Derfor kritiserer jeg Grønland
Kritikken af Grønland har været undertrykt. Jeg forholder mig kritisk, for at vi som grønlændere kan bevare værdigheden og selv være med til at sætte en inkluderende og ligeværdig kurs.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er sikkerhedsmæssige, menneskelige og geopolitiske grunde til at se kritisk på Grønlands ret til at erklære sig selvstændig.
Kritik har vanskelige kår, og samfundskritik vendes konstant til personlig kritik. En kritisk stemme er imidlertid vigtig for samfundsmæssige forandringer. I relationen til Grønland er det i disse år helt normalt, at kritik afmonteres til fordel for en ensidig debat.
Jeg forholder mig kritisk til udviklingen i Grønland. Det har jeg forstået, virker irriterende, pågående, og det udløser en del raseri blandt mine landsmænd. Min kritik er ikke velkommen, og den opfattes som en trussel mod selvstændighed.
Jeg modtager mange hadefulde og personrelaterede bemærkninger. Men der bliver også flere og flere, som fortæller mig, at vi trækker på samme slæde. Det glæder mig, for det er nødvendigt, at alle, som deltager kritisk på sidelinjen, også tager en del af slæbet nu. Tiden er inde, og det er ikke så “farligt” som for blot et par år siden. Og det er simpelthen for slapt af jer at gemme jer bag den samme berøringsangst, som også danske politikere lider under.
Mine mange kritiske spørgsmål er ikke en forhindring for selvstændighed. De er en forudsætning for, at “vi” kan opnå en mere ligeværdig relation. Det er også den mest værdige måde at forhandle på. De kritiske spørgsmål kommer alligevel, før eller siden. Jeg vil hellere selv som grønlænder forholde mig kritisk frem for at havne i en uværdig situation, hvor vi igen fremstilles som ansvarsløse og urealistiske snyltere.
Jeg er kritisk, fordi jeg elsker grønlændere og Grønland. Jeg er tilhænger af selvstændighed. Men jeg må insistere på, at vi styrker vores fælles fundament. Først derefter kan man bygge oven på det. Og først herefter kan vi beslutte, hvilken model der passer til det. Jeg arbejder på et rigsfællesskabet version 2, som skal være mere ligeværdigt, og jeg insisterer på, at der skal være plads til alle. Det gælder det grønlandske mindretal i Danmark, det danske mindretal i Grønland, østgrønlændere, nordgrønlændere, færinger i Danmark osv. Det tager tid at skabe plads. Derfor kan det ikke lade sig gøre at haste selvstændighed igennem. Og derfor skal vi styrke rigsfællesskabet, før vi kan opnå mere selvstændighed og ligeværdighed. Det kunne blive indenfor rammerne af et rigsfællesskab.
Det er derfor, jeg arbejder på at sætte selvstændighed på standby, indtil vi har styrket fundamentet, så fremtidens fundament ikke styrter sammen igen. Det er mit håb, at dette kan ske, uden Grønland taber ansigt. Det har vi ikke brug for i vores stærkt udfordrede relation. Vi må gerne lave fejl, men vi skal også lære af vores egne fejl.
Kritikken af Grønland har været afmonteret, tilsidesat og undertrykt. Derfor forholder jeg mig kritisk til udviklingen i Grønland. Jeg gør det, for at vi som grønlændere kan bevare værdigheden og selv være med til at sætte en inkluderende og ligeværdig kurs.