Fransk bobo har mistet enhver form for solidaritet med ”resten”

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Dette er et folkeligt oprør mod den regerende elite, der alt for længe har taget røven på almindelige mennesker,« sagde en 39-årig elektriker og ”gul vest” fra et hul i Nordfrankrig forleden.

Den igangværende franske opstand minder om Stormen på Bastillen i 1789 – nu er det ikke sansculotterne, ”dem uden knæbukser”, der dominerer gadebilledet, men ”dem med de gule veste”. Det fælles er, at de er godt vrede.

Den elite, som elektrikeren taler om, er ikke bare politisk, men social og kulturel. I Frankrig er det helt konkret bobo – bourgeois-bohème – betegnelsen for den klasse af veluddannede, velhavende, evigtunge, modebevidste og mildt miljøbevidste, der mere og mere har overtaget Paris og andre globaliserede vækstcentre i Frankrig og skubbet arbejdere og lavere middelklasse stadigt længere ud i Udkantsfrankrig.

Bobo køber de pebrede lejligheder i de tidligere arbejderkvarterer og er lykkeligt ligeglade med dem, der boede der før. De tjener godt inden for it, medier og finans, men forbliver en slags venstreorienterede, ikke for meget. Før MeToo havde de affærer med deres praktikanter, som ville gøre alt for at få et job. I Paris har de en medspiller i borgmesteren, Anne Hidalgo, som i bedste bobo-ånd vil indføre bompenge for helt at forhindre ”resten” i at komme ind i byen med deres stinkende, 20 år gamle diesel-berlingoer. Bobo har en parallel i København, hvor gruppen stadig mest kaldes den kreative klasse og sidder som enhedsliste, alternative og radikale i Borgerrepræsentationen. Får vi så også ”gule veste” her? Næppe. Det her er tillids-Danmark, og vi har slet ikke den franske tradition for voldelige omvæltninger. Problemerne er også væsentligt mindre her, hvor alle potentielle ”gule veste” har en søn eller niece blandt de kreative.

Økonomisk ulighed er ikke noget, fransk bobo gør meget ved i praksis, selv om man i princippet er imod den. Man har mistet enhver form for solidaritet med ”resten” – af Macron betegnet som ”de uduelige” og ”de dovne” i det franske samfund.

For Macron er også bobo, ligesom sine rådgivere og sin hustru, som gerne betegnes som chic-bobo. Mange kreative, også her i landet, var hørligt begejstrede, da Macron blev valgt som bolværk mod populismen, som det hed, men han bliver aldrig i stand til at lime det franske samfund sammen. Det kræver en kritisk modspiller til bobo, som ikke starter med at give skattelettelser.

Endnu en bobo er ”stjerneøkonomen” Thomas Piketty, som til gengæld synes at mene det alvorligt med at ville gøre noget mod uligheden, ikke blot i Frankrig, men i hele EU.

Mandag udsendte han sammen med 50 andre økonomer, historikere og tidligere politikere et manifest baseret på den idé – som ikke er forkert – at EU er stivnet i handlingslammet bureaukrati, og at de rige konsekvent betaler for lidt til det fælles.

Vil EU genoprette tilliden, skriver de, må unionen bevise, at den er i stand til at skabe samarbejde om at få dem, der har tjent på globaliseringen til at bidrage meget mere til finansieringen af den offentlige sektor.

Så de rige skal beskattes, så det kan mærkes. Fint. Men altså via et forslag, der ville betyde ”meget mere EU”, på bekostning af nationalstaterne. Blandt andet indebærer forslaget, at der etableres (endnu) en ”europæisk forsamling” oven på eller ved siden af allerede eksisterende institutioner i EU.

Så ved man, hvordan det går. Vores 39-årige elektriker fra et hul i Nordfrankrig ved det. Han har den klare erfaring, at når nogle kritiske bliver valgt til noget i EU, så bliver de lammet af den siddende magt.