Teaterdirektør rammer Vesteuropas selvbedrag med ét ord

Det hører til sjældenhederne i Danmark, at en teaterdirektør siger noget interessant om samfundet. Vi skal da også helt til Rusland for at finde en, der gør.

Under et højprofileret debatarrangement i Sochi udtalte Konstantin Bogomolov, som lader til at kunne sin Turgenev, sin Tjekov og sin Dostojevskij, at Vesteuropa lever under kærlighedens totalitarisme.

Kærlighedens totalitarisme har som en blød dyne lagt sig over de toneangivende kulturpersonligheder, intellektuelle og den politiske klasse og fået dem til at tro, vi kan løse alle inden- og udenrigspolitiske stridigheder og spændinger med mere kærlighed. 

Vesteuropas lange skygge siden verdenskrigene martrer os stadig, mener Bogomolov. Efter 1945 har vesteuropæerne kun tilladt hinanden at elske, ikke at hade, og denne utopiske humanisme har ført til hate speech-lovgivning mange steder og gentagne puritanske forsøg på at rense sprog og sjæl i Vesten.

Det går bare ikke så godt. Forbuddene gør kun alting værre: at tale om hadsk tale er at hade tale. Resultatet er da også, at Vesteuropas oprindelige befolkninger bliver stedse mere skeptiske over for den politiske kærlighedsdoktrin og i stigende grad vender sig mod højreorienterede partier – eller presser mainstreampartierne til at rykke samme vej.

Det er her, at Dostojevskij kommer ind i billedet. Fordi han giver et mere realistisk portræt af mennesket end EU, FN og kærlighedens diktat. Med sit forfatterskab peger den russiske åndsfyrste hen på eksistensen af dybereliggende kræfter i menneskesjælen, som ikke bare kan rettes ud til en lige linje eller en universel fordring om menneskerettigheder og åbenhed over for alle, uanset hvem de er – eller hvad de kommer med. »Vi har fået nok af alverdens stammekrige på dansk jord«, som Søren Espersen formulerer det så fyndigt.

Dostojevskij minder os om, at mennesket ikke er en helgen, men også et kældermenneske – selv Carsten Jensen! – en idiot, en grønskolling, en spiller og besat, ydmygende og såret – for nu bare at henvise til nogle af den store russers titler.

På sessionen i Sochi gav James Sherr, lektor ved Royal Institute of International Affairs ved Chatham House i London, udtryk for sin tiltagende angst ved at leve under kærlighedens totalitarisme:

»I 30 år har jeg lavet grin med, at russerne lever i totalitarisme; i Storbritannien mødte jeg den ikke. Men nu skal jeg passe på, hvad jeg siger. Hvis jeg f.eks. deltager i et møde på arbejdet, skal jeg hele tiden tage højde for, hvor mange repræsentanter der er for seksuelle minoriteter og kvinder. Jeg må leve med en følelse af angst, ikke af frihed.«

Igen: Mennesket er for bredt, for kroget, for dunkelt, for dostojevskisk. Ergo må nogen gøre det smalt, retlinet, optimistisk og liberalt.

Langt hen ad vejen er projektet lykkedes i min egen levetid. Jeg har selv været liberal, men er det ikke længere. Dertil er virkeligheden en anden, og verden er atter blevet sig selv igen. Det har jeg ført en samtale om med Kasper Støvring, som netop er udkommet.

Men vi bliver øst for det gamle jerntæppe. Det lader nemlig til at være her, at de mest interessante ting og sager bliver sagt i disse år. Lyt f.eks. til den tjekkiske socialdemokrat og sociolog Jan Keller, når han undsiger multikulturalismen.

Sidstnævnte er noget, som nogen har fundet på. Den findes egentlig ikke.

De fleste mennesker foretrækker deres egen slags. De – vi – identificerer os med kulturelle grupper, etniske grupper, religiøse og nationale fællesskaber og civilisationer, sjældent med menneskeheden som sådan. Mennesket er i meget høj grad et konkret – ikke abstrakt – gruppedyr. Det gælder også hipsterne, som helst mænger sig med hipstere og journalister og forfattere, der foretrækker andre journalister og forfatteres selskab.

Ifølge Jan Keller er multikulturalismen ikke et udtryk for Europas generøsitet eller virkeliggørelsen af kærlighed og åbenhed. Multikulturalismen er alt, hvad der er tilbage, når det står klart, at masseindvandringen udgør en trussel mod den sociale og demografiske stabilitet i Europas nationalstater og deres oprindelige befolkninger.

Multikulti er en dårlig undskyldning, et forsøg på at snakke konflikterne væk, mens de fortsætter deres hærgen.

Vi slap af med den hårde totalitarisme i øst. I stedet fik vi den bløde, totalitære kærlighed i vest.