I år er der desværre endnu mere grund til at hylde de danske enere
Også 2018 har budt på store idrætspræstationer, som kandiderer til prisen som Årets Sportsnavn. De danske atleter har dog vundet færre VM-medaljer i OL-disciplinerne.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ganske få husker sætcifre, tider og modstandere.
Ganske mange har til gengæld ikke svært ved at genkalde sig billedet af selve sejrsøjeblikket, det splitsekund, hvor flere års fokuseret træning og en uimodståelig præstation på selve dagen bliver forløst i et karrierehøjdepunkt.
I 2016 udstrålede Pernille Blume ufortyndet chok i et svømmebassin i Rio og måtte nærmest have sine konkurrenter til at overbevise hende om, at jo, hun var netop blevet olympisk mester på 50-meter fri.
I 2017 var Viktor Axelsen tæt på at overgive sig til glædestårer efter at være blevet verdensmester i badminton, inden han smækkede hænderne op på hovedet, åbnede munden i forbavselse og dermed pudsigt nok kom til at ligne et af Edvard Munchs mest ikoniske malerier.
Både hver for sig og kollektivt er de udvalgte en lige så stærk, opløftende og inspirerende eksponent for dansk eliteidræt som de tidligere årgange.
Begge resultater førte siden til en udnævnelse som Årets Sportsnavn, den officielle eliteidrætspris uddelt af Jyllands-Posten og Danmarks Idrætsforbund siden 1991, og hvilken jubelscene gemmer så på vinderen i 2018?
Vi har taget hul på nedtællingen til denne prestigefyldte kåring med præsentationen af de 15 nominerede, og heldigvis har mange kandideret til en plads i det fine selskab. Både hver for sig og kollektivt er de udvalgte en lige så stærk, løfterig og inspirerende eksponent for dansk eliteidræt som de tidligere årgange, men i år er det alligevel ekstra relevant at hylde det ekstraordinære.
Desværre, for trods store bedrifter og én positiv tendens har 2018 fremkaldt en lille panderynke.
På plussiden har danske atleter nemlig formået at kæmpe sig til flere mesterskabsplaceringer i top-otte end i 2014, der også lå midt mellem to olympiske lege og derfor er det mest sammenlignelige med i år. Derudaf kan konkluderes, at potentialet for topresultater er blevet styrket, men som et betragteligt minus i dette regnestykke har de store internationale mesterskaber kastet færre medaljer af sig i 2018 end i 2014.
Helt nøjagtigt er antallet af danske ture op på medaljeskamlen ved verdensmesterskaber i de olympiske discipliner faldet fra otte til fem, og i intet tilfælde var modtageren oppe at hente guld.
Medaljens farve kan synes som en mindre væsentlig detalje i den fremadrettede kontekst. Afgørelsen er jo knivskarp og kan derfor sagtens falde ud til dansk fordel i næste finale, men det mentale aspekt er alligevel værd at dvæle ved.
En guldmedalje er symbolet på den ultimative triumf, og Viktor Axelsen er et godt eksempel.
Ved at besejre Lin Dan blev han den første ikkeasiatiske verdensmester i badmintons herresingle siden 1997, hvilket ikke kun skabte røre i hans egen sport. Herhjemme kunne kolleger på alle niveauer og i alle sportsgrene skæve til ham og få et mentalt spark bagi.
For det nytter noget at yde det ekstra på alle parametre.
For det kan rent faktisk lade sig gøre at slå de allerstørste stjerner fra de allerstørste nationer. Det er ikke blot drømmetænkning at forestille sig, at selv de største drømme nogle gange ender med at blive den skinbarlige virkelighed.
Derfor har dansk idræt hele tiden brug for vindere, og derfor er det en fornøjelse at have løbet gennem bejlerne til Årets Sportsnavn og bagefter at kunne konstatere, at vi har måttet udelade alt for mange egnede navne fra den endelige liste på 15.
Vores valg vil helt sikkert blive genstand for kritik, og tak for det.
Sporten lever af den slags holdninger, diskussioner og følelser, og uden dem ville det være inderligt ligegyldigt, at så mange unikke talenter har viet deres liv til også en dag at stå med et forundret og vildt vinderudtryk i ansigtet.
