Universitetet er blevet en statslig pølsefabrik

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et vist pressebillede toner frem på den indre nethinde, når snakken kommer ind på studenteroprøret i 1968. Det forestiller en ung mand i jakke, hvid skjorte og slips, der i Københavns Universitets store festsal har bemægtiget sig talerstolen, som han næsten er for kort til at se ud over og måske derfor klamrer sig til med begge hænder. I onsdags var det 50 år siden.

Eller måske klamrede han sig til den, fordi han pludselig så sig ansigt til ansigt med alle landets honoratiores, som i flok måske stadig kan mestre en smule autoritet: kongen og dronningen, tronfølgerparret, undervisningsministeren, Københavns biskop, hærchefen. Alle i fuldeste mundering. Den unge mand tildeles af rektor tre minutters taletid, han løfter stemmen og betegner universitetet som et overklasse-universitet. Han protesterer mod, at studenterne er udelukket fra at gøre deres stemme gældende på »deres eget universitet« – studenter, som han betegner som »undertrykte og umyndiggjorte«. Han taler Hellerup-nydeligt, hvad han har tilfælles med rektor. De kommer fra samme egn af landet, hvilket måske fremmer forståelsen.

Hvem af de to har autoriteten? Rektor er ganske vist behængt med insignier, men hans erfaring er billet til tog, der er kørt. Han er ikke ung. Studenten taler derimod i medbør af tidsånden, og han er ikke alene på talerstolen. Bag ham står alle verdens fattigste og underprivilegerede, herunder hele det kinesiske folk. Han er maoist og egentlig ret ligeglad med Københavns Universitets studenter, de er bare et middel. Han er ”progressiv”, hvilket sjovt nok vil sige, at han identificerer sig med proletarpolitikere fra det 19. århundrede, som han næppe ville have kunnet leve op til, havde han fået chancen – hvad han gudskelov aldrig fik.

Ved at hægte sig op på jordens fattigste har han og hans ligesindede udnævnt sig selv til ”associerede ofre” for den globale undertrykkelse. De forsøger at glemme, hvor middelklasseprivilegerede de er – de er legitimerede ved deres blotte afhængighed af en forældregeneration, som de ser som bindeled til det koloniale slaveri. At være ”afhængig” af forældregenerationen er allerede at være undertrykt og udbyttet.

Rektor er egentlig med på at reformere universitetet, men han havde hellere set, at det var lærerne, professorerne, der forestod ”revolutionen”. Det har han fra en avisartikel af universitetets professor i statskundskab, hvor denne hævder, at dette med at afskaffe professorvældet egentlig er et skinproblem i forhold til selve universitetets grundidé, hvor der ikke er tale om en autoritær magtstruktur, men om et fællesskab mellem studenter og lærere – et universitas. Heri kunne han have ret. Et universitet er i sin grundidé ikke et demokrati, men et hierarkisk fællesskab, og var det dengang blevet moderniseret af lærerne, kunne man måske have reddet noget af dets kritiske autonomi. Nu er det helt væk, universitetet er blevet en statslig pølsefabrik. Dets autonomi og status som kritisk institution er gået fløjten, først med studenter- og TAP-indflydelsen, hvor især sidstnævnte var en stor misforståelse, siden med de tvivlsomme regeringsindgreb, som liberaliseringerne gav anledning til.

Statsmagten fik med studenteroprøret den nødvendige undskyldning for alle mulige styringseksperimenter, og den så sig aldrig tilbage.

Ved Københavns Universitets årsfest 2018 for nylig fejrede den nuværende rektor slesk studenteroprørstalen dengang med i medbør af den aktuelle tidsånd at give studenterrådets formand et stort knus, inden han symbolsk overlod hende talerstolen. Men ærligt talt: Er der noget at fejre?