Forsvarsforbeholdet er vores frihedsbrev

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Bevar forsvarsforbeholdet – det er vores frihedsbrev.

Statsministeren vil af med forsvarsforbeholdet. Men hvad er grunden? Det er svært at vurdere, om det er del af hans personlige karriereplan, eller om der findes en anden årsag. Umiddelbart ser det underligt ud. Vi har jo stemt ved en tidligere folkeafstemning, og der er ingen politisk anledning. Derfor er det nok mest af alt Lars Løkkes personlige projekt.

Alligevel har hans forslag slået proppen af flasken, og forslaget er begærligt blevet grebet af de mest integrationsivrige partier. EU er en voldsom kampplads mellem føderale kræfter, der kæmper for en grænseløs forbundsstat, og andre, der ønsker at afgrænse samarbejdet til et samarbejde mellem nationer. I øjeblikket er der ro på, men præsident Macron har signaleret, at efter brexit skal der gang i unionstoget igen. Danmark kan ikke forhindre de andre i at fortsætte, men forsvarsforbeholdet er vores frihedsbrev. Vi behøver ikke at gå om bord på toget.

For to måneder siden ville jeg have væddet på, at en ny folkeafstemning om forsvarsforbeholdet var udskudt på ubestemt tid. Nu tror jeg, at afstemningen med stor sandsynlighed kommer i næste valgperiode. Vigtigst er folketingsvalget og sammensætningen af det nye folketing. Men også udfaldet af EP-valget får betydning. Flere mandater til Venstre og De Radikale øger sandsynligheden.

Hvorfor er det så vigtigt at opretholde forsvarsforbeholdet? Handler EU’s forsvarssamarbejde ikke p.t. mest om industripolitik og fede våbenkontrakter?

Jo, men det er et kæmpe spild af ressourcer. Pengene er da bedre brugt i kampen for klimaet.

Og vi står kun ved begyndelsen. Næste trin er EU-hæren.

Men hvorfor prioriteres et egentligt militært samarbejde i EU så højt, når landene har Nato? Umiddelbart ser det meningsløst ud. Men hvis man anskuer EU som en føderal stat under dannelse, giver det perfekt mening.

Tidligere kommissionsformand Jacques Delors gav belæg for dette synspunkt ved sin fremlæggelse af den stort anlagte plan for omdannelse af daværende EF fra et økonomiske fællesskab til en altomfattende politisk union, EU. Planen blev gjort til virkelighed gennem Maastricht-traktaten. Delors udtrykte sig meget præcist.

I følge Delors var EF en global økonomisk kæmpe, men en politisk dværg. Hans plan var at binde landenes skæbner uløseligt til hinanden med en fælles mønt. Som næste trin skulle EU udvikle militære muskler, så unionen ville kunne indtage rollen som supermagt.

Ved et lykketræf sad jeg på tilhørerpladserne i EF-parlamentet den forårsdag i 1989, da Delors fremlagde sin store plan for EF’s fremtid. Det føltes som historiens vingesus.

Trods bump på vejen følger EU trofast kursen afstukket af Delors.

EU ligner allerede i mange henseender en stat med flag, hymne, en lovgivende, udøvende og dømmende magt, fælles mønt og finanspolitik. Der er etableret et overstatsligt politisamarbejde. Kun EU-militæret halter efter.

Lykkeligvis har Danmark et frihedsbrev, der er værd at kæmpe for. Jeg stemmer på liste N.