Her går det godt, send flere mennesker

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kampagnen for ny og frisk import af mennesker fra Mellemøsten og Afrika trænger snart sagt ind overalt. Tirsdag kunne JP oplyse, at de europæiske nationalstater har et akut og brændende behov for arbejdskraft udefra. Med udefra mentes der ikke Nørresundby, Nakskov eller Nyborg, men mere udsøgte destinationer med vandpiber, burkaer, sharialovgivning og den slags.

Avisen skrev det ikke direkte, men havde fundet frem til et par multikulturelle lobbyister i Frankrig, som vurderer, at de millioner af mennesker, som er rejst til et EU-land udefra i løbet af de seneste få år, langtfra er nok, og i en faktaboks hed det, at EU-Kommissionen tilbage i 2017 såmænd efterlyste kokke, blikkenslagere, lastbilchauffører, slagtere, tjenere og meget andet godt. Så kan vi lære det!

Læren er en helt anden. Danmark og de øvrige stagnerende velfærdsstater i Vesteuropa råder allerede over en masse arbejdskraft. Den er godt nok parkeret på offentlige ydelser. Klienter skal afklientaliseres, og borgere skal borgerliggøres, ligesom uddannelsessystemet skal afakademiseres, sådan at det gode håndværk og faglært arbejde atter bliver værdsat. Det mindretal, der reelt er i stand til at gennemgå en længere akademisk og teoretisk uddannelse samt bruge den til noget, skal nok få det. Efteruddannelse kan formentlig klare resten.

Kampagnen for flere fremmede mennesker i Danmark har imidlertid bidt sig fast i den opmærksomhedssøgende ende af dansk erhvervsliv. I den forløbne uge advarede Ulrik Bo Larsen, direktør i softwarevirksomheden Falcon.io med en imponerende række af nationaliteter ansat, mod udlændingedebatten. Den skader Danmarks anseelse i udlandet, lød det med et refræn fra Muhammedkrisen. Vi kan godt tale om integration, men ikke om indvandring og slet ikke om hjemsendelser.

Samme postulat kommer fra Grundfos-chefen Mads Nipper, der ikke alene finder den politiske debat om indvandring langt over hans personlige grænse, men også, som han fromt udtrykker det, »langt over den grænse, som jeg gennem mit arbejde i en socialt ansvarlig virksomhed står for«. Hvad det sidste skal forestille at betyde, er der ingen mennesker på hele kloden, der ved. Hvis Mads Nipper virkelig var socialt ansvarlig, ville han passe bedre på Danmark.

Jeg forundres, hver gang journalister, erhvervsfolk, præster og andet godtfolk som det naturligste i verden lader forstå, at de går ind for et liberalt, tolerant og multietnisk samfund. Ofte må jeg tage mig i at fnise ad deres nuttede remse. For sandheden er jo, at multietnisk i den foreliggende sociale virkelighed, som tilmed ser ud til at fortsætte lidt endnu, reelt betyder muslimsk. Ønsker alle disse gode mennesker virkelig at se, at Danmark bliver mere muslimsk, end det allerede er blevet takket være 35 års liberal, tolerant og multietnisk asylindvandring?

Jeg kan desværre ikke svare på andres vegne, men tilbage står, at multietnisk er en eufemisme for den gradvise indtrængen af islamiske normer, vaner og forskrifter, hvilket er gift for ethvert liberalt, tolerant og multietnisk samfund. At begavede mennesker ikke kan, vil eller tør se det, er mig en gåde.

Tænk, om vi turde lytte til en helt tredje erhvervsmand og iværksætter ved navn Lars Tvede, gift med Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund. Tvede foreslår os at reformere velfærdsstaten og dermed også indvandringen til Danmark. I et opslag på Facebook skriver han om sine erfaringer fra Schweiz gennem de seneste 25 år og konstaterer, at det er relativt nemt at få midlertidig opholdstilladelse i Schweiz. Tilladelsen fornys hver tredje måned, hvis man har forsørget sig selv, betalt sin skat og ikke har begået kriminalitet. Det tager pynten af lagkagen, og socialmisbrugere og kriminelle ryger hurtigt ud igen. Statsborgerskab er sværere at få og kan søges efter 12 års bosættelse, de seneste fem år skal være i den samme kommune. Dertil skal man bestå en indfødsretseksamen og godkendes i sin kommune (typisk 2-3.000 indbyggere), ofte ved folkeafstemning. Det sidste ville være et chok i Danmark, hvor mange af os end ikke ved, hvad naboen hedder. Men på den måde, konkluderer Lars Tvede, »har Schweiz været rigtigt god til at tiltrække folk, der bidrager positivt til landet. Og god til at holde kriminelle og socialmisbrugere ude. Og særdeles god til ikke at give statsborgerskab til folk, der ikke deler de schweiziske værdier«.

Det schweiziske system lader til at være langt bedre gearet til globalisering end det danske, herunder mere modstandsdygtigt. Det fører angiveligt heller ikke til samme mistro mod fremmede. Men dets indførelse forudsætter et opgør med den danske universalisme og velfærdsstatens systematiske klientgørelse. Naivt at håbe på? Ja, desværre. I stedet får vi mere af det samme, uanset om statsministeren hedder Løkke eller Frederiksen.