”Bare fordi at”: Årets hidtil mest seriøse forsøg på at indskrænke ytringsfriheden

I sin genre er bogen Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten af tidligere journalist ved DR Knud Lindholm Lau den mest ustyrlige, jeg nogensinde har læst. Gennem mere end et tiår i den offentlige debat har jeg vænnet mig til lidt af hvert. Er man kritiker af masseindvandringen, står venstrefløjen og udefter klar til at trække racisme-, fascisme- og nazikortet. Aldrig er det dog gjort så mange gange som i denne bog. Selv Det Radikale Venstre ryger i baljen ved en enkelt lejlighed.

I bogens første del opremses en række ekstremt grove og i mange tilfælde ulovlige ytringer, først og fremmest på nettet, især facebook. Intet fornuftigt menneske vil gøre andet end at tage den dybeste afstand til brug af f.eks. sygdoms- og/eller dyrebilleder, støtte til Breivik eller opfordringer til vold.

Hvorfor bruger Lindholm så meget krudt på at liste en række udsagn af helt uacceptabel karakter? Fordi disse udsagn gøder jorden for Lindholm Laus projekt, som er at give en stribe politikere og deltagere i den offentlige debat en væsentlig del af skylden for, at galninge og andre netkrigere fremkommer med uhyrligheder og en stor del af ansvaret for voldshandlinger begået mod udlændinge. Smart, ikke sandt?

Her følger en perlerække af dem, der hænges ud af Lindholm Lau. Min ringe person er omtalt på side 185, så skal vi ikke lægge ud her? Lindholm Lau citerer mig for den 17. marts 2014 at have skrevet:

”Det er uomtvisteligt, at ca. 90 procent af befolkningen i Danmark har et nært genetisk slægtsskab […] Hvis jeg har ret i, at de faktuelle genetiske forskelle også betyder en gennemsnitligt forskellig adfærd (og en forskellig evne i kognition, skal jeg tilføje) i den virkelige verden, er det indlysende, at det giver mening at tale om danskere og heroverfor ”de andre”, der ikke er danskere.”

Jeg gav ifølge Lindholm Lau udtryk for en ”racebiologisk grundopfattelse”, en slet skjult henvisning til nazismen. Jeg skrev godt nok ”Hvis jeg har ret i…”, men det hjalp mig ikke det mindste i Lindholm Laus øjne.

Den 23. juli 2011 bragte Weekendavisen en lang artikel med titlen ”Det usigelige”, der handlede om det samme emne (dele af artiklen kan læses her). Avisen har et stort antal gange bragt artikler om genetikken og dens mulige betydning. JP har trykt kronikker af Helmuth Nyborg, der har diskuteret dette. De to aviser må vist ophøre med sådanne udskejelser, hvis de skal undgå Lindholm Laus skalpel i fremtiden. Det vil i øvrigt nok ikke hjælpe mig et gran hos Lindholm Lau, men jeg er selv ophørt med at diskutere emnet, da reaktionerne i reglen er så hysteriske, som det også er tilfældet i Bare fordi at.

Helt færdige er vi nu ikke. Nu må vi tage Det Radikale Venstre til hjælp. På side 148 skriver Lindholm Lau, at De Radikale ved deres kulturnatsarrangement i 2017 overtalte Pia Kjærsgaard fra DF og tre andre politikere til at lade sig DNA-teste. Det var ifølge Lindholm Lau ”en ikke helt uskyldig spøg”. Resultatet viste, at Pia Kjærsgaard kun havde tre procent gener fra Kaukasusområdet, hvor lande som f.eks. Tyrkiet og Iran ligger. Lindholm Lau runder af med at skrive, at Det Radikale Venstre havde ”skabt en platform for den forestilling, at danske gener er bedre end dem fra Kaukasus.”

Jeg kneb mig selv i armen, da jeg læste dette afsnit. Tusinder af danskere og alle mulige andre fra alle egne af kloden får i disse år kortlagt deres DNA, fordi det kan gøres præcist til en ret billig penge. Man skal være tæt ved forfølgelsesvanviddets triste afgrund for at gøre det til et problem, men det gør Lindholm Lau.

Lindholm Lau må da for resten også arbejde på at forbyde forskning i, hvorfor forskellige grupper kloden rundt er uens disponeret for visse sygdomme. Eller hvad med forskning, der forsøger at afdække, hvorfor f.eks. jamaicanere ofte vinder sprinterdistancerne? Det skaber jo ”platforme.”

Politikere og debattører står i kø for at få smæk af Lindholm Lau. Henrik Dahl fra Liberal Alliance beskyldes (side 67-68) for at lægge for meget vægt på religionen islams betydning, fordi Henrik Dahl nævner det sociale pres, der blandt mange muslimer tjener til at undgå, at den enkelte muslim blander sig for meget med majoriteten. Henrik Dahl lader endda forstå, at det ikke er den dybere teologiske indsigt, der får den sociale kontrol som resultat. Her som mange andre steder lader Lindholm Lau dog forstå, at kun sociale forhold kan forklare, hvorfor f.eks. så mange ikke-vestlige grupper i snit klarer sig så ringe.

I et perfidt afsnit, side 101-108, klandres blogger på Berlingske, Kasper Støvring, fordi han som litterat har et stort ordforråd og bruger metaforer som ”hjerterne fryse til is” og ”det fineste pulversne”. Ifølge Lindholm Lau kan man på denne baggrund få forståelse for de næste ”Breivikker”. Kun den ryggesløse kan få denne perversion ud af at læse Kasper Støvrings klummer. Lindholm Lau kan.

Sørine Gotfredsen, også skribent hos Berlingske, kædes sammen med nazismen og antisemitisme (side 110), fordi hun i en klumme overvejede, hvad det betyder for tilliden, at mange muslimske kvinder tildækker sig. Hos Lindholm Lau bliver det til ”muslimen” i bestemt form, skønt det er åbenlyst, at Sørine Gotfredsen ikke refererer til alle muslimer.

Heller ikke socialdemokraternes, side 147, Henrik Sass Larsen og Mattias Tesfaye går ram forbi. Sass Larsen for at udtale ”Sagen er, at folk er glade for det, de har. Det samfund og den stamme, de er en del af, udgør deres hverdag. Hvis et stort antal mennesker fra andre stammer pludselig flytter til, kan det være et betydeligt problem.” Og Tesfaye for at bruge ”højrefløjens” sprog, fordi han noterer sig, at velfærdssamfundet også kan demoralisere, hvis der ikke stilles krav.

Der er masser af andre, der får tørt på af Lindholm Lau, men de får være for denne gang. I øvrigt er at bemærke, at Lindholm Lau konsekvent benytter metoden, der på engelsk hedder cherry picking. Han bruger forskningsresultater, når de synes at understøtte en af hans påstande og ignorerer dem, der ikke gør. For resten af pengene forfalder han til spekulation og manipulerende udsagn, som var de den pure sandhed. F.eks. kan ”mange” i dag sige, at ”vi er alle nationalkonservative” (side 183), ligesom den yderste venstrefløjs nonsens om ”strukturel racisme” er en kendsgerning ifølge Lindholm Lau (side 254). Det er også her, at Lindholm Lau åbenbarer, at ”Jeg trækker gerne racismekortet.” Ren bonusinfo efter ikke at have bestilt andet hen over et kvart tusind sider.  

Lindholm Laus gennemgang af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres kriminalitet lader ikke læseren i tvivl om, at der findes ofre. Blot er det ikke ofrene for kriminaliteten, der nævnes. Disse omtales ikke med et ord. Til gengæld spørger Lindholm Lau retorisk, om et kriminalitetsindeks på 200 og 207 (middel er 100) er ”meget”? Ikke i Lindholm Laus verden.

Jeg må hellere holde inde. Denne anmeldelse er allerede blevet lovlig lang, og som man måske kan fornemme, kunne den snildt fylde det tredobbelte, hvis alle Lindholm Laus groteske påstande og sammenligninger skulle gendrives. Den naive Paula Larrain giver på altinget.dk propagandaen en god anmeldelse. Bl.a. er Paula Larrain ikke i stand til at gennemskue, at Lindholm Lau laver den lamme afledningsmanøvre at begynde at sammenligne kriminelle danskere i Norge med situationen herhjemme (side 86-87).

Weekendavisens Leny Malacinski udstiller på glimrende vis Lindholm Laus dobbeltstandard ved at undre sig over, at terroristen fra Krudttønden og synagogen stort set ikke omtales, ligesom Lindholm Lau ikke finder det sandsynliggjort, at gerningsmandens motiv var racistisk og antisemitisk.

Bare fordi at er en ret forrygende bog på sin egen sære facon. Den er et manifest fra den alleryderste del af den værdipolitiske venstrefløj. Den er faktisk så særlig, at jeg må anbefale, at man læser den. Ikke for at blive klogere på virkeligheden, men for at finde ud af, hvad der foregår inde i hovedet på mennesker som Knud Lindholm Lau.