En verden uden atomvåben er utopi

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Den 6. august er det 70 år siden, USA kastede den første atombombe over Hiroshima. Bomben kom til at ændre verden for bestandig. Anden Verdenskrig havde været brutal og kostet millioner af menneskeliv, men med det nye våben blev der åbnet for menneskehedens udslettelse, hvis det kom til en konflikt.

Dette skrækbillede var ikke på nethinden hos den daværende præsident Harry S. Truman, da han besluttede at nedkaste bomben. Han ville have japansk overgivelse uden tab af amerikanske liv og uden hjælp fra Stalin. Han så atomvåbnet som det instrument, der kunne sikre amerikansk overlegenhed i forhold til et Sovjetunionen, der førte sig stadigt mere aggressivt frem i Europa.

Alt det var Stalin fuldt bevidst om. Han var velorienteret om de amerikanske planer, og alle ressourcer blev sat ind på at udvikle sovjetiske kernevåben. Det lykkedes efter nogle år, og under Den Kolde Krig levede vi i en verden, hvor de to supermagter havde atomvåben nok til at udslette menneskeheden adskillige gange.

Vi levede på en knivsæg, hvor en enkelt fejl eller misforståelse kunne medføre katastrofen. Det var tæt på at gå galt flere gange. Mest markant under Cuba-krisen, hvor vi var tættere på ragnarok, end mange forestiller sig i dag.

Mulighed for gengældelse

Fornuften sejrede, og der blev efterfølgende skabt bedre kontakter mellem de to supermagter. Når det ikke gik galt under Den Kolde Krig, hang det sammen med, at det var tale om rationelle aktører, der stod over for hinanden. De ønskede begge militær overlegenhed, men ville ikke risikere, at en gengældelsesaktion udslettede deres civilbefolkninger. Rationalet i kernevåben er muligheden for gengældelse. Svaret på et militært angreb kan blive så voldsom for ens civilbefolkning, at angrebet ikke iværksættes.

USA fik naturligvis ikke eneret på besiddelse af atomvåben efter 6. august 1945. Sovjetunionen fulgte efter, men også Storbritannien, Frankrig og Kina mente at have behov for kernevåben. For at modvirke yderligere spredning blev der i 1968 enighed om den såkaldte ikke-spredningsaftale, NPT-traktaten.

Ifølge denne forpligtes lande, der ikke havde atomvåben, til heller ikke at anskaffe sig sådanne, samtidig med at atommagterne forpligtes til at skære ned på deres arsenaler.

Det sidste kniber det med – både USA og Rusland har kernevåben som centrale elementer i moderniseringerne af deres forsvar. Nok så slemt er imidlertid, at atomvåbnene har bredt sig til lande, som ikke har underskrevet NPT-traktaten, og som ikke nødvendigvis har politisk stabilitet og rationalitet.

Det vides, at Indien, Pakistan og Israel besidder atomvåben. Nordkorea formentlig også. Andre lande vil i løbet af kort tid kunne udvikle kernevåben. Iran var på vej, men det lykkedes heldigvis at få en aftale, som standsede den udvikling.

Den mulige spredning af atomvåben til ikkerationelle aktører fik i 2007 de fire gamle koldkrigere Henry Kissinger, George Shultz, Sam Nunn og William Perry til at foreslå en afskaffelse af alle atomvåben. Ifølge de fire havde atomvåben en stabiliserende rolle under Den Kolde Krig, men de har ingen militær værdi i det nuværende konfliktbillede og kan komme helt ud af kontrol med de ikkeforudsigelige aktører, som er på banen.

Obama tog bolden op, i tiden før han blev præsident, men atomnedrustning har ikke været hans gennemgående prioritet. Jovist, han havde stor andel i aftalen med Iran, men har ikke i øvrigt været særlig aktivistisk på området. Det er der ellers behov for. Ikke mindst Mellemøsten er spækket med kernevåben, og det giver god mening, at et tema på den igangværende NPT-gennemgangskonference er Mellemøsten som atomvåbenfri zone.

Man kommer imidlertid ingen vegne, medmindre de atomare stormagter også i praksis viser, at de i medfør af NPT-traktaten er villige til at skære ned på deres atomvåben.

Atomvåben har en begrænset militær værdi. Der er udviklet så mange djævelske konventionelle præcisionsvåben, at de til fulde kan dække de militære behov, som måtte opstå. Og der bruges uhyrlige summer på at fastholde og udvikle våben, som under uheldige omstændigheder kan medføre en udslettelse af os alle sammen.

En verden uden atomvåben kan lyde som en verdensfjern utopi. Måske, men så meget desto vigtigere er det, at der findes kræfter, som arbejder for det. Det er også en opgave for Danmark.