EU-toppens stædighed kan blive et fatalt selvmål

EU har gennem 62 år haft muligheden for at bevise sin værdi for Europas befolkninger. Men hvad sker der? Ved valget ser EU-modstanderne og -skeptikerne ud til at opnå hidtil uset styrke. Taberne ser ud til at blive de gamle EU-bærende partier. 

I medierne udlægger politikere og kommentatorer den fremstormende EU-skepsis som et patologisk udbrud af nationalisme. 

Jeg tror, det er en fejlagtig antagelse. Efter min opfattelse findes årsagen i skuffede forventninger til EU. 

I kampen for det daglige brød opleves EU ikke længere som en løsning. EU er blevet et problem, og problemets kerne er EU’s urokkelige grundsten, den frie bevægelighed. 

Den lovede økonomiske og sociale fremgang er udeblevet. Ganske vist har de bedst stillede mærket fremgang, men på grund af den fri bevægelighed for arbejdskraft og kapital oplever stadig større vælgergrupper en marginalisering. For disse vælgere er det rationelle valg et fravalg af de EU-positive partier. Til gengæld tilvælges partier, som lover at bekæmpe social deroute. 

Social dumping, usikkerhed i ansættelsen, færre i faste stillinger og flere i kortvarige vikarjob er lønmodtagernes virkelighed i EU anno 2019. Lønmodtagere omdefineres til selvstændige erhvervsdrivende og ansættes uden faglige rettigheder. De frie tøjler for kapitalen har samtidig igangsat staternes ræs mod bunden. Formuer skjules, og de store selskaber unddrager sig beskatning. De gule veste i Frankrig har faktisk en sag, og det var de gamle, forarmede industriområder i Nordengland, der leverede de afgørende stemmer til brexit. 

Egentlig er det underligt, at EU ikke for længst er gået i gang med at reformere sig selv, for utilfredsheden er ikke af ny dato. Men der mangler åbenlyst både evne og vilje. 

Skønt striben af tabte folkeafstemninger er lang, er der ikke blevet handlet på det. EU-toppens dødsforagtende respons har været mere EU og ingen reformer.

Et par eksempler. Første klare advarsel var Maastricht-afstemningen i 1992, hvor vælgerne i Danmark forkastede unionen. Men EU kørte uanfægtet videre og rullede unionen ud.

Næste store spring, EU-forfatningen, skulle have været stadfæstet ved folkeafstemninger i alle EU-lande. Men den blev massivt forkastet i de lande, den nåede at komme til afstemning i. Da EU-toppen så, hvor det bar hen, blev resten af folkeafstemningerne aflyst, blandt andet i Danmark. 

I stedet for at adressere vælgernes bekymringer blev man i EU’s politiske parnas igen enige om, at befolkningerne tog fejl. Intet skulle ændres, og de vedtog ufortøvet at arbejde videre med dybere integration. De besluttede sig også for færre folkeafstemninger. Det skulle være slut med vælgerbøvl.

Men EU-toppens stædighed kan blive et fatalt selvmål, for tryk avler modtryk, og derfor bør det ikke undre nogen, hvis socialdemokraterne og kristendemokraterne som EU’s hovedaktører mister magtmonopolet. De er i højrisikozonen.