Hvorfor er Islamisk Stat så forhippet på at provokere Vesten?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Ikke flere henrettelsesvideoer. Det var al-Qaeda-lederen Ayman al-Zawahiris råd til Abu Musab al-Zarqawi i et brev fra 2005. »Jeg siger dig: vi er i krig, og mere end halvdelen af denne krig udkæmpes i medierne,« skrev Ayman al-Zawahiri.

Han var bekymret over, at al-Qaeda mistede tilhængere i Irak blandt muslimerne, og at al-Qaeda-brandet led skade. Hans råd er stadig lige så relevant for Abu Musab al-Zarqawis efterfølgere og for lederne af Islamisk Stat, der lader deres brutalitet underminere gruppens interesser, som det var dengang.

Mere end noget andet ønsker Islamisk Stat at genetablere et kalifat i Mellemøsten. For at gøre dette må den militante gruppe styrke sit greb om de områder, den kontrollerer i Irak og Syrien; holde sine modstandere i skak og øge antallet af tilhængere, der stræber efter et liv, som er styret af gruppens fanatiske fortolkning af den islamiske lov.

Under sin første offentlige prædiken som ”kalif” i juli opfordrede Abu Bakr al-Baghdadi indtrængende »muslimer alle steder« om at »ile (…) til staten (…). Lad enhver, som kan foretage hijrah (emigration) til Islamisk Stat, gøre dette.«

Det bedste, som gruppen kan gøre for at konsolidere, hvad den allerede har opnået, er at undgå brutalitet i offentligheden – dels mod muslimer, dels mod de vestlige magter. Den skal lade være med at myrde vesterlændinge og i særdeleshed briter og amerikanere; den skal lade være med at begå forbrydelser mod amerikanske og britiske anlæg; den skal lade være med at begå terroraktioner mod Europa og Nordamerika, og den skal stoppe med at lade engelsktalende krigere true Vesten og dens ledere.

USA, Storbritannien og deres allierede er ikke specielt ivrige efter en åben krig, og især ikke mod en gruppe, der trods sin grusomhed og fanatisme aldrig direkte har angrebet deres hjemlande. Hvis sikkerheden i området trues, eller hvis man forfølger minoritetsgrupper som yazidierne, vil det sandsynligvis udløse en reaktion fra Vesten. Men hvis Islamisk Stat ikke direkte provokerer Vesten, er der en god chance for, at gruppen overlever den vestlige interesse i at bekæmpe den.

Alligevel er det som om, at Islamisk Stat ikke kan modstå sine brutale tilbøjeligheder. Videoen fra den 16. november, hvor den amerikanske humanitære hjælpearbejder Peter Kassing bliver henrettet sammen med adskillige syriske soldater, indeholdt en barbarisk trussel.

»Til Obama, hunden fra Rom,« siger den maskerede bøddel, »i dag slår vi Bashars soldater ihjel, og i morgen slår vi jeres soldater ihjel. Og med Allahs velsignelse vil vi påbegynde den sidste og endelige offensiv, og Islamisk Stat vil snart, som jeres dukke David Cameron selv sagde, begynde at slagte jeres folk på gaderne, hvor I bor.«

Advarslen var sikkert til at tage og føle på blandt præsident Bashar al-Assads syriske styrker, som så henrettelsen af deres kammerater.

Tilsyneladende er også videoen befordrende for rekrutteringen til Islamisk Stat. Samme tendens sås efter to tidligere videoer, der dokumenterede henrettelsen af to amerikanere og to briter. Denne gang lader det til, at gruppen bevidst har lagt vægt på at demonstrere gruppens internationale tiltrækningskraft – i hvert fald er britiske og franske statsborgere blevet identificeret blandt krigerne fra Islamisk Stat i videoen.

Der er langt flere, som er forfærdede og skræmte over Islamisk Stats offentlige og skødesløse brutalitet. Islamiske ledere i hele verden – moderate og radikale over en bred kam – har udtalt sig kritisk om gruppen.

I september udsendte Saudi-Arabiens gejstlige en fatwa, der gør terrorisme til en forbrydelse, som udløser dødsstraf. I august fordømte den muslimske paraplyorganisation The Muslim Council of Britain den »psykopatiske vold«, som Islamisk Stat udøver. Den ledende mufti for Egyptens al-Azhar-moske sagde, at gruppen »pletter (islams) image, udgyder blod og spreder korruption.«

Yusuf al-Qaradawi, der er en konservativ muslimsk præst med nære forbindelser til Det Muslimske Broderskab (og som opfordrede sunnimuslimerne til at tage til Syrien og kæmpe til at begynde med), sagde i juli, at et nyt kalifat er »ugyldig i henhold til sharia«. Selv hardcore jihadistiske teologer som Abu Qatada og Abu Muhammad al-Maqdisi har offentligt fordømt Islamisk Stat.

