Kina er livsfarlig for Rigsfællesskabet
Statsministeren advarer mod kinesiske investeringer i Grønland. Men Kina har for længst erklæret sig for værende en nær-arktisk stat.
For Kina er udnyttelsen af undergrunden tæt forbundet med verdens fremtidige magtstrukturer, men det er også et spørgsmål om sikkerhed og stigende økonomisk udvikling. Kommerciel fragt er kernen i international handel. 90 % af verdens handel foregår oversøisk. Kinas økonomi er afhængig af udenrigshandel, hvoraf næsten halvdelen foregår via skibstransport. Kina er på ingen måder det eneste land, som ser Arktis som den hellige gral. Nordvestpassagen giver hurtig adgang til de nordamerikanske og europæiske markeder. Fra Shanghai til New York kan man forkorte sejladsen med en uge.
Danmark og Grønland indgav i december 2014 krav til FN om et havbundsområde ved Nordpolen, som er mere end 20 gange større end Danmark. Både Danmark, Canada og Rusland gør krav på dele af Polarhavet, og kravene er delvist overlappende. Det er første gang, at nogen har gjort krav på Nordpolen. Men er det overhovedet muligt at eje Nordpolen? Det mener Kina ikke; de mener, Nordpolen er fælleseje ligesom månen. Det er ingen underdrivelse, når denne kamp bliver beskrevet som en slags jagt på den hellige gral. Og kineserne er særligt agressive, selv om de slet ikke er i nærheden af at være en arktisk stat.
Rusland opruster i stor stil i og omkring Arktis. I mellemtiden har de indgivet et endnu større krav på området omkring Nordpolen. Deres krav overlapper med det danske, som har en helt anden symbolsk og strategisk betydning, men de danske krav inkluderer også selve Nordpolen. Russerne er irriterede over, at det danske krav strækker sig tæt på deres kystlinje. Det er allerede blevet politisk for Rusland. Putin har raslet så meget med sablen i denne sag, at det er blevet et spørgsmål om ære og identitet. Samtidig har Kina erklæret sig for værende en nær-arktisk stat imens de kiler sig ind i alle sprækkerne i vores kongerige.
Hvor bange skal vi være for Kina?
Det er ikke kinesisk arbejdskraft som sådan, vi bør frygte. Men vi bør insistere på samarbejde med Danmark ift investeringer ikke blot omkring lufthavne men også mineindustrien.
Kvanefjeldet i Narsaq har fået Kinas opmærksomhed, fordi malmen i fjeldet rummer uran og en række andre værdifulde råstoffer, heriblandt sjældne jordarter. I min optik forfører kineserne befolkningen med udsigt til arbejdspladser og rigdom. Men de vil erstatte grønlandsk arbejdskraft med kinesisk, så snart projektet er i gang. Sådan gør de alle andre steder i verden.
Kina har været involveret i en del uheldige uran-foretagender i andre dele af verden. Hvorfor tror vi, at Grønland som det eneste sted i verden vil få kinesere til at gå med fløjlshandsker? Det tror kun de, der bruger det til billetten til løsrivelse.