Radikale, Venstre, JP, Berlingske og Børsen går en hård fremtid i møde
Dansk Folkeparti har intet ansvar for regeringens liberale projekt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det har været interessant at se såkaldt borgerlige/liberale dagblades reaktion på regeringens sammenbrud i skatteforhandlingerne. Selvom deres journalistiske dækning entydigt har påvist, hvordan ”håndværkeren” Løkke endnu engang står afklædt tilbage som en klamphugger af rang, mens hans regeringsfæller i Liberal Alliance mere og mere ligner dansk politiks pendant til komiske Ali, så har samme aviser på lederplads ikke kunnet skjule deres foragt for Dansk Folkeparti. Deres indre ideologer er kommet frem, og det har resulteret i en entydig kritik af Dansk Folkeparti, fordi vi ikke har villet give køb på vores politik for at forhindre at udstille regeringens amatørisme.
Man klandrer Dansk Folkeparti for at svigte det borgerlige samarbejde, forspilde chancen for udlændingestramninger og være visionsløse på skatteområdet. Man kan næsten høre lommesmerterne hos de stakkels, højtbetalte chefredaktører, der nu går glip af historiske skattelettelser. Ligesom small-talk´en til det næste Rotary-møde med vennerne fra DI og DA er sikret, nu hvor man kan rase over de dumme DF´ers afvisning af at åbne for mere billig arbejdskraft fra udlandet og sende flere offentlige støttekroner efter job til flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus.
Den fordømmelse, som de har ladet regne over Dansk Folkeparti, vidner imidlertid om, at disse liberale ideologer grundlæggende har misforstået Dansk Folkepartis DNA og placering i dansk politik. Allerede under Pia Kjærsgaards lederskab af Dansk Folkeparti, definerede hun partiet som ”vore dages Konservative og Socialdemokrater” samt som et midterparti. Ligeledes er Dansk Folkepartis parløb med Socialdemokratiet under Mette Frederiksen konsekvensen af et længe og dybtfølt ønske fra Kristian Thulesen Dahl om at erobre den position som midterparti og kongemager i dansk politik, som De Radikale traditionelt har haft monopol på.
Det er derfor misforstået at tro, at Dansk Folkeparti, som et social-konservativt og nationalsindet parti, føler noget som helt ansvar for at bære den mest liberale regering i mands minde igennem med deres politiske projekt.
Dansk Folkeparti er netop ikke et liberalt parti. Faktisk er en række af de hovedudfordringer, som er Dansk Folkepartis eksistensberettigelse at bekæmpe, i høj grad konsekvensen af liberal ideologi. Ideen om fri indvandring, import af gæstearbejdere, udlændingeloven fra 1983 samt støtten til medlemskab og udviklingen af et mere og mere føderalt EU er alle områder, hvor Danmarks liberale bevægelse hos De Radikale, Venstre og såkaldt liberale dagblade har spillet en aktiv og yderst skadelig rolle.
Når man hertil lægger, at regering i løbet af skatteforhandlingerne en gang for alle afslørede, at deres bastante retorik i udlændingepolitikken kun er - netop retorik. Retorik uden mod eller vilje til at stå fast på snakken om at udfordre, ophæve eller genforhandling af de utidssvarende konventionsbindinger, som Danmark har påtaget sig. Forpligtigelser, der forhindrer, at Danmark kan tage et effekt opgør med de menneskelige, sociale og økonomiske katastrofer, som indvandringen fra Nordafrika og Mellemøsten har påført os.
Dagens Venstre står dermed i stærk kontrast til det Venstre, vi så i 00erne. Anders Fogh Rasmussen drejede netop Venstre væk fra Uffe Ellemanns liberale utopier og i en mere konservativ retning. Han slog sig op på opgør med en liberal udlændingepolitik, strengere straffe, mere faglighed i folkeskolen, flere penge til sundhedsvæsenet, et opgør med liberalt/kulturradikale smagsdommere samt en undskyldning for samarbejdspolitikken under besættelsen.
Derfor var VKO-æraen i 00erne også kendetegnet ved, at Danmark blev trukket i konservativ retning samtidig med, at velfærdsstaten blev udbygget og sikret.
Nutidens Venstre under Lars Løkke er derimod karakteriseret af en statsminister, som vil være statsminister for enhver pris og uden noget moralsk kompas. Derfor gav han også i en kælder i Odense magten tilbage til de skadelige liberale kræfter i partiet. Kræfter, der nu repræsenteres af Kristian Jensen - for derefter at regere på deres nåde. Derfor er regeringen fanget i en blindgyde. Der er ikke flertal for pro-europæisk liberal, globaliseringsekstremisme i Danmark. Hverken i befolkningen eller i folketinget.
Endvidere presses regeringen af, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksen og Henrik Sass har lagt en udlændinge- og retspolitisk linje, som er fuldt ud så konsekvent som Venstres. Dermed har Socialdemokraterne rykket sig tæt på det konservative Danmark, mens Venstre rykker sig væk. Som fronterne står i dansk politik, er der nu større politisk fællesmængde mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet end med Lars Løkkes og Kristian Jensens Venstre.
Der er egentligt ikke noget nyt i, at konservative kræfter i Danmark ser potentiale i et samarbejde med Socialdemokratiet. Det var f.eks. også en kongstanke for den fhv. konservative partileder Axel Møller at etablere et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.
Derfor kan tiden frem mod valget meget vel bære præg af en regeringen, som mestendels får lov at varetage den daglige administration af landet.
Tiden efter valget kan derimod blive yderst interessant. Meget taler for, at en socialdemokratisk mindretalsregering sagtens vil kunne lave brede forlig om velfærd, økonomi, udlændinge og finanslove med Danmarks socialkonservative parti, Dansk Folkeparti. Et samarbejde, der også vil kunne holde den ustyrlige venstrefløj i Enhedslisten og Alternativet samt Radikale Venstre væk fra ødelæggende indflydelse.
En sådan konstellation har potentialet til at kunne udvikle sig til en historisk ørkenvandring uden indflydelse eller relevans for det liberale Danmark hos De Radikale, Venstre, Børsen, Berlingske og Jyllands-Posten samt for den yderste venstrefløj. Den vil til gengæld kunne være yderst gavnlig for Danmark, og sikre det harmoniske velfærdssamfund, som vi er opvokset i, for vores børn og børnebørn.