Hvordan får vi den demokratiske ordentlighed tilbage?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I en ny, meget omtalt bog, ”12 regler for livet”, anmeldt her i avisen for et par uger siden, minder den canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson os om, at historien er en lang, sej kamp mellem kaos og orden, en kamp, som omfatter os alle og aldrig stopper.

I disse år synes der ikke at være nogen ende på demokratiets problemer, og opbakningen bag demokratiet svigter, ikke mindst blandt unge. Vi bliver mindet om, at verden langtfra er safe for democracy, som den amerikanske præsident Woodrow Wilson håbede på i kølvandet på Første Verdenskrig og fredsforhandlingerne i Versailles for 100 år siden.

Meget truer i tiden, men den såkaldte populisme, som medierne er så optaget af, er ikke det værste, højst en feber i den demokratiske krop. Værre er sandsynligvis, at de liberale demokratier ikke har det mindste styr på den verdensforandrende teknologi, herunder ”de digitale muligheder”, som de seneste svindelnumre tydeligt demonstrerer. Forbrydere har kronede dage.

Demokratiet er også truet indefra, når patriotismen og loyaliteten i befolkningen svækkes. Demokrati er ikke en maskine, som bare kører af sig selv, eller, for at bruge en teknologisk metafor, det er ikke et hardware, der kan køres med et hvilket som helst software.

Hvad der er brug for er en påmindelse om og opstramning af den fælles fortælling, der ligger under det demokratiske samfund. Der er brug for en fælles identitet, som kan forene alle de minoritetsidentiteter, der florerer.

Et demokratisk samfund understøttes ikke af en mig-kultur, hvor der ikke længere er nogen fælles eller dybere sandheder, bare min sandhed og din sandhed, og hvor ”det gode” er, hvad den enkelte til enhver tid vil og ønsker.

Mig-kulturen er moralsk set en udsultet kultur, som ikke er i stand til at besvare spørgsmål som hvorfor man skal acceptere flertalsbeslutninger, eller hvorfor det giver mening at blive ordentlig og tolerant.

Mig-kulturen er en tvivlsom arv fra ungdomsoprøret i 1960’erne, denne kravlegård for tøjlesløs selvoptagethed, og kan ikke forklare, hvorfor det demokratiske projekt med alle dets fejl ikke desto mindre er moralsk bedre end alle de varianter af autoritære styreformer, der er på spil i det 21. århundrede – for ”mig-kulturen” er dybest set selv autoritær, med det royale Selv i centrum.

Så hvad kan man gøre? Først og fremmest anerkende, at de nationale identiteter, der er dannet gennem århundreder, har virkelig værdi, og at nationalstaten fortsat betragtes som den identitetsbasis for den altovervejende del af den vestlige befolkning. Det er aldrig lykkedes at skabe demokrati uden for nationalstaten.

Hvad det gælder om i disse år, hvor der vrænges af demokrati, er inden for rammerne af nationalstaterne at genopbygge en demokratisk kultur, en demokratisk ordentlighed, hvor loyalitet, patriotisme og respekt for de basale menneskerettigheder, forstået som noget ganske andet end alle de identitetspolitiske særrettigheder ”for min gruppe”, som præger tidens politik, bliver styrket. Rettigheder må aldrig blive et redskab for personlig påståelighed og stædighed. De må fastholdes som et løfte om at leve i fred og frihed med andre, forenet gennem et fælles formål.

Det er et dannelsesprojekt. Og derfor er det håbløst, at man fortsat i skoler og familier fokuserer på at digitalisere børnene, men glemmer at fortælle dem, hvor de kommer fra, hvad meningen er med at være herfra, og hvordan de bliver ordentlige mennesker. Hvordan de med andre ord bliver agenter for orden, og ikke kaos.