Donald Trump kan spille højt spil med USA’s rolle i verden

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Donald Trump proklamerede, at USA’s interesser skulle stå over alt andet, da han kæmpede sig frem mod sin overvældende sejr ved præsidentvalget 8/11. Konsekvensen af det budskab vil gøre voldsomt indtryk i mangen en udenlandsk hovedstad, hvor det pågældende lands ledelse har frygtet, at Trump ville ændre de grundlæggende principper i amerikansk udenrigspolitik.

Grundet Trumps manglende erfaring er det vanskeligt for alvor at spå om hans udenrigspolitik. Det mest sandsynlige er imidlertid, at han som præsident vil forsøge at gøre, hvad han lovede under valgkampen i henseende til at bryde med USA’s nuværende politik over for Rusland, Mellemøsten, Europa og Asien.

I det seneste års tid er jeg under udlandsrejser blevet mødt med bekymring over Trumps kandidatur fra højtstående embedsmænd i mere end en halv snes lande. Han blev betragtet som en uerfaren og upålidelig person, som måske ville afvikle traditionelle amerikanske engagementer og alliancer.

De fleste udenlandske ledere er givetvis forfærdede over, at Hillary Clinton, som går ind for en traditionel amerikansk strategi og traditionelle amerikanske engagementer, tabte valget.

At dømme efter Trumps udtalelser vil hans udenrigspolitik betyde et stærkt ”realistisk” fokus på amerikanske nationale interesser og afvisning af dyre amerikanske engagementer i udlandet. Vi vil formentlig komme til at se følgende:

Initiativer med det formål at forbedre forholdet til et aggressivt, selvsikkert Rusland.

Trump understregede gentagne gange under valgkampen, hvilket havde visse omkostninger rent politisk, at han ville samarbejde med præsident Vladimir Putin. »Ham skulle jeg nok kunne komme ud af det med. Hvis han siger noget pænt om mig, vil jeg sige noget pænt om ham. (…) Han har jo i den grad herredømmet over et land,« sagde han i september.

Trump har også afvist påstande om, at russiske hackere blandede sig i valgkampen. »Det tvivler jeg på,« svarede han, da han i forbindelse med en debat medio oktober blev spurgt om en udtalelse fra efterretningschef James Clapper om, at »højtstående russiske embedsmænd« godkendte hacking af Det Demokratiske Partis hjemmesider. Trumps afvisning fik nogle demokrater til at hævde, at Ruslands virkelige mål var at få Trump valgt.

En fælles militær indsats sammen med Rusland og Syriens præsident, Bashar al-Assad, om at besejre Islamisk Stat.

Trump foreslog denne fælles indsats under ovennævnte debat. »Det ville være godt, hvis Rusland og USA kom godt ud af det med hinanden og gik efter Islamisk Stat,« sagde han. Han fremsatte nogle positive kommentarer til Assad og sagde, at »han er meget stærkere og meget klogere, end hun (Clinton) er«, og tilføjede, at hvis oppositionen skulle vinde i Syrien, »kunne man meget vel komme til at stå med med noget, der var værre end Assad«.

Trump lovede desuden gentagne gange, at han ville optrappe den amerikanske militærindsats mod Islamisk Stat og udskifte amerikanske generaler, der ikke var tilstrækkeligt stålsatte. Men han har været vag om, hvilke planer han har for Irak og Syrien.

Et nyt fremstød for at få europæiske allierede til at betale mere til deres eget forsvar.

Trump vil næppe splitte Nato, som kritikere ellers hævdede under valgkampagnen. Han sagde under en debat, at Hillary Clinton fortalte »endnu en løgn«, da hun beskyldte ham for at undergrave forpligtelser om at forsvare Nato-allierede og asiatiske samarbejdspartnere såsom Japan og Sydkorea.

Men han har ikke lagt afstand til en tale fra den 27. april, hvori han sagde, at »USA skal være parat til at lade disse lande forsvare sig selv«, om også det indebærer at lade dem anskaffe sig atomvåben.

I Europa vil Trumps sejr formentlig forstærke udviklingen, der går i retning af politikere, som giver udtryk for lignende højreorienterede nationalistiske synspunkter.

Det konkrete udtryk for denne nynationalisme var den sejr, som tilhængere af britisk udtræden af EU fik ved folkeafstemningen derom i Storbritannien i juni, og der er tilsvarende bevægelser i Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Det er op til præsident Trump at afgøre, om han vil slutte op bag sådanne bevægelser, som kunne destabilisere EU.

Et forsøg på at ændre handelsbetingelserne i Asien ved at genforhandle handelsaftaler og tvinge Kina til at revaluere sin valuta.

Det er svært forlods at sige noget om, hvordan denne aggressive tilgang til globalisering vil udvikle sig. Ofte er Trumps ekstreme udtalelser og trusler mod samarbejdspartnere et led i det, som han har kaldt forhandlingens kunst.

Et Kina, der allerede oplever bobleøkonomi, kunne sagtens være sårbar over for økonomisk pres fra USA. Men det sandsynligste resultat af Trumps protektionistiske udsagn er en global konjunkturtilbagegang, har mange analytikere anført.

Trumps valgkamp byggede på forestillingen om, at hans måde at gøre tingene på ville gøre USA til et mægtigt og indflydelsesrigt land igen. Det må komme an på en prøve. Mange iagttagere hævder imidlertid, at Trump – ved så åbenlyst at sætte USA’s interesser først – måske får mange amerikanske allierede i Europa og Asien til selv at indgå aftale med et Rusland, der har ført sig frem på det seneste, og et Kina, der er på vej op.

Det lader sig ikke gøre at rulle globaliseringen tilbage. Derimod er det alt for nemt at undergrave USA’s lederrolle på globalt plan.