Snart bliver det forbudt at tale hårdt til børn

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Børn har deres egen værdighed, og den skal understøttes og ikke krænkes. Eller krankes, som de siger i DR. Det er ved lov forbudt at tale hårdt til børn, og direkte skælde dem ud må man da slet ikke. Det hjemler op til tre års fængsel.

Man skal gå i dialog og nænsomt forklare, at det ikke er god stil at smide mælk på gulvet og senere sten mod drivhuset.

”Du kan jo nok begribe, lille Bertil, at det ikke er pænt at smide mælk på gulvet. Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at det er morsomt, men vil du ikke nok være sød at lade være en anden gang. Eller i det mindste vente, til bægeret er tomt?”

Her må man endelig ikke indtage offerrollen og nævne, at far eller mod bliver ked af det, for så giver man barnet en skyldfølelse, der vil følge det som et traume resten af livet.

Helt så langt er vi ikke kommet endnu, men justitsministerens forslag om forbud mod stuearrest er et skridt på vejen mod forældres totale umyndiggørelse i opdragelsen af egne børn.

For ganske få årtier siden blev stuearrest ellers opfattet som en mildere strafforanstaltning. Det var mindre smertefuldt end at få tæsk. Ganske vist understreger justitsministeren, at der skal være tale om meget grove tilfælde, inden samfundet vil sætte forældrene i fængsel. Her kunne man anføre, at straffeloven jo allerede har en paragraf om ulovlig frihedsberøvelse, men det er ikke nok for justitsministerens og formentlig det samlede folketings ønske om at kriminalisere forældre.

Hvad der skal til for at pådrage sig straf, er også ændret de senere årtier. I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne udløste det øretæver, hvis man erklærede sig uenig med forældrene. Det hed at svare igen, og det måtte man ikke. I dag udløser en sådan uenighed konstruktiv dialog, og tak for det. Det ville være stygt at vende tilbage til de brutale opdragelsesmetoder, som mange af os så tydeligt husker.

Vold fra oven og nedad har i historisk perspektiv været almindeligt anerkendt. Husherren måtte banke både tyende, hustru og børn, og håndværksmesteren måtte med største selvfølgelighed gennembanke både lærling og udlærte svende, og svendene måtte banke lærlingene. Med den første folkeskolelov i 1814 blev det bekendtgjort, at man ikke måtte lemlæste børnene, men gerne tæske dem med ris eller tamp, altså et stykke flettet tov. Dog uden knuder, blev det understreget. Vi skulle helt frem til 1967, før det blev forbudt for skolelærere at banke eleverne, om end der gik yderligere nogle år, inden lærerne opdagede det.

Først i 1997 blev det ved lov bestemt, at forældre ikke måtte banke deres børn. Det er alt sammen meget fint – altså at man ikke må banke børnene. Men mon ikke man med forbuddet mod den milde strafform, som stuearrest jo immervæk er, griber lidt for langt ind i forældres mulighed for at opdrage deres børn?

En god opdragelse betragtes nemlig stadig i vide kredse som et godt aktiv, der kan lette børnenes videre færd.

Hvis man alene fokuserer på børnenes ret til at vokse op som selvstændige individer uden begrænsninger, men med stort selvværd og deraf følgende monumentale egoer, og som ikke finder sig i noget som helst, hverken fra lærere eller forældre, så risikerer man at skabe, hvad man for få årtier siden kaldte ”irriterende, forkælede møgunger.”

Men det må vi endelig ikke sige i dag, for så bliver de krankede, og så er der ikke langt til Børnetelefonen.