Junckers eftermæle

Det vil være forkert at påstå, at den nuværende EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker er en mand af folket. Han kommer fra de øverste lag i samfundets pyramide, han taler fransk – i hvert fald noget af tiden. Han fremstår til tider en smule komisk med kindkys og vaklende gang ...

Men – den slags betragtninger er for overfladiske, og der er grund til at reflektere dybere over Junckers formandsperiode (2014-2019) i forbindelse med hans sidste State of the European Union-tale.

Juncker forsøger meget naturligt at forsegle sit eftermæle. Og der har ikke kun været stride vinde omkring Juncker. Der har til tider også været en storm i Europa. Uanset diskussionen om kommissionsformandens person har han været manden, der de seneste 4-5 år har skullet navigere Europa igennem de oprørte vande.

Finanskrisens efterspil, flygtninge- og migrantkrise efter der gik hul på Europa, Storbritanniens farvel til EU, en eskalerende klimakrise og arbejdsløsheden, der synes at have alt for godt fat i syd.

Selv om der er meget at kritisere, så har EU-samarbejdet også vist sin styrke. Juncker kunne i sin tale dokumentere millioner af nye arbejdspladser, og der er nu 239 mio. europæere i arbejde. Ungdomsarbejdsløsheden er på sit laveste siden 2000. Europa leder på handelsområdet: Der er nu aftaler med 70 lande, og vi står for 40 pct. af verdenshandlen.

Junckers budskab i sin sidste tale var derfor det rigtige budskab: Vi må stå sammen og hævde Europa i verden. Samarbejde er at foretrække frem for enegang. Store udfordringer kræver fælles løsninger. Talen var ledsaget af forslag om bl.a. at styrke EU’s ydre grænser med 10.000 mand, at gøre euroen til ny global førstevaluta og en stor Afrika-plan, hvor kontinentet skal gøres til partner i stedet for bistandsmodtager.

Kigger man i bakspejlet, og ikke mindst sammenligner med Barroso-kommissionen tidligere – ja, så bragte finanskrisens efterspil i den grad Juncker-kommissionen i arbejdstøjet. Blandt andet har man styrket og udvidet det indre marked for at sikre job og vækst i hele EU. Man har arbejdet benhårdt for, at alle EU-landene overholdt budgetterne. Flygtningekrisen kom midt i det hele, og man har på trods af store uenigheder landene imellem fundet fælles fodslag i forhold til Tyrkiet-aftalen, en styrkelse af grænseagenturet Frontex og fælles opbakning til lukning af Balkan-ruten, hvilket har bragt antallet af illegale krydsninger af EU’s ydre grænser betydeligt ned.

Man har formået at holde sammen på unionen i kølvandet på brexit og i den grad lagt op til fri, åben og konstruktiv debat om Europas fremtid. Man har stået i spidsen for en af de mest klima- og energiambitiøse perioder i EU’s historie.

Men – der er også ting, som ikke er lykkedes særligt godt. Mange af de ovenstående kriser er ikke helt overstået endnu – om end man er kommet et godt stykke – og mest overskyggende står nok tillidskrisen mellem EU, politikere og befolkning, som jo kulminerede med brexit sidste sommer.

Selv her ser vi de første tegn på, at befolkningernes holdning til EU er i klar bedring. Men det ændrer ikke ved, at EU-skeptiske partier vinder frem rundtom i Europa. Ja, selv i Danmark flirter en lille håndfuld partier med tanken om at følge briterne ud over kanten.

Juncker har været manden i front for det hele. Og det er naturligvis ikke en let position. Hans eftermæle vil være præget af de uheldige fremtrædener. Men det vil i min optik være ufortjent. Han var også manden, som trods alt fik styret Europa nogenlunde igennem stormen.