Den lille mand skal forsvares mod 3F’s mafiametoder
3F kører en landsdækkende kampagne mod en række magtesløse landmænd, som har valgt at tegne overenskomst med nogle af 3F’s konkurrenter. Landmændene får valget mellem at tegne overenskomst med 3F eller at få deres forretning smadret. Den slags mafiametoder bør ikke være tilladt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er blevet moderne for borgerlige politikere at kaste deres kærlighed over fagbevægelsen – også den traditionelt mere røde af slagsen. Og bevares, der er masser af grunde til at påskønne store dele af fagbevægelsen, når de sammen med arbejdsgivere i langt de fleste tilfælde fredsommeligt kan nå frem til gode løsninger med hinanden – og i nogle tilfælde endda går forrest i at løse samfundsproblemer, som det er set med IGU-løsningen.
Men den ubetingede kærlighed til den røde fagbevægelse efterlader et tomrum, hvor fagforeninger som 3F uden kritik kan tryne den lille mand stik imod de sunde værdier, som den danske model er bygget op om, med aftalefrihed og fagforeningsfrihed. For det gør 3F i stor stil stadig – særligt med deres kampagne mod en stribe magtesløse landmænd, som trynes, indtil de indgår overenskomst. Med konfliktvåbnet i hånden opsøger de landmænd med den klare besked, at de skal tegne overenskomst med 3F, ellers bliver der ballade. Selv landmænd, der i forvejen har overenskomst, møder truslerne og må leve med usikkerheden. Det er mafiametoder, som ikke hører nogen steder hjemme.
Således kunne Landbrugsavisen forleden berette om landmanden Anders Kappel fra Falster, som beskæftiger 15 glade ansatte på sin gård under en fin overenskomst med tillæg og hele molevitten. Hvad er problemet? Jo, overenskomsten er tegnet et andet sted end hos 3F. Og derfor varsler 3F konflikt, hvilket betyder, at de 17.000 kg mælk, der produceres hver dag, ikke vil blive hentet længere af Arla. Anders har valget mellem at få smadret sin forretning eller være tvunget til at indgå en overenskomst. Det er ganske enkelt noget svineri.
Det er langtfra et enestående eksempel. Et andet eksempel er mælkeproducenten Lars Kristensen fra Midtjylland, der havde 13 mand fastansat. Nogle af dem var unge, som var på kanten af arbejdsmarkedet, som Lars Kristensen tog ind og gav arbejde – på overenskomst vel at mærke. Det havde en fleksibilitet. Deres startløn var omkring 15-16.000 kr. om måneden, men kunne efter få år være på 25.000 kroner om måneden. Det huede ikke 3F – hverken den lave sats eller den individuelle forhandling. Så de igangsatte deres bøllemetoder og tvang en rigid overenskomst igennem.
Den slags opførsel er en trussel mod opbakningen til den danske model – og vi borgerlige politikere skal blive bedre til at råbe vagt i gevær og værne om retten til at indgå overenskomst med dem, som man finder passende.
Det bekymrende er, at det ikke er noget, der synes at optage de borgerlige partier synderligt frem mod valget. Jeg kan næsten savne det borgerlige værn, der var omkring Vejlegaarden, hvor 3F også opførte sig magtfuldkomment.
Tværtimod virker det til, at Venstre, det regeringsbærende borgerlige parti, har mere travlt med at gøre sine hoser grønne (eller røde) hos fagbevægelsen. Det ses eksempelvis, når beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen erklærer sin uforbeholdne kærlighed til LO-formand Lizette Risgaard og kompagni i Ugebrevet A4.
I interviewet ”Fra fagforeningstyranni til fagforeningskærlighed” fortæller Troels Lund Poulsen, at han »altid gerne vil stille op i konkurrence om, hvem der har flest møder med fagbevægelsen«, og tilføjer, at han »nærmest er sådan en hemmelig socialdemokrat«.
Det synes i al almindelighed at være symptomatisk for Venstre, inden vi går ind i valgåret. Dermed ikke sagt, at der ikke er masser af grunde til at hylde den danske model – og hylde fagbevægelsen – når den går forrest i at finde fredsommelige løsninger sammen med arbejdsgiverne, hvad ofte også sker.
Men vi skal ikke vende det blinde øje til de usympatiske mafiametoder. Den danske model skal moderniseres, så mangfoldigheden og valgfriheden kommer til at spille en afgørende rolle. I dag har bestemte forbund som 3F patent på at optræde under den danske model, og det betyder, at de kan opføre sig, som de vil, fordi de sidder på et magtmonopol. Samtidig giver konfliktretten helt urimelige beføjelser til at tryne sagesløse mennesker. Det skal vi gøre op med.