Thomas Mann hjælper dig med at sætte dit kryds

Det havde været én af de weekender, hvor jeg end ikke fik tømt postkassen, slet ikke læst aviserne, endsige fulgt med i den vitriolske debat om Rasmus Paludan og hans partis pludselige opstilling til det forestående folketingsvalg.

Jeg havde cyklet, havde jeg, begge dage i privilegeret selskab med junior, og søndag eftermiddag kronede vi vores fælles fortabelse i sporten med at se Jakob Fuglsang vinde ét af cykelsportens monumenter i Ardennerne. Stort og livfuldt var det, ikke mindst da silkeborgenseren akrobatisk reddede en faretruende udskridning i høj hastighed på nedkørslen til Liège, og lige så svært var det at stå op mandag morgen til en ny uge i debattens svinesti.

Hvor befriende ville det ikke være at springe let og elegant hen over det alt sammen? Kan man det? Må man det? Det gjorde jeg. Jeg åbnede Thomas Manns mesterlige broderopgør fra 1918 med titlen Et upolitisk menneskes betragtninger, der netop er udsendt på dansk af forlaget Multivers i et fyndigt uddrag, og så begyndte mit hjerte atter at slå.

Titlen bedrager. Bogen er en helt igennem politisk analyse af datidens Tyskland og Europa flere år inde i Den Store Krig, som Første Verdenskrig blev kaldt, før man vidste, at der kom én mere. Thomas Mann skriver op imod sin bror Heinrich Mann, hvem han døber ”civilisationslitteraten”, hvilket vi i dag ville oversætte til hipsterliberal, rødvinssocialist eller overklassehumanist.

Civilisationslitteraten er besat af universelle principper som demokrati, oplysning, pacifisme og menneskerettigheder, men glemmer, at menneskets lod indeholder andre mindre retoriske, mere konkrete og særegne kræfter, som ikke er styret af politikere oppefra, men vokser i den enkelte og i folket. Irrationelt, skønt lige så uudryddeligt som »forplantning, død, religion og kærlighed«.

Hverken krig eller fred er verdens ende. »Enhver, der lader, som om der var ”fred” før krigen, og at der efter krigen atter bliver ”fred”, kan vi tillade os at le lige op i ansigtet,« skriver forfatteren med profetiske ord, som suppleres af disse: »Ved at tro, at menneskeheden i sin sjæls dyb endegyldigt og ubetinget har taget afstand fra krig, ville man tage fejl; at hævde, at den i moralsk henseende har lagt krigen bag sig – skønne, tomme ord.«

Der er heller ingen empirisk grund til at tage mennesket for pålydende. Således gælder det næsten altid, at mennesker tager sig smukke og værdige ud, når de tier. Så snart de lukker munden op, plejer agtelsen for dem at dale.

Thomas Mann er ingen hyggeonkel. For ham er menneskeheden tvivlsom, ligesom mennesket er alt for menneskeligt.

Det er for øvrigt en tåbelighed at tro, at man skulle leve mere menneskeligt i en republik end i et monarki, eftersom politik er og bliver en narresut, og som jeg vist har antydet, kan den dunkle tyskers betragtninger læses som en protest mod sin samtids moralisme, som forveksler den menneskelige virkelighed med humanisme og politisk omnipotens.

100 år er passeret, men store dele af bogen kunne for så vidt være skrevet i går – eller rettere i dag – og kan indirekte hjælpe dig med at sætte dit kryds ved det snarlige folketingsvalg. Ikke med hensyn til hvilket parti eller hvilken kandidat, men til ikke at stemme på de mest sleske og kælne typer, der overmodigt forsøger at bilde dig ind, at de kan skabe fremtiden, redde klimaet, sikre anstændigheden, integrere muslimer, forbyde islam eller gøre de svage stærke ved at give dem flere penge. I alt, hvad de siger og tilsyneladende tænker, forsøger de at få dig til at tro, at vores forventninger kan løsrives fra fortidens erfaringer.

Thomas Mann advarer dig direkte mod disse ahistoriske fusentaster: »Bevidstheden om at have ”fremskridtet” på sin side bevirker åbenbart en moralsk skråsikkerhed og selvfølelse, der ikke er langt fra forhærdelse.« Det er de ædle og radikale humanister, den nationaltsindede forfatter retter skytset mod her, ædle, radikale, forhærdede humanister, der ikke anfægtes det mindste af »en kritik, som tager udgangspunkt i den nationale idé«, men i stedet rejser rundt med et ideologisk princip om en universel menneskelighed.

Deres internationalistiske princip stræber mod et civilisationsimperium, et »feminist-elegant Monte Carlo-Europa« anført af Frankrig og England, men går tilbage til Romerrigets megalomani og ses i dag afspejlet i EU og i globaliseringens mest utopiske fortalere.

Thomas Manns konservatisme tabte med det tyske nederlag og kejserrigets opløsning hurtigt momentum. Snart væltede det frem med endnu mere radikale idéer og bevægelser, og forfatteren gik selv i en republikansk retning.

Men hans 100 år gamle betragtninger er på sin vis mere aktuelle end nogensinde og rejser mindst tre spørgsmål: Er du patriot eller verdensborger? Ønsker du orden eller opløsning? Tør du forsvare dit land, eller vil du forære det væk? Gå så hen og sæt dit kryds.