump nok?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nordkorea og Iran har ikke meget at lade hinanden høre. De kappes vel nærmest om at være verdens værste bølle.

Begge er benhårde diktaturer, fast inventar i alle opgørelser over »ondskabens akse«, storeksportører af uro, destabilisering og undergravende virksomhed. Den ene har atomvåben. Den anden gør, som om den ingen atomambitioner har; tro det, hvem der vil. Begge udgør eksistentielle trusler for deres nærmeste naboer og langt længere væk. De er pariaer i den internationale verdensorden, men ikke til at komme uden om.

Begge ligger også helt i toppen af USA’s liste over udenrigspolitiske problemer, som skal løses på den ene eller anden måde.

Ikke desto mindre går præsident Trump – i hvert fald her og nu – meget forskelligt til værks over for de to storpolitiske kriser, som Nordkorea og Iran udgør. Nordkorea tilbydes en gulerod. Iran mærker stokken:

Nordkoreas trivelige diktator, Kim Jong-un, er omfattet af Trumps respekt og velvilje. Kemien stemmer. Man er venner, ja, forelskede, siger Trump. For ikke så længe siden truede han godt nok »little rocket man« med sin store atomknap, men det er glemt. Smilene er brede, og vibrationerne varme. Også selv om Nordkorea muligvis snyder på vægten, når det gælder dets atomprogram.

Helt anderledes med Iran. Trump har netop dirigeret en kæmpestor militær styrke mod Den Persiske Golf. Han har trukket USA ud af atomaftalen og indledt en økonomisk krig mod præstestyret i Teheran. Forleden truede han med at udradere Iran, selv om han også har efterladt sit telefonnummer hos Schweiz’ ambassadør. Hans sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har ofte skrevet, at Iran burde udsættes for et regimeskifte gennem en regulær krig.

Gad vide, hvad der er rationalet bag to så forskellige strategier over for to regimer, som begge må være arkiveret under ”S” for slyngelstater? Nordkorea er endda en langt større konkret trussel mod USA med sine langtrækkende atommissiler, der kan nå det amerikanske fastland. Iran har også et missilprogram, men endnu ingen atomvåben.

Der henvises tit til, at forretningsmanden Trump gerne bedriver politik ved at lave gode forretninger med enkeltpersoner. Altså: Han mødes til topmøde med Kim Jong-un, hele verden kigger på, og de underskriver et par aftaler og udveksler et solidt håndtryk.

Men han kunne vel også vælge at mødes med Irans religiøse overhoved og reelle magthaver, Ali Khamenei, og lave en tilsvarende deal? Det synes dog ikke lige på trapperne.

Derfor er diplomater og analytikere henvist til at spekulere i, hvad den dybere mening er med, at strategien i Det Hvide Hus er så forskellig over for de to uromagere – og især: Hvilken af dem vil give succes? Indtil videre har ingen af dem ført til noget videre.

Der er ganske vist indledt en dialog med Nordkorea, og det er positivt i sig selv. Så længe man taler sammen, fører man ikke krig mod hinanden. Men Kim Jong-un er ikke bøjet af og fortsætter diverse testprogrammer, dog ikke atomart. En fjernelse af alle hans atomvåben er meget langt væk.

På samme måde med Iran, som omvendt har fået tommelskruerne på: Konflikten er mere i hårdknude end nogensinde.

Trump er ikke kendt for sin tålmodighed, snarere for sin impulsivitet. Hvor længe vil han holde fast i den hidtidige kurs over for de to problembørn? Indtil videre har ingen af dem givet resultat, selv om indsatsen på bordet hele tiden bliver større.

Hvordan vil Trump reagere, hvis en eller begge strategier slår fejl? Verden holder vejret.