Ateistisk Selskab stoler ikke på folks evne til at tænke selv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg var ung i Esbjerg i 1960’erne, var noget af det værste, man kunne blive beskyldt for, at være ”missionsk”, hvis man ikke var det. De missionske blev opfattet som anmassende. Hvis man ”tilhørte”, skulle man ikke kun søge sin egen sjæls frelse, men også hjælpe andre til den. Sådan tænker man stadig i sådanne kredse. Men der er ikke så mange tilbage. Og folkekirken kan heller ikke beskyldes for at være drevet af nogen stærk missionsiver. De fleste af dens præster går ud fra, at de 86,1 pct. af etniske danskere, der er medlemmer, er det af egen fri vilje. De finder det heller ikke passende at sikre, at de tror på en ”rigtig” måde. I stedet koncentrerer de sig om at forkynde evangeliet og gennemføre kirkens ritualer på en måde, som giver mening for nutidens mennesker og livet i et moderne samfund.

Til gengæld er den gamle missionsforpligtelse blevet overtaget af Ateistisk Selskab – og folk som Jyllands-Postens noget altmodische klummeskribent Tage Clausen, som jævnligt forsøger at omvende læserne til ateisme og naivt prædiker, at kristen tro hviler på en ”forvrøvlet mytologi” og budskaber, der fornægter naturvidenskaben. I slående lighed med ”de hellige” nærer selskabet mistillid til folks evne til at tænke og vælge selv. Anderledes kan jeg ikke forstå dets seneste forsøg på at bedrive offentlig kommunikation: en kampagnevideo for udmeldelse af folkekirken indlagt mellem reklamerne i biografen.

Når jeg som teenager selv blev sur, hvis nogen skulle finde på at forbinde mig og min familie med Indre Mission, skyldtes det ikke, at jeg vidste en masse om, hvad de missionske stod for. Det var først noget, jeg lærte under min uddannelse. Siden udviklede jeg i de år så megen respekt for det enkelte menneskes åndsfrihed, at jeg i dag ikke føler noget behov for at lægge afstand til mennesker, der tror og lever på en anden måde end jeg selv.

Selv voksede jeg op i et præstehjem, hvor vi gik i kirke hver søndag. At gå i kirke var en del af at være ”vores familie”, en bekræftelse af vores samhørighed. Bibelens fortællinger og symboler åbnede desuden vores øjne for, at der var dybere lag i tilværelsen end dem, som vi mødte på den overflade, hverdagslivet for det meste foregik på. Vi lærte også at forstå, at videnskab og religion ikke modsiger hinanden, men taler om virkeligheden på hvert sit sprog. Endelig lærte vi om godt og ondt. Vi forstod, at vores forhold til Gud ikke kun var et spørgsmål om tro, men også var en bestemt måde at forholde os til vores medmennesker på.

Jeg er overbevist om, at jeg deler denne opfattelse af det kristne evangelium med mange andre mennesker. Men jeg føler ikke nogen trang til at overbevise dem, der ikke deler mit livssyn, at det er det eneste rigtige. Den slags sjælegransken og farisæisme har Ateistisk Selskab dog tilsyneladende valgt at praktisere.

Selskabet mener nemlig, at folkekirkens medlemmer har en falsk tro og kun skal have et skub for at melde sig ud. Men selskabet har ikke haft fingeren dybt nok nede i Danmarks psykiske muld. Det forstår hverken den kristne tros mange former og kompleksitet eller folkekirkens mange betydninger for danskere i dag. I kraft af dens rummelighed er folkekirken for det første ikke en lukket kirke. Desuden tilbyder den et af de sidste rum i samfundet, hvor man kan tale om tilværelsens store spørgsmål. For det tredje indrammer den menneskers liv mellem fødsel og død. Endelig formidler kirken et budskab om en mening og kærlighed, som vi alle har brug for, men som vi ikke selv har magt til at skabe og derfor er overladt til at tro på.