Lars Løkke trækker i Byggemand Bob-tøjet, men tier om det vigtigste

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Statsministerens nytårstale har traditionen tro affødt en del debat, og tak for det. Mest forudsigeligt, naturligvis, i dagbladet Politiken, men dem om det. For alle andre viser debatten, at statsministeren ikke taler ud i det blå, men til konkrete mennesker, der bestræber sig på at tage manden – og institutionen – på ordet. Det er i sig selv et sundhedstegn i en turbulent og forvirret tid.

Jeg skal ikke gentage, hvad mine medbloggere Morten Uhrskov Jensen og Lars Boje Mathiesen skriver, idet jeg grundlæggende ligger på samme linje og mener, at JP's politiske kommentator Marchen Neel Gjertsen tager fejl af den elefant, Lars Løkke ikke nævnte i talen. Elefanten er kun overfladisk betragtet det dårlige samarbejde mellem regeringen og dens parlamentariske støtteparti.

Den virkelige elefant, statsministeren ikke tør sætte navn på, er den muslimske indvandring og den sociale og politiske religion, der udgør en central drivkraft i den onde spiral, han omtalte i form af arbejdsløshed, ghettoproblemer, kriminalitet og social kontrol af unge kvinder.

Det er, hvad statsministeren ikke turde, ville eller formåede at sige. I stedet sagde han, at det ikke handler om religion, skønt det gør det – også. Årtiers overvintrede integrationsproblemer handler i høj grad om religion og den sociale praksis, som islams religiøse og politiske autoriteter, klaner og familier håndhæver dag og nat og her hos os.

Ghettoerne opstår ikke ud af ingenting, men holdes sammen af systematisk offentlig forsørgelse, muslimske normer, ritualer, uskrevne gaderegler og indgroede forestillinger om ære og skam, halal og haram, mandligt og kvindeligt, og hele problemkomplekset vokser i omfang og alvor i takt med antallet af og andelen af muslimer i Danmark og resten af Vesteuropa.

Det vil nogle kalde dæmonisering. For mig er det at sætte navn på problemet.

Til det eneste konkrete Byggemand Bob-forslag i statsministerens tale dette:

Det hjælper næppe stort at rive Vollsmose, Gellerup eller Tingbjerg ned og tvangsflytte folk til andre bydele eller kommuner. Jeg tvivler kraftigt på, at det kommer til at ske, eftersom det vil kræve en fælles statslig-kommunal politisk autoritet, som er fraværende i dag. Og skulle det imod alle rimelige forventninger alligevel ske, eksporteres problemkomplekset blot til andre dele af landet.

De voksende problemer med anden og tredje generations indvandrere skyldes ikke bygningerne, men kulturen og den gradvise islamisering af beboernes identitet fra barnevogn til bande, fængselscelle eller førtidspension i de vesteuropæiske velfærdsstater.

Bemærk også, at Lars Løkke talte om flygtninge og vistnok en enkelt gang om migranter. Syrerne vil han f.eks. have sendt hjem, når forholdene tillader det, på linje med Dansk Folkeparti. Udmærket. Men det demonterer ikke den demografiske bombe, som den hastigt stigende andel af muslimer udgør. Herom sagde statsministeren intet.

Til gengæld fik vi et genhør med et gammelt nummer. At Lars Løkke bevidst eller ubevidst genbrugte formuleringer fra Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2004 understreger alvoren. 13 år er gået, men tiden er spildt. Selv Socialdemokraterne og Venstre har opdaget, at den er gal.

Til den positive side af nytårstalen hører det, at Løkke faktisk blottede sig en smule og lod forstå, at han er blevet klogere og indirekte erkendte, at 30 års liberalrelativisme har lukket øjnene for de eskalerende problemer. Nu venter vi så spændt på, hvordan han vil ændre på forholdene, og hvilke svære valg han vil træffe i forhold til kansler Merkel i Tyskland, EU's flygtningekvoter, Afrikas galopperende menneskeeksport og de ødelæggende internationale konventioner.

Jeg vil tillade mig at tvivle på mandens og regeringens styrke og habitus. Men jeg har før taget fejl.

Vi kan således konkludere, at året begynder, som det sluttede, og det er naturligvis trist. Men på en underlig måde er det også godt, fordi det illustrere, at vi ikke kan ønske eller tænke problemerne forbundet med indvandring og demografi væk. Lars Løkke Rasmussens tale var ikke et visionært ordmageri à la hans forgænger. Det var derimod en tale, der slog en eller to illusioner ihjel, og det er første skridt i retning af en ny vision.

Nu mangler vi så bare resten. Mit gæt er, at manden får travlt.