Mangel på opbakning fra selv de mest radikale muslimer er betydningsfuld, fordi kaliffer traditionelt set er blevet valgt efter rådføring med alle muslimske lærde, siger Bernard Haykel, der er professor i Nærøsten ved Princeton Universitet.

I stedet for at forhindre indblanding udefra, har Islamisk Stat i stedet med sin blodtørst sørget for, at der er et større fokus på gruppens aktiviteter end på nogen andre jihadistiske grupper. Generelt vækker gruppen stor modstand blandt den britiske og amerikanske offentlighed.

Kort tid efter henrettelserne af amerikaneren James Foley i august og Steven Sotloff i september viste en undersøgelse, at 52 pct. af amerikanerne bakkede op om luftangreb mod Islamisk Stat. I slutningen af oktober var det tal steget til 76 pct. Selvom en rundspørge foretaget af CNN viste, at 45 pct. af amerikanerne støtter en beslutning om at sende tropper til Irak eller Syrien, ville det tal stige til 72 pct., hvis Islamisk Stat skulle angribe den amerikanske ambassade i Baghdad.

I Storbritannien bakker 37 pct. af briterne på lignende vis op om en militær indsats mod Islamisk Stat. Det viste tal fra august. Efter henrettelsen af de to britiske statsborgere, David Haines og Alan Henning, sagde hele 59 pct., at de bakkede op om militær indgriben mod gruppen.

Den dramatiske holdningsændring i offentligheden banede vejen for de luftangreb, der har gjort det sværere for Islamisk Stat at erobre mere territorium. Uden vestlig indsats ville de to strategisk vigtige dæmninger, Mosul og Haditha, den syriske by Kobani og hovedstaden i det irakiske Kurdistan, Irbil, sandsynligvis være faldet i hænderne på gruppen nu.

Den nuværende amerikanske strategi har uden tvivl sine fejl og mangler, hvilket bl.a. omfatter, at man satser på, at upålidelige kæmpende styrker som f.eks. Den Frie Syriske Hær og den irakiske hær, kan generobre det tabte territorium. Men et fuldt ud engageret og vredt USA øger sandsynligheden for, at man kan vende Islamisk Stats fremgang.

Hvorfor beskytter Islamisk Stat ikke sine interesser og afstår fra at provokere sine fjender med sin brutalitet? Problemet er et ideologisk et af slagen, hvilket Ayman al-Zawahiri forudså i sit brev til Abu Musab al-Zarqawi fra 2005.

»Og dit svar, omend sandt, vil sikkert lyde: Men hvorfor skulle vi ikke indgyde rædsel i vore fjenders hjerter?«

Islamisk Stat arbejder i lighed med Abu Musab al-Zarqawi ud fra en apokalyptisk profeti, hvor et endeligt opgør finder sted mellem muslimerne og ”de vantro”.

Gruppen kæmpede hårdt for at opnå kontrol med den syriske by Dabiq og opkaldte sit engelsksprogede magasin efter den, fordi medlemmerne er overbeviste om, at »området kommer til at spille en historisk rolle i de kampe, der fører til erobringen af Konstantinopel og sidenhen Rom.« I Peter Kassig-videoen, der blev offentliggjort fra Dabiq, citerede man Abu Musab al-Zarqawi, som i 2004 sagde følgende:

»Gnisten er blevet tændt her i Irak, og den vil flammende vokse sig større med Allahs tilladelse, indtil den brænder korsfarernes hær i Dabiq.«

Den slags udtalelser lader til at være mere end bare propaganda; de afspejler efter alt at dømme gruppens sande overbevisninger. Vi bør derfor forvente, at Islamisk Stat vil forsætte sin brutale fremfærd og forsætte med at ramme vestlige mål. Hvis der findes nogen trøst, må det være, at utopiske organisationer, der er skabt i vold, har det med at overvurdere sig selv – og fremskynde deres egen undergang.

Skulle det usandsynlige ske, at Islamisk Stat ændrer strategi og holder op med at provokere Vesten, må vi være påpasselige med at fjerne presset på gruppen. Manglende opmærksomhed var det, som skabte Islamisk Stat. Hvis ikke vi er fokuserede i kampen mod Islamisk Stat, bliver vi ufrivilligt medskyldige i, at en terrorstat fødes midt i Mellemøsten.