Historien om en dansk mærkesag, der forsvandt

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Regeringen lægger i sit udspil til et nyt forsvarsforlig op til at styrke Danmarks deltagelse i internationale operationer rettet mod terrorisme og migration.

Det er måske ikke så overraskende, selv om mange havde forudset, at forsvaret fremover alene skulle fokusere på nærområdet, kollektiv afskrækkelse og cybersikkerhed.

Den egentlige overraskelse består i, at der i udspillet ikke står ét ord om, hvordan militærets internationale engagement skal spille sammen med Danmarks øvrige udenrigs- og sikkerhedspolitiske indsats.

”Samtænkning”, der tidligere var en markant dansk prioritet, er tydeligvis gået af mode. Det er en skam, for forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig er en oplagt anledning til at sætte fornyet politisk fokus på spørgsmålet om, hvordan forsvaret bedst kan bidrage til at imødegå de sammensatte trusler, der forbindes med skrøbelige og konfliktramte stater langt fra Danmarks geografiske nærområde.

Danmark har siden midten af 00’erne brystet sig af at være særlig dygtig til at samtænke sit civile og militære engagement i skrøbelige stater.

Det er sket på baggrund af en bred erkendelse i Folketinget af, at udvikling og sikkerhed hænger uløseligt sammen.

Danmarks deltagelse i krigene i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali og senest kampen mod Islamisk Stat er på den baggrund alle italesat som ”samtænkte indsatser”, der trækker på hele paletten af diplomatiske, udviklingsmæssige og militære instrumenter. De senere år er gassen dog gået eftertrykkeligt af den ballon.

Man kan kun gisne om, hvorfor regeringen i sit forsvarsforligsudspil hverken taler om ”samtænkning”, ”stabilisering” eller ”skrøbelige stater”, men blot om at »styrke forsvarets evne til at deltage i internationale militære operationer som led i terrorbekæmpelse, kapacitetsopbygning og håndtering af irregulære migrationsstrømme.«

Måske er det primært for at give De Radikale et område, hvor partiet uden større sværdslag vil kunne sætte et tydeligt fingeraftryk på det færdige forlig.

F.eks. ved at sikre flere midler til den såkaldte Freds- og Stabiliseringsfond, der især bruges til at finansiere den type samtænkte stabiliseringsindsatser, som regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for kun fire måneder siden fastslog, var »helt centrale for at imødegå migration, ustabilitet og terrorisme.«

Det ændrer dog ikke ved, at den politiske interesse for området har været støt dalende gennem de seneste år, og at det, der engang var udtryk for dansk nytænkning, i stigende grad er reduceret til vanetænkning.

Det er en skam. Det bagvedliggende ønske om at sikre sammenhæng giver stadig god mening, men set i lyset af de resultater, der hidtil er opnået – f.eks. i Afghanistan – er der i høj grad behov for at gentænke tilgangen til samtænkning.

Siden Per Stig Møller og Søren Gade lancerede begrebet i 2003 og derigennem fik genetableret den brede sikkerhedspolitiske konsensus efter splittelsen over Irakkrigen, har det især handlet om at pakke hårde militære indsatser ind i bløde udviklingsprojekter for at vinde lokalbefolkningens ”hearts and minds”.

Den form for samtænkning kan man kalde ”varm”, fordi den foregår i områder, hvor der er en igangværende væbnet konflikt. Sideløbende hermed har Danmark dog også gennemført samtænkte indsatser af en mere ”tør” type, hvor formålet ikke er at vinde en krig, men derimod at sikre, at lokale, nationale og regionale samfundsstrukturer og institutioner bliver bedre i stand til selv at modstå og håndtere kriser.

Forsvaret har f.eks. bistået med træning og uddannelse af regionale sikkerhedsstyrker i Afrika.

Den efterhånden omfattende viden på området peger på, at ”tør” samtænkning virker bedst, fordi den ikke på samme måde er drevet af kortsigtede militære målsætninger, og fordi det alt andet lige er nemmere at finde pålidelige samarbejdspartnere, når man ikke står midt på en slagmark.

Den internationale politikudvikling på området har derfor også i stigende grad fokus på det, man kan kalde forebyggende stabilisering. I Nato kalder man det ”projecting stability”. I FN ”sustaining peace”.

Selv om der naturligvis er forskel på den tænkning, der udvikles i hhv. Nato og FN, er den bagvedliggende idé den samme: Det er nødvendigt at sætte ind med en sammenhængende og langt mere politisk styret indsats, før stater bryder sammen, og borgerkrige bryder ud.

Forsvarets engagement er og skal ikke være den drivende kraft i det forebyggende arbejde, men der vil stadig være brug for militære kompetencer og kapaciteter, f.eks. til opbygning af effektive og legitime sikkerhedsstrukturer eller til tidlig indsættelse af en international indsatsstyrke i en krise, der er ved at koge over.

Set på den baggrund er det paradoksalt, hvis Danmark – der i mange år har brystet sig af at være samtænkningsforegangsland – ikke benytter forsvarsforliget til at tænke grundigt over, hvor vi får mest for pengene, når vi i de næste seks år beder danske soldater rejse ud i verden:

Er det gennem ”varme” indsatser i verdens brændpunkter, eller er det gennem ”tør” forebyggelse, der forsøger at adressere årsagerne til skrøbelighed, borgerkrig og voldelig ekstremisme?