Vi skal løfte samfundets bund
Når det kommer til de rige, skal samfundet gøre dem endnu rigere gennem skattelettelser, hvorefter de rige så vil kvittere ved at yde en ekstra indsats til gavn for dem selv og samfundet. Når de samme mennesker derimod taler om de fattige, skal de tværtimod gøres endnu fattigere, da de ellers ikke vil yde en ekstra indsats til gavn for dem selv og for samfundet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det har altid været en af velfærdssamfundets ypperste mål, at alle børn uanset deres sociale baggrund, indkomst og formue skal have de samme muligheder for at avancere i samfundet. Sociale forhold må således ikke stå i vejen for talent, så selv om man ikke er født lige, skal mulighederne være lige for alle. Det er stik modsat, hvad de er i en række andre lande, hvor tykkelsen på forældrenes tegnebog spiller en langt større rolle for børnenes uddannelser og videre karriereforløb.
Det er derfor, vi i Danmark har indrettet sociale ordninger med fripladser på de laveste trin, gratis folkeskoler, gymnasier, erhvervsskoler samt universiteter, hvor de unge stadig modtager en forholdsvis høj SU plus gunstige studielån, der kan tilskynde de fattige og mindrebemidlede til at begive sig ud i et langt uddannelsesforløb.
Rammerne for at bryde den negative sociale arv er til stede i Danmark, og i mange år har den sociale mobilitet da også vist positive takter, da flere og flere har taget rejsen fra bund til top. Det skal vi være stolte af – først og fremmest på de unges vegne. Det er dem, som vi ofte betegner som mønsterbrydere og giver positive associationer til den amerikanske drøm, hvor man starter som skopudser og ender som dollarmilliardær.
Nu er kurven imidlertid knækket. Dynamikken er brudt over de seneste år, og den sociale mobilitet er gået fra relativ høj til lavere, fremgår det af to nye analyser fra henholdsvis Den Sociale Kapitalfond og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det er dybt bekymrende for samfundet, men naturligvis mest bekymrende på vegne af dem, der hænger fast i den negativ spiral. For 15 år siden var det ca. hvert ottende barn, der voksede op i fattige familier, og hvor det lykkedes at bryde den negative sociale arv. I dag er det kun hvert 10. barn, det lykkes for, mens dem, der er født med en sølvske i munden, til gengæld bliver siddende på samfundets grønne gren.
Politisk set er der grund til at tage udviklingen alvorligt, uanset om man repræsenterer den ene eller anden politiske skole. For hvis ikke de unges talenter får lov til at udfolde sig, cementerer vi blot de nuværende sociale strukturer og modarbejder den fælles politiske indsats mod at bekæmpe ghettoer, kriminalitet og social kontrol – dog ofte med tvivlsomme symbolpolitiske tiltag.
Det vil ikke være godt at låse samfundet fast. Velfærdssamfundet har brug for succeser for at legitimere sig selv og de ordninger, som er bygget op. Hvis ikke flere bliver dygtigere til at læse, mister skolerne deres legitimitet, og hvis ikke vi bliver hurtigere raske og lever længere, mister vi tiltroen til det offentlige sygehusvæsen og dermed også til den skattefinansiering, som ligger bag alle velfærdssamfundets ordninger.
Hvorfor skal vi så opretholde gratis uddannelser og en høj SU til de unge studerende, hvis pengene kun går til rige familiers børn og ikke til mønsterbrydere fra samfundets laveste sociale lag? Det giver ikke nogen større mening, og den samfundsmæssige værdi er under alle omstændigheder diskutabel.
Nogle vil nok påstå, at velfærdssamfundet er sin egen værste fjende. At det er den økonomiske sikkerhed gennem diverse statsfinansierede velfærdsordninger, der lægger låg på den sociale mobilitet. Den diskussion ender altid med at handle om, om de unge får for meget eller for lidt i økonomisk støtte.
Når de taler om de rigeste, er de imidlertid aldrig i tvivl om, at samfundet blot skal gøre dem endnu rigere gennem skattelettelser, hvorefter de rige så vil kvittere ved at yde en ekstra indsats til gavn for dem selv og samfundet.
Når de samme mennesker derimod taler om de fattige, som gerne vil udleve deres talenter og avancere op igennem samfundet ved hjælp af uddannelsessystemet, så gælder denne logik pludselig ikke mere.
De skal tværtimod gøres endnu fattigere, da de ellers ikke vil yde en ekstra indsats til gavn for dem selv og for samfundet. De diskussioner har det med at dele befolkningen i to. Så i stedet for at blive ved med at kævle løs, bør politikerne se at få taget fat om nældens rod og genskabt den sociale mobilitet.
Ellers ender Danmark definitivt med at blive fastlåst i et klasseopdelt samfund – og det er i hvert fald ikke i nogens interesse. Der er jo grundlæggende brug for alle.