Sådan ender demokratiet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det slår mig altid med forbløffelse, når beviseligt intelligente mennesker taler om Europas fremtid helt uden at tale om islam. Tag nu f.eks. den britiske politolog og Cambridge-professor David Runciman, der i sin nye bog Sådan ender demokratiet spekulerer over muligheden for demokratiets undergang i Vesten – enten ved kup, katastrofe, robotisering eller – mere sandsynligt – med et langtrukkent suk. Det sidste skyldes ifølge Runciman med en aktuel metafor, at demokratier er bedst til at sparke bolden længere ned af banen uden at forstå, hvor det hele fører hen, og til sidst ruller bolden ud over sidelinjen.

Efter en tid vil noget nyt dukke op. Det gør der som regel.

Muligvis. Men islams tiltagende styrke i de vestlige demokratier gør sgutte sagen bedre. Tag Europa med al dets brutale og succesfulde historie; og træk så de senere årtiers hastige folkevandring og islams spredning fra, så er du på sporet af professorens signalement af vor tid og misere, ligesom du får et begreb om hans og mange andre dannede menneskers blinde vinkel.

Bevares, professoren har mange prægnante iagttagelser, herunder at demokratiet har tjent os godt de seneste 75 år, men synes at være tappet for energi især hos etablerede partier, forhenværende autoriteter, eliter, bærende institutioner og i den brede middelklasse. Hvor udsigten til undergang engang opildnede til handling, virker den nu snarere sløvende. Vi har alle vort at tænke på, den forestående sommerferie, næste jobskifte, skilsmisse, restskat, udbetalingen til den nyeste mobil fra Apple, den slags.

Sandheden er blot, som Runciman tillige gør opmærksom på, at hvis noget for alvor går forfærdeligt galt, vil vi nok snarere have travlt med at klare dagen og vejen i stedet for at stemme for forandringer. Mennesket er ikke født demokrat, det er noget, man bliver, skønt intet varer evigt, bortset fra evigheden, og om den må vi tie.

Når systemer går ned, vender folk blikket indad og mod deres nærmeste, det er klart. En anden mulighed, som vi end ikke er begyndt at snakke om endnu, er, at flere og flere simpelthen stikker af, flytter, udvandrer. Udvandring er indvandringens siamesiske tvilling, som vi utroligt nok slet ikke har bemærket.

Udvandringen er imidlertid allerede på vej til at blive et tema, f.eks. i det nye multikulturelle Holland, hvor de mest belastede byer allerede har flertal af mennesker med anden etnisk baggrund end nederlandsk. Ifølge landets statistiske myndighed, CBS, udvandrede op imod 150.000 personer i 2014 fra Holland, et tal, som forventes at stige i årene fremover.

Mens den årlige indvandring nærved er fordoblet siden 1970, er den årlige udvandring næsten tredoblet, hvilket kun har forstærket indvandringens negative konsekvenser. Alligevel er det ikke noget, vi taler om.

Når man i den hollandske offentlighed i stort mål har ignoreret udvandringen, hænger det sammen med en gammel og rodfæstet myte om hollænderne som et maritimt og udforskende folkefærd, der drager ud i verden og vender berigede hjem. Vi danskere bærer på en lignende fortælling. Sagen i Holland er blot, at mange udvandrere netop ikke kommer tilbage. De har fået nok af det reelt eksisterende Holland – eller har etableret sig i bedre og tryggere omgivelser uden at lægge andre til last.

Endnu er det kun de allerrigeste, der har råd til at emigrere. Siden vil andre blive tvunget til det. Og samme udvikling vil formentlig sprede sig til de øvrige vesteuropæiske lande, hvis det ikke allerede er sket.

Hvis du har midlerne til at rykke familien op og stikke af med udsigt til en bedre fremtid for dine børn og børnebørn, vil det være mere opportunt end at tage besværet med den muslimske diaspora, udsætte sønner og døtre for efterkommernes voldelige adfærd og hele den politiske kamp med overhovedet at få flertal til at standse ulykken, tidsbegrænse offentlige tilskud og sende de mest umulige tilflyttere og efterkommere ud af landet, mens det halve kongerige og de mest hovne humanister udskammer én som racist og fremmedhader.

Hvorfor skulle udvandring fra Europa ikke blive en stedse mere afgørende faktor i økonomi, demografi og politik?

Hvorfor er det, vi tror, at Danmark skulle være en ø i historiens strømfyldte hav, uberørt af paradigmer og skelsættende strukturer?

Ting sker, også her, selv om det såkaldte folkemøde på Bornholm lader forstå, at folkeligheden er en ø, vi alle valfarter til. Det passer ikke. Danmark er landfast med Europa (som ikke må forveksles med gøgeungen EU) og står og falder med udviklingen på og vore alliancer med resten af det gamle kontinent.