Iran-aftalen åbner flere veje til fred
Sommerens store, diplomatiske gennembrud var atomaftalen, som FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer plus Tyskland indgik med Iran.
For tiden advares den amerikanske kongres kraftigt af Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mod at godkende aftalen. Netanyahu mener, at ophævelsen af sanktionerne mod Iran vil forbedre Irans økonomi så meget, at Iran herefter vil være i stand til at finansiere mere terror, herunder Hamas’ mod Israel. Han forudser også, at den vil føre til et hurtigt atomkapløb i Mellemøsten.
Netanyahu har ret i det hele, forudsat at Iran ikke respekterer aftalen. Men aftalen indeholder et skrapt inspektionsregime og rummer automatiske sanktioner, hvis den ikke overholdes.
Det er rigtigt, at de 10 år, der vil gå, førend Iran kan udvikle atomvåben, kan blive brugt af andre til i tide at udvikle deres egne atomvåben, hvilket vel i særlig grad kan gælde Saudi-Arabien.
Men hvad var alternativet til denne aftale? Det var, at sanktionerne fortsætter, og at Iran ville fortsætte sin opgradering til atomvåben, eller i hvert fald til atomtærsklen, så det hurtigt kunne overskride denne. Det var, at Iran som pariastat ville fortsætte sit gedulgte samarbejde med shiitiske og andre terrorbevægelser, holde krigen i gang i Syrien og fortsat forhindre en mellemøstfred mellem Israel og palæstinenserne.
Hvad var alternativet til denne aftale? Det var, at sanktionerne fortsætter, og at Iran ville fortsætte sin opgradering til atomvåben.
Nu kan den økonomiske fremgang styrke og forøge den iranske mellemklasse med dens mange veluddannede mennesker, som gerne vil i kontakt med Vesten. Denne mellemklasse rørte forgæves på sig i 2009, men vil nu gradvis få større muligheder og dermed inden for det kommende tiår formentlig få større indflydelse. Den vil ikke være interesseret i fortsat konfrontation, men i samarbejde og udvikling af dens eget land. En øget samhandel vil i øvrigt være til gavn for Europas skrantende økonomi. Vil denne mellemklasse være interesseret i fortsat at finansiere terrorbevægelser? Næppe.
Vi kan arbejde og håbe på, at Iran kommer til at se sin interesse i at være en del af løsningerne i Mellemøsten i stedet for som hidtil at være en del af problemet. Der kommer i hvert fald ikke fred i Syrien, uden at Iran og Assad inddrages. Og Oman, der i flere år har været en diskret fredsforhandler, er ved at stable de første forhandlinger herom på benene.
Det er muligt, at dette vil betyde, at Assad overlever i en eller anden stækket funktion, men vi har i hvert fald ingen interesse i, at IS får magt over Syrien og spreder sin magt videre ud i Mellemøsten og Nordafrika. IS skal stoppes i Syrien. Selv om Assad helst skal væk, må vi realpolitisk se i øjnene, at han ikke vil fremme en konflikt med Europa. Men det vil IS. Dét er og må være vores hovedmodstander.
I spørgsmålet om mellemøstfreden mellem Israel og palæstinenserne har Iran og Syrien støttet Hamas, der, hver gang en fred nærmede sig, sendte raketter ind i Israel og dermed fik spoleret fredsmuligheden. Syrien er i dag ingen spiller. Men det er Iran.
Kun hvis Iran stopper Hamas, har præsident Abbas en chance for at sætte sig igennem og indgå en troværdig fredsaftale med Israel, der tror så lidt på nogen, at det reelt har opgivet at få freden via en tostatsløsning. Men uden en tostatsløsning kommer der slet ingen fred.
Saudi-Arabien og de andre sunniislamiske Golf-lande har tilbudt Israel en fred under forudsætning af, at der kommer en tostatsløsning. I 2008 var alawitshiiten Assad indstillet på en fred med Israel, men så aktiverede Iran Hamas, der angreb Israel i julen 2008, forhindrede den fred og sikrede Netanyahu valgsejren i januar 2009. Israel får i hvert fald ikke fred, uden at man får Iran gjort til en ansvarlig medspiller i stedet for at være en uansvarlig modspiller.
Alt det kan atomaftalen åbne for, hvorimod ingen aftale blot vil gøre alt det onde, som for tiden hærger Mellemøsten og spreder sig op i Europa, værre.