Putin kan ikke fjernstyre Assad

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Situationen i og omkring Syrien udvikler sig dramatisk næsten dag for dag. Det skyldes ikke mindst, at Rusland i flere omgange har valgt at optrappe sit engagement for derved at ændre konfliktens dynamik. Trods flere tilbageslag synes der i Moskva at være en tro på, at konflikten i Syrien er nærmere en russiskledet løsning end på noget andet tidspunkt. Men meget kan ændre sig endnu, og det er for tidligt at juble i Kreml.

Der tales meget om de russiske interesser i Syrien. Den væsentligste interesse synes fortsat at være dén indflydelse, som adgangen til styret i Damaskus giver både regionalt og på det globale plan. Andre har tydeligvis svært ved at nå det syriske regime og er derfor nødt til at gå til Ruslands præsident, Vladimir Putin, hvis de vil prøve at påvirke hans syriske kollega Bashar al-Assad. Det er en nøgleposition, som de russiske politikere med glæde indtager og også meget gerne bevarer.

Det afgørende er derfor at sikre et prorussisk styre i Syrien. Det kan være under ledelse af Bashar al-Assad, men det kan også være en anden Assad, eller det kan være en helt tredje kandidat. Det betyder mere, at den kommende leder er prorussisk og helst også så afhængig af russisk støtte, at vedkommende ikke senere blot kan skifte spor og kaste sig i armene på en anden.

Det er forkert at tro, at Rusland alene vil have Bashar Assad. Faktisk er der tegn på, at man også i Moskva ser ham som en belastning, men man frygter måske det mulige alternativ mere (f.eks. et provestligt styre), og derfor har man holdt hånden over ham.

Adgangen til flåde- og luftbaser i Syrien er mest af symbolsk værdi. Siden Rusland den 30. september begyndte at bombe i Syrien, har den russiske flåde affyret krydsermissiler mod mål i Syrien, og russiske bombefly har været på togter over Syrien med udgangspunkt i baser i det sydlige Rusland. Man har altså teknologien til at operere over store afstande, og adgangen til baser i Syrien vil aldrig blive afgørende. Men som i sovjettiden kan man bruge baserne til at vise det militære flag, og det vil man sikkert gøre endnu mere i fremtiden.

Den første russiske optrapning kom i slutningen af september, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, gav ordre til at bombe Islamisk Stat (IS) i Syrien. Baggrunden er endnu uklar, men én fortolkning har været, at Putin fornemmede, at han kunne sætte USA’s præsident, Barack Obama, skakmat ved en serie hurtige træk. I Kreml har man ikke den store respekt for Obama, som man ser som svag og tøvende, og valgkampen i USA gør hans udløbsdato mere synlig og derfor også hans handlerum mere indskrænket. Læg dertil flygtningestrømmen fra Syrien, som har præget den europæiske debat siden sommeren, og som for Rusland betød, at man nu med større vægt kunne insistere på, at ro og orden i Syrien er vigtigere end detaljer om styrets karakter. Det berømte vindue syntes at have åbnet sig, og der var nu en sprække, som den russiske dagsorden måske kunne presses igennem.

Rusland i krig af nød

Der er dog en anden fortolkning, som også har en del vægt: at Rusland ikke gik ind af lyst, men af nød, og fordi Assad og hans allierede i Iran fik Putin overbevist om, at hele det syriske styre ville bryde sammen uden russisk militær støtte. Assads tropper kontrollerede blot ca. 20 pct. af Syriens territorium, da Rusland valgte at træde til, og de havde tydeligvis brug for en håndsrækning. Og den gav Putin så for at redde resterne af sin indflydelse i Syrien.

Uanset hvad kom den anden russiske optrapning efter bombningen af det russiske charterfly over Sinai den 31. oktober. Terrorangrebet var et chok for den russiske offentlighed, som var blevet lovet en anderledes nem krig, og som nu krævede gengæld mod IS. Det forfærdelige angreb må også have rystet politikeren Putin, som jo slet ikke havde opnået de ønskede resultater, og som nu var under pres for at gøre noget.

Han reagerede hurtigt med en ordre om at straffe IS, og det russiske luftvåben intensiverede indsatsen mod terrororganisationen. I starten bombede Rusland mest alle andre end IS – dém tog den USA-ledede koalition sig jo allerede af, og så kunne Rusland fokusere på alle de andre anti-Assad-grupper i Syrien, men IS er siden kommet i centrum af den russiske målskive.

Putin var givetvis trængt i defensiven efter den 31. oktober. Charterflyet blev bombet efter blot fire ugers russiske militære operationer i Syrien, og et så voldsomt terrorangreb kan give selv den stærke mand i Kreml problemer med hans vælgere.

Presset flyttet til Hollande

Men så kom det uhyrlige angreb i Paris den 13. november, og det gav paradoksalt nok Putin en smule luft igen. For nu var presset på især den franske præsident, François Hollande, og han gjorde det hurtigt klart, at kampen mod IS for Frankrig nu er vigtigere end at få afsat Assad. Hollande erklærede efter angrebet i Paris, at »Syrien er verdens største terroristfabrik«, og det var vand på Putins mølle, forudsat altså at løsningen ikke er gennemgribende ændringer i Syrien, men snarere en accept af Assad som en del af løsningen og ikke blot som en kilde til problemet.

Det er naivt at tro, at konflikten i Syrien kan stoppes snart. Men som nævnt synes der i Moskva at være en tro på, at en russiskledet løsning er nærmere end på noget andet tidspunkt.

Selv det tyrkiske luftvåbens nedskydning af et russisk kampfly den 24. november har ikke fået Kreml til at suspendere det politiske samarbejde med Vesten – ikke engang hvis Tyrkiet er med – og det er et tydeligt tegn på, at man ikke ønsker at lade denne mulighed glide sig af hænde. Hollandes rundrejse til forskellige hovedstæder har haft som formål at sikre en stærkere front mod IS, og i Moskva ved man naturligvis godt, at Hollande i højere grad end Putin kan overtale vestlige ledere til at acceptere stabilitet frem for forandringer i Syrien.

Den russiske fredsplan kommer i lidt forskellige versioner. Mest ambitiøs er modellen, hvor Assad, f.eks. efter et hurtigt nyvalg, får lov at fortsætte med at regere og nu i fred for Vesten. Den er urealistisk, og derfor har man også en kompromismodel, hvor Assad sidder i en kortere periode, hvorefter han gelejdes ud af bagdøren til et eksil i f.eks. Moskva, og Ruslands nye kandidat derefter overtager magten. Igen ser man det som en del af en aftale, at det syriske styre lades i fred af Vesten. Fordelen ved denne model vil være, at den indeholder noget for de fleste. I Vesten vil man kunne glæde sig over, at man har fået afsat Assad, hvilket jo har været et mål i lang tid, og i Rusland vil man kunne fejre, at man har bevaret sin indflydelse i Syrien.

Det er dog for tidligt at juble i Kreml, for meget kan gå galt. Større russiske tab kan tvinge Putin på tilbagetog, og Vesten kan vise sig uvillig til at indgå aftaler efter russisk skabelon. Og så er der jo også Assad, som blot nødigt vil afgive magten. Putin kan ikke fjernstyre ham, og i sidste ende kan det blive et spørgsmål om is i maven. Hvis Assad ikke selv vil gå, tør Putin så trække tæppet væk under ham og risikere et kaotisk regimeskifte? Sandsynligvis ikke – og det ved Assad så ganske vel.