Dansk nej svækker EU
Sikkerhed: Set fra Tyskland svækker det danske nej ved folkeafstemningen den 3. december den indre sikkerhed i EU.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Undertiden virker det, som om EU er blevet ét stort paradoks. Interne og eksterne kriser udfordrer unionens sammenhængskraft, og dog er dens evne til at handle blevet svækket, fordi den hæmmes af medlemslandenes overvejelser om EU-integrationen og det mellemstatslige samarbejde. EU er inde i en tid med udbredt usikkerhed mht. unionens formål, og enigheden blandt medlemslandene er svækket. Resultatet er politisk fragmentering; ad hoc-isme har erstattet mere stabile koalitioner mellem medlemslandene.
På den baggrund kommer resultatet af folkeafstemningen i Danmark derfor ikke som nogen større overraskelse. Fastholdelse af formel suverænitet vejer tungere end evnen til at handle, hvilket kunne kaldes effektiv suverænitet. Paradoksalt nok tror mange af dem, der deltog i folkeafstemningen, på formel suverænitet, hvor de burde fokusere på effektiv evne til at handle.
Mange har stemt nej ud fra antagelsen om, at et ja ville tage mere uindskrænket myndighed fra Danmark, hvilket ville resultere i tab af selvbestemmelse, hvilket ville skade Danmarks interesser. Faktisk vil nej’et imidlertid udelukke Danmark fra de rammer, hvis formål er at øge sikkerheden for alle, inklusive danske statsborgere. Set med tyske øjne er det led i en uvelkommen udvikling, eftersom det vil svække den indre sikkerhed i EU på et tidspunkt, da sikkerhedsrisici truer EU’s område med de åbne indre grænser.
Politiske ledere har begået den afgørende fejl ikke at tale lige ud af posen om graden af indbyrdes afhængighed og det faktiske tab af evne til at handle på nationalt niveau.
Folkeafstemningen ses i Tyskland som endnu et udtryk for en udvikling i EU, hvor der gives udtryk for synspunkter, der rækker langt videre end de synspunkter, som var afgørende for den danske folkeafstemning. I Tyskland kræver nationalistiske og populistiske partier, at magt hjemtages fra Bruxelles. Det skulle løse de problemer, som borgerne tilkendegiver. De vender dog integrationen på hovedet. Historisk set er det en strategi med henblik på at opnå effektiv magt ved at samle magtbeføjelser, men det fremstilles som en ideologi med den hensigt at svække de europæiske nationalstater til fordel for multikulturalisme, der fører til islamisme, eller tjene den globale finansverdens interesser, sikre amerikansk kontrol med EU eller cementere tysk dominans. Alt dette og mere til finder man i europæisk populistisk nationalismes politiske proklamationer.
Træg vilje til at styrke integrationen, uanset hvad EU-borgerne siger, ændrer ikke på situationen. Det er forbi med en sådan visionær ledelse. Men EU’s hovedaktørers strategi om at afstemme behovet for europæisk handling med befolkningens skepsis er ikke lykkedes. De senere år har politiske ledere lagt vægt på de mellemstatslige integrationsdimensioner. Lissabon-traktaten har forstærket EU’s hybride natur og skabt mere overstatslig integration og flere mellemstatslige processer. Derfor er Det Europæiske Råd blevet clearingcentral for alle betydelige spørgsmål; topmødeaktivitet og præsidentialisme er blevet slået stort op for at signalere til befolkningerne, at EU-landenes regeringer har fuld kontrol med EU og unionens processer. Det har ikke overbevist vælgerne; det har snarere styrket deres mistanke om, at der er noget galt med EU. Politiske ledere har begået den afgørende fejl ikke at tale lige ud af posen om graden af indbyrdes afhængighed og det faktiske tab af evne til at handle på nationalt niveau.
Hvis europæisk politik bliver ved med at være i klemme mellem behovet for at handle kollektivt og den manglende evne til at gøre det ved hjælp af mellemstatsligt samarbejde, vil det nuværende integrationsniveau være i fare. De centrifugale tendenser er blevet så kraftige, at manglende evne til at reagere på situationer som flygtningekrisen vil sætte spørgsmålstegn ved dele af gældende EU-lovgivning. Hvis Schengen-samarbejdet bryder sammen, kan andre regelsæt i Det Indre Marked følge efter.
EU’s 2020-budget kan blive det endelige vendepunkt. Forhandlingerne bliver yderst kontroversielle. Der er risiko for, at meningsforskellene vil være så store, at eurozonemedlemmerne vil opstille deres eget budget. 2015 kan meget vel vise sig at blive det skelsættende år, da EU mistede evnen til at blive styrket i krisetid.