Arbejdsgiverne er nogle hyklere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man har fulgt debatten om arbejdskraft i Danmark den seneste tid, får man nærmest indtryk af, at vores samfund står foran et sammenbrud, hvis arbejdsgiverne ikke straks får adgang til billig arbejdskraft fra hele verden.

Men det viser sig nu igen, at Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening overdriver manglen på arbejdskraft.

Nye tal fra beskæftigelsesministeriet viser nemlig, at kun 1,3 pct. af de virksomheder, som angiver at have søgt forgæves efter arbejdskraft, har spurgt hos det lokale jobcenter, den relevante a-kasse og den relevante fagforening.

Det fik formanden for 3F, Per Christensen, til i Jyllands-Posten at kalde arbejdsgivernes klagesang for ”hykleri”, og han konstaterer, at de blot er ude efter billig arbejdskraft.

Jeg er helt enig med Per Christensen og 3F, og jeg synes, at undersøgelsen med al tydelighed viser, at arbejdsgiverne enten bevidst lyver eller i bedste fald overdriver omfanget af mangel på arbejdskraft

Faktisk viser tallene fra beskæftigelsesministeriet, at antallet af stillinger, hvor virksomhederne forgæves har forsøgt at rekruttere medarbejdere, ikke er steget fra efteråret 2016 til efteråret 2017. Faktisk er det kun marginalt steget siden efteråret 2015. Og vi er samtidig ikke i nærheden af at være i samme situation som før finanskrisen.

I mellemtiden har det dog ikke skortet på dommedagsprofetier fra arbejdsgiverne. I september 2017 hed det f.eks. fra Dansk Industri, at ”Mangel på arbejdskraft truer virksomhederne”, mens Dansk Arbejdsgiverforening i november hev den endnu længere op med overskriften ”Europas mangel på arbejdskraft er den største nogensinde. ”

Men det ville klæde virksomhederne at tone rent flag: Deres overdrevne bekymring og konstante klagesang om mangel på arbejdskraft skyldes udelukkende, at virksomhederne helst ser et stort udbud af arbejdskraft, der kan være med til at presse lønningerne og arbejdsvilkårene.

Og derfor er det nu ikke længere nok at oversvømme det danske arbejdsmarked med billig arbejdskraft fra Østeuropa. Nej, nu skal arbejdskraften skam hentes i fattige lande endnu længere østpå. Det er da også derfor, at arbejdsgiverne er sure over, at Dansk Folkeparti var bannerfører for at hæve beløbsgrænsen (til 420.000 kr. om året) for, hvornår ikke EU-borgere kan arbejde i Danmark. For dem skal den sættes markant ned, så de kan importere i tusindvis af arbejdere fra Ukraine, Filippinerne osv. Men det tør virksomhederne ikke sige, for de ved godt, at den sande historie langt fra ville finde politisk eller folkelig opbakning.

Og hvis bekymringen var reel og langsigtet, så gik der ikke 12.000 unge danskere rundt uden læreplads. Så havde virksomhederne i stedet tænkt langsigtet og haft samfundssind og sørget for, at ingen dansk ung, der ønsker en uddannelse, ville stå uden læreplads.

Arbejdsgivernes klagesang er ikke til at holde ud at høre på. Der er masser af danskere, der stadig ikke har et arbejde og skulle der være en branche eller område, hvor det er helt umuligt, er der stadig adgang til 500 mio. borgere i EU.

Nej, for virksomhederne er bundlinjen den eneste reelle bekymring, de har, og det er efterhånden blevet åbenlyst for enhver. Men det tør de ikke sige højt.