Demokratiet er i krise, og det handler ikke kun om islam

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En af efterårets mest omdiskuterede sager var den undersøgelse, som Integrations- og Undervisningsministeriet kort før jul offentliggjorde om udviklingen for tredjegenerationsindvandrere. Den viste, at det i bedste fald går lige ud, når det gælder ikkevestlige børn og unges karakterer, uddannelse og job, og at den kulturelle og sociale integration heller ikke udviklede sig.

Alle drømme og forhåbninger om, at tiden ville udslette alle forskelle, blev for en stund sat i bero. Men så kom hele debatten til at handle om undersøgelsens metode, definitionen af tredjegenerationsindvandrere, hvis de overhovedet kan defineres, og anden ordkløveri, og så blev det i øvrigt jul og tid til and og gaver.

I går kunne man så bl.a. her i avisen læse om Københavns Kommunes såkaldte integrationsbarometer, der fra tid til anden tager temperaturen på integrationen ved at stille en række spørgsmål til henholdsvis unge ikkevestlige indvandrere og unge etniske danskere. Heraf kunne man se, at det går den rigtige vej, når det gælder job, uddannelse, karakterer og helbred.

Men til gengæld ser det sortere ud, når det gælder troen på de danske værdier. En lille tredjedel eller 31 pct. ikkevestlige unge mener ifølge undersøgelsen, at »religiøse og kulturelle love skal følges, selv om de kan være i strid med dansk lovgivning«. Et tal, der er steget med 7 pct., siden man sidst spurgte i 2016. Det er naturligvis bekymrende, og banen er nu kridtet op til, at den ene side kan sige, at det skyldes alt sammen tonen og diskrimination, mens den anden kan sige, at det aldrig bliver anderledes; de vil os ikke og foragter vores kultur og værdier, så derfor kan vi lige så godt sende dem hjem først som sidst.

Men inden man gør det, og inden der går fuldkommen rundhyl i den, kunne man måske glemme de unge ikkevestlige indvandrere for en stund og kigge på tallene for de etnisk danske unge. Ganske vist ikke helt så mange, men alligevel 18 pct., hvilket er en stigning på 11 pct. siden 2016, erklærer sig enige i det samme spørgsmål.

Hvis undersøgelsen ellers står til troende, er der altså sket et generelt fald i tilliden til demokratiet og retsstaten. Forklaringerne er sikkert mangelunde – almindelig politikerlede, træthed af velfærdsoverbud og en oplevelse af stigende ulighed og uretfærdighed.

Men der er også andre forklaringer. En international undersøgelse viste sidste år, at 35 pct. af verdens ungdom ønskede en stærk leder uden parlamentarisk kontrol i deres land. I Europa var det kun 42 pct. af ungdomsgenerationen, der bakkede op om demokratiet.

Demokrati er besværligt, baseret på tillid til politikerne og opbakning til styreformen, dvs. engagement og deltagelse. Og det kræver konsensus og fælles enighed om normer og værdier. Det er indlysende, at det multikulturelle samfund og især de lovreligiøse værdier udfordrer det.

Men noget kunne tyde på, at det ikke kun er der, hunden ligger begravet. For når vestlige unge også tvivler på de demokratiske værdier, kunne det også hænge sammen med en brølende og dekadent individkultur, hvor alt er relativt og alle besidder deres egen sandhed. En kultur, hvor hukommelsen er kort og lette løsninger, populisme og stærke ledere er fristende, fordi der ikke længere er andet tilbage end individuelle rettigheder, og ingen kan i øvrigt længere huske Anden Verdenskrig eller Murens fald for den sags skyld.

Der er lang vej igen for den sociale og kulturelle integration, men tallene afspejler mere end det, nemlig at det er selve demokratiet, der er i krise.