Danske værdier og kvindefrigørelsen er palaver. Tørklædeforbud er for at pine muslimer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En eventuelt politisk beslutning, der bliver vedtaget på baggrund af de færrestes oplevelser af, hvad det rigtige danske demokrati og offentlige arbejdspladser bør være, er kun en forringelse og undergravning af demokratiet. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Det kommer nok ikke bag på nogen, at det efter burkaforbuddet pludselig bliver tørklæder, der er til diskussion. Og mærkeligt nok, selv om der er mange offentlige arbejdspladser, så er det altid sundhedsvæsnet, der bliver inddraget i denne debat.

Men der er dog ingen, der spørger, hvor mange borgere eller patienter, der overhovedet har beklaget sig til ledelsen eller myndighederne om, at en ansat havde tørklæde på?

Da jeg læste Marie Krarups indlæg i Altinget for et par uger siden om, at hun ønskede et forbud mod tørklæder, skrev jeg et indlæg som svar på det. Og mit indlæg blev så derefter besvaret af Pernille Vermund, som ikke overraskende bakker Krarup op.

Politikere som Vermund og Krarup bruger hele tiden kvindesynet som en undskyldning for at pynte på deres ønske om at forbyde tørklæder. Men de forstår ikke, at det faktisk er dem selv, der kan ende med at undertrykke disse kvinder, hvis de ekskluderer dem fra arbejdsmarkedet. De to, der i den grad synes, at islam ingen indflydelse skal have i vores samfund, bidrager mere end en islamist til det islamistiske kvindesyn.

En undertrykt kvinde er ikke den, der står op klokken syv om morgenen for at tage på arbejde og tjene sine egne penge. En undertrykt kvinde er den, der hverken får lov til at studere, have arbejde eller meninger om livet. Hvis kvinder med tørklæder ikke kan undvære tørklædet, og de med et forbud bliver tvunget til at blive ekskluderet fra arbejdsmarkedet, hvordan hænger det så sammen med, at disse politikere ønsker at frigøre kvinder?

Hvordan kan man på den ene side brokke sig over, at der er mange muslimer, der ikke bidrager og tager et arbejde, og bagefter, når man møder dem som veluddannede og på arbejdsmarkedet, så på den anden side tage chancen fra dem og gøre dem arbejdsløse? Hvordan kan de politikere, der mener, at alle ressourcestærke skal arbejde og ikke være på kontanthjælp, pludselig arbejde for at få flere ressourcestærke på kontanthjælp?

Hvis en kvinde har haft tørklæde på hele sit liv og identificerer sig med det i den grad, så hun ikke kan undvære det, hvordan kan nogen så tro, at kvinden bare efter et forbud kan smide det væk og blive ved med at gå på arbejde uden videre?

Og de, som snakker så meget om de danske værdier og taler op til himlen, har de mon glemt, at respekt for mennesker også er en værdi? Og hvor er respekten for den menneskelige integritet i denne her debat?

Bag forbuddet ligger der hverken dansk værdi, demokrati eller et ønske om at frigøre kvinder.

Det er et stærkt ønske om at komme af med så mange muslimer som overhovedet muligt i Danmark. Se bare Vermund. Hun skriver i sit indlæg, at alle skal bidrage til samfundet, og hvis man ved et forbud bliver forhindret i at komme på arbejde, må man miste sin opholdstilladelse.

Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om det er det, hele planen går ud på? Først lave en lov, fremstille kvinder med tørklæder som forbrydere og kriminelle og derefter udvise dem, fordi de ikke ønsker Danmark det bedste?

Komisk!

Man laver ikke planer for at styrke sammenholdet og give disse kvinder flere muligheder, så de kan være rollemodeller for andre, men man vil forringe deres muligheder. Og dette skal en patient eller borger være glad for?

Jeg har i mit virke som sygeplejerske aldrig mødt borgere, der ikke ville plejes eller behandles af en, der havde tørklæde på. Til gengæld har jeg mødt mange, der klagede over, at hjælpen ikke kom til tiden; pårørende, der klagede over, at deres kære mor eller far ikke blev passet godt nok og måske fundet på gulvet, flere timer efter at de var faldet; eller patienter, der bare dør pga. bagateller.

En stor del af sundhedsvæsnet og især social- og sundhedsområdet bliver løftet af ikkevestlige kvinder. Politikere som Vermund og Krarup bør være taknemmelige for det.

Jeg mener, at offentlige arbejdspladser bør afspejle det samfund, vi lever i. Vi kan ikke undvære en eneste af sygeplejerskerne eller social- og sundhedsmedarbejderne, bare fordi det ikke passer Vermund og Krarups menneskesyn.