30 europæiske intellektuelle skriver skolestil

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det europæiske hus brænder, erklærer 30 europæiske forfattere og intellektuelle i et fælles opråb, som mere eller mindre spiller på temaet fra ”Biedermann og brandstifterne” af den den schweiziske dramatiker Max Frisch. Som den humanistiske Biedermann tillader dagens europæere brandstifterne at rykke ind på loftet for snart at sætte ild til huset. Huset er Europa, det hus, hadefulde populister flytter ind i, uden at de sande europæere gør noget.

De 30 godhedsapostle er alle berømte, flere af dem store og med rette internationalt anerkendte forfattere, såsom Salman Rushdie, Orhan Pamuk, Mario Vargas Llosa, Herta Müller, Claudio Magris, Ian McEwan, Ismail Kadaré og Milan Kundera – eller kendte skikkelser fra idédebatten gennem de seneste 30-40 år – såsom Ágnes Heller, Bernard-Henri Lévy, Adam Michnik, György Konrád og Anne Applebaum. Ikke blot dygtige, men begavede intellekter i deres egen ret. Man vægrer sig næsten ved at modsige disse celebriteter.

Og så alligevel ikke. For det er da også netop på baggrund af d’herrers og damers strålende meritter, at erklæringen skuffende falder sammen som en høj soufflé.

Appellen er ellers smukt formuleret, jeg gætter på, at det er den lyriske spinatfugl Lévy, der har ført pennen, hør blot dette eksempel fra de store ords skatkammer. Om efterkrigstiden:

»Vores europæiske erindring, troen på den store tanke, som vi har arvet, er efter vores overbevisning den eneste kraft, der har formået at hæve de europæiske folk op over dem selv og deres krigeriske fortid. Men også i dag er det den eneste dyd, der vil kunne afværge, at en ny totalitarisme med sine overgreb trækker Middelalderens mørke med sig i sit kølvand.«

Javelja. Det er næsten som at læse Per Nyholm: en stor tanke, en lige så stor overbevisning og kraft og de irriterende, små europæiske folk.

Det er åbenbart folkene, der står bag det 20. århundredes krige (i mine øjne var det imperiestaterne), og som nu truer med en totalitarisme, der giver mindelser om den mørke middelalder.

Helt ærligt, venner, det er noget højstemt sludder.

Udkast til begrebsafklaring: Totalitarisme er noget andet end den europæiske middelalder, og det véd I naturligvis godt. Hvorfor parrer I så begreberne? Det er, undskyld jeg siger det, populisme eller skolestil.

Desuden: Europæiske imperier – det britiske, det habsburgske, det russiske, det tyske og det tyrkiske – har i 100 år kastet lange skygger over kontinentet. Når imperier synker i grus, river de træer og buske, lande, mennesker og grænser med sig i faldet, og voldspotentialet vokser eksponentielt. Det er verdenskrigene netop uhyggelige beviser på.

Imperier har vist sig at have en iboende tendens til at smadre alt omkring sig, især hvis de indeholder en latent konflikt mellem etniske identiteter og politiske strukturer. Dvs. hvis der ikke er nogen overensstemmelse mellem stat og nation. Således er det ikke tilfældigt, at nogle af de værste pogromer under Anden Verdenskrig foregik i blodlandet mellem Polen, Ukraine, Hviderusland og de baltiske lande.

Når man iagttager dette, bliver man tilhænger af klare linjer mellem stater. De 30 forfattere og intellektuelle foretrækker derimod et sværmerisk Europa og har intet at sige om EU, herunder unionens politiske og retlige kolonisering af medlemsstaterne; den bekymrer dem ikke. I stedet frygter de det forestående valg til EU-Parlamentet, fordi de ikke bryder sig om populister, som med en sigende religiøs metafor benævnes som »frafaldne« i en »voksende, svulmende og påtrængende flodbølge«.

Trods al deres ordskvadder har de 30 forfattere og intellektuelle heller intet, jeg gentager, intet som helst at sige om truslen fra demografisk islam eller terroristisk islam.

I stedet puljer de tilsyneladende de gule veste i Frankrig med tendenserne i det forhenværende Østeuropa, Spanien og Østrig uden at forstå baggrundene for de forskellige opgør med Europa som forestillet i Bruxelles og Strasbourg.

Jeg læser appellen sådan, at de 30 længes nostalgisk efter Fukuyamas liberale verdensorden uden at forstå, at den var parentetisk, midlertidig. Den fødtes i 1989, den døde i 2001.

Striden er tilbage og har været det længe. Demokratiet er på vej til at blive noget andet end liberal enighed og en floskuløs påberåbelse af evige værdier. Appellen kommer fra en verden af i går. De seneste knap 20 år har der vist sig at være flere veje til demokratisk legitimitet. Verden er ikke længere sort-hvid, de liberale er ikke længere uantastede konger og dronninger. Der er flere stormagter. Kloden er ikke singulær, og Europa er ingen stjerne, men et skattet hjemsted for endnu levende nationer med diverse, historiske erfaringer.

De 30 genier drømmer om en tid, som er forbi, hvor historien var kortvarigt slut. I dag er pulsen vendt tilbage på godt og ondt.

Vi er mange, der frygter for Europas fremtid. Men gallisk patos og skrivebordsappeller redder os hverken fra dekadencen, fatalismen, islamismen eller kineserne